Indsamling af udstillingsgenstande på Danmarks Rockmuseum

Posted on by
Reply

Optagelser fra en ekskursion med kandidatstuderende fra Musikvidenskab på Aarhus Universitet d. 20.11. 2012.
Hør museumsinspektør Jacob Westergaard Madsen fortælle om nogle af de udstillingsgenstande som Danmarks Rockmuseum allerede nu har valgt til deres permanente samling “Rockens Rødder”.

Hør hvorfor et gammelt telt fra Roskilde Festivalen er interessant at udstille, om det længste hår fra hippie-perioden og om fankultur og fanbreve til Gasolin.

Klik på følgende link for at høre lydoptagelsen på Soundcloud: 

”In 1249 I used Somersby Pear to invent world peace” – Lord Somersby

Posted on by
Reply

Som man kan læse i Charlotte Rørdam Larsen’s artikel ‘Husker Du? Nutidig Genlyd af Fortid’1, gør mange reklamer og reklamebureauer brug af nostalgi, når de udtænker kampagner for forskellige produkter. Særligt er det brugbart, når der er tale om fødevareprodukter og drikkevarer, da produkterne tilskrives en vis værdi, hvis de smager ligesom i gamle dage. Vi kender alle til udtrykket ”Det smager som Vores mor lavede det”. (Nu er det så min far, der laver mad derhjemme, men jeg sætter min lid til den kollektive erindring og dens mødre).

Den finansielle nedgangstid gør, at mange forbrugere tænker på fortiden som en gladere og mere bekymringsfri tid, hvilket har medført, at reklamerbureauer i den seneste tid har benyttet en ‘tidsmaskine taktik’, som for det meste tilbagekalder årtierne fra 1950 til og med 1980′erne2. Der vil i sådanne tilfælde være tale om, at trække på den førnævnte kollektive erindringsform, da reklamer, der gør brug af sådanne strategier, bliver set af mange, der ikke selv har oplevet den tid, der henvises til. Det er sjældent, at nostalgien bliver brugt i form af sørgelige erindringer, da det jo først frem anvendes for at sælge et produkt. Derfor er der, som Stuart hentyder, skruet godt op for ‘the warm and fuzzy’ – de gode gamle dage.

For lige at knytte en sidebemærkning til dette, er det samme trick anvendt i Den Gamle By i Århus. Det er jo ikke de reelle gamle dage, der er udstillet på dette museum. Helt overordnet besøger man en by med huse fra historiske tider der spænder over flere hundrede år. Når det så er sagt var der nok heller ikke mange besøgende der ville gide tage derind, hvis der løb kloakvand ned af gaderne, gader som i øvrigt i mange af de udstillede tider var overrendt med pestbefængte rotter og fattige udsultede folk. Vi vil se det hyggeligt bageri, køre i idyllisk hestevogn og spise gammeldags slik og kandiserede æbler, som man køber fordi de ser hyggelige ud, ikke fordi de smager specielt godt!

Tilbage til nutiden og reklamebranchen. Et firma, der formår både at bygge på denne nostalgistrategi-bølge samtidig med, at de tager tykt pis på den, er cider producenten Somersby. De har knyttet en åbenlyst uægte historisk person, Lord Somersby, til deres brand, og sælger cider ved at fortælle om alle de falske historiske bedrifter han har begået. Bedrifterne involverer altid en situation, hvor der bliver drukket Somersby cider.

Der er rigtig mange Somersby reklamer at tage af, som alle sammen bygger på dette koncept, men den jeg har valgt kort at gennemgå, er den, der hedder ”Somersby: Pear”. I alle Somersby reklamerne får man en lille anekdote, der tydeligvis er det rene vrøvl. I denne film hører vi speakeren fortælle, hvordan pæren (frugten, ikke el-pæren) var Europas officielle valuta i 1249. På billedsiden ser vi en gammeldags bank, hvor folk fra komplet forskellige historiske perioder står og hæver pærer, og på lydsiden høres nostalgisk klassisk musik med violiner og klaver i forgrunden.

Var man endnu i tvivl om, hvorvidt disse udsagn er falske eller ej, lyder næste del af historien: ”One pear could even buy two transister radioes” (00:07).

Historien forsætter, og vi får at vide, at det er Lord Somersby der havde flest pærer i verden, hvilket resulterede i, at han blev angrebet af flere forskellige lande, hvor vi får henvisninger til et hav af forskellige historiske personer. På lyssiden får vi også en kollage af forskelligt krigsmusik fra forskellige lande. Igen er der ingen sammenhæng imellem tiden historien foregår i, og hvilke personer, der angriber ham. Lord Somersby tog så alle pærerne og lavede dem om til cider, serveret af folk iklædt noget, der ligner middelaldertøj, imens de bar grammofonafspillere og diskokugler i armene. Lyssiden skifter til en mere neutral nutidig festlig melodi jingle.

Speakeren siger slutteligt: ”And that’s how Lord Somersby invented world peace… or at least that’s what I heard. New Somersby Pear. Unreal history. Real refreshment.” (00:22). 

Strategien kunne have været at fortælle os en ægte historie om, hvornår man første gang opfandt cider, og så sige, at Somersby smager ligesom det originale cider gjorde. Men på den måde var de sikkert druknet i mængden af forskellige cider brands.

Der spilles simpelthen på at man udmærket godt ved, at forbrugerne ikke er så dumme, at de køber alt, de får at vide. Det er let at blive revet med af for eksempel Den Gamle Fabrik’s reklamer, selvom deres jubilæums reklamer også er lidt i samme dur som Somersby. I stedet for at spille på folks emotionelle nostalgi ved brug af erindringer mange mennesker ikke engang selv kender til, udnytter Somersby altså dette ved at vende vrangen ud på hele konceptet. Det hele er noget sludder, undtagen det der skal udledes af det hele: at Somersby cider er så god at vi køber at disse historier ligeså godt kunne være sande. De nyeste reklamer har fået et andet slogan: “Stay Open Minded”. Dette kan blandt andet ses i reklamen “Somersby: Dancing“, som også er et glimrende eksempel på hvordan de når at referere til 1700-tallet, 70′erne, nutiden og mange flere perioder på 30 sekunder. Derved får de en række virkeligt sjove og erindringsværdige reklamer. Når jeg har set en reklamer for en eller anden smør, der sælges som den, Vor mor stegte frikadeller i, husker jeg netop ikke, hvilken smør, der var tale om. Men husker jeg Somersby reklamerne og ikke mindst hvad de sælger? Ja, det gør jeg!

1Rørdam Larsen, Charlotte: ”Husker du? Nutidig genlyd af fortid – om reklamefilms brug af musik og lyd som nostalgi og kulturel erindring” in DMO – Special Edition, 2012

2Elliot, Stuart, 2009. Warm and Fuzzy Makes a Comeback [online] The New York Times, at: http://www.nytimes.com/2009/04/07/business/media/07adco.html?_r=0 [Accessed 13 December 2012].

Fiksering er Frihed!(?)

Posted on by
Reply

Umiddelbart når man hører ordet ‘fiksering’, er ‘frihed’ langt fra det første man tænker. At noget er fikseret er vel nærmest det modsatte af frihed; det er noget, der er fastholdt. I denne kontekst menes der altså musik der er fastholdt, nedfæstet og bevaret i nedskrevet form. Vi talte på timen om hvordan denne nedskrivning af musikken kan anklages for at være mangelfuld, da det ikke er muligt skrifteligt at videregive alle faktorer der finder sted, når musikken fremføres. Der argumenteres for, at det derfor er vigtigt at vide noget om den kontekst hvori stykket er skrevet for at kunne spille det korrekt. Da det ikke er muligt at nedskrive musikken med alle små detaljer har vi altså ingen mulighed for at vide præcis hvordan et stykke musik, der er skrevet før det var muligt at lave en lydoptagelse af det, lød. Selv denne fiksering via lydoptagelsen kan ikke med sikkerhed repræsentere hvordan stykket skal lyde, da man ikke kender til hvilke faktorer der har haft indflydelse på dem, der fremførte musikken. Så hvordan kan fiksering være frihed?

Ifølge Jordi Savall har den kunstner der fremfører et stykke stor betydning for hvordan musikken udspiller sig. Det er kunstnerens rolle at belyse værket og få publikum til at se værket fra forskellige vinkler. Han påpeger dog det, der må ligge til grund for denne skrivelses overskrift: at det kun er med kendskab til de historiske kilder at vi har frihed til at fortolke. Den nedskrevne musik danner nogle regler, som kunsteren kan følge. Uden regler er der ifølge Savall ingen frihed. Derfor mener han altså også at det at spille udenad ikke giver frihed men tværtimod forstyrrer kunstneren i at fortolke på musikken, da al koncentration går til at huske musikken. Med noderne som støtte mener han det er nemmere at fortolke og leve sig ind i stykket, især hvis det som i hans eksempel er de originale noder. Dette giver ham en forbindelse til komponisten af værket, som han ikke vill føle, hvis han spillede udenad. Og dette selvom han rent faktisk kan stykkerne udenad. Hvis han blot spillede udenad ville han gentage noget, der var fastlagt i hans hukommelse og der ville ingen variation være fra gang til gang. Med noderne føler han, at han skaber musikken forfra hver gang, og at dette repræsenterer friheden i fikseringen. Eftersom den nedskrevne musik som sagt ikke indebærer alt, og derfor kan fortolkes forskelligt alt afhængigt af hvilken kunstner, der spiller det, argumenterer han for at man fastlægger musikken for meget hvis man spiller udenad. Man kan sige at fortolkningen stopper, når man spiller udenad. Herefter påpeger han dog at noderne ikke er musikken, men at musikken kun eksisterer når vi spiller og synger den. Han kalder musikken en hukommelsens kunstart hvilket ved første øjekast virker en smule selvmodsigende.

I dag er vi meget afhængige af at fiksere musik enten i en lydoptagelse eller på skrift for at kunne huske den. Fiksering har altså igennem tiden på en måde forværret vores evne til at huske. Det er vigtigt slutteligt at påpege, at musik ikke er et objekt men en oplevelse, og oplevelser kan antageligt ikke fikseres.

Museer der repræsenterer rock musik – sammen med alle de andre (ekskursionsopgave)

Posted on by
Reply

På vores tur til København, var vores besøg hos det kommende Rock museum i Roskilde det, der gjorde størst indtryk på mig. Det virkede til at alle tænkte det samme: at det kommer til at blive et enormt fedt sted! Men der gik ikke længe før der rejste sig nogle kritiske spørgsmål i mit hoved. Hvem er det lige der bestemmer, hvad der skal repræsentere al den rock musik der er blevet skrevet, opført, indspillet, oplevet og dyrket i Danmark? Og er det egentlig overhovedet muligt for et enkelt museum at repræsentere et sådan område? Ser man udenfor Danmark med et eksempel fra teksten om The Rock and Roll Hall of Fame i Ohio åbnet i 19951, møder man samme problem. Målet med dette museum var ”...not only to preserve this growing collection of [rock'n'roll] artifacts, but to use them to tell the story of how and why popular music had such an effect on American culture in the past half century” (Santelli, 1997, 97).Det er da meget fint, at de vil samle nogle genstande, og prøve at lave et flow i en udstilling, men der findes altså over 175 Hard Rock caféer, hoteller, live venues osv i 55 lande2, som alle har diverse memorabilia indsamlet. Og det er jo bare en brøkdel af alle de forskellige samlinger der findes offentligt i museer og hos private samlere. Så jeg vil påstå, at det er umuligt for et enkelt museum at være ene repræsentant af Rock i USA.

Amerikansk og Engelsk Rock og populær musik er allemands eje på grund af den kulturelle globalisering, og det samme er udstillinger og samlinger, som er spredt ud over hele verden. Tag for eksempel Grace Land i Randers, hvor der er en ret omfattende Elvis samling, for ikke at tale om at denne samling opbevares i en tro kopi af Elvis’ hus. Det kan sammenlignes lidt med, at man tager på British Museum, ikke for at lære noget om England, men for at se udstillinger af alt det de har snuppet fra andre lande som fx Egypten og Grækenland. Så nytter det jo ikke noget at tage til Egypten for at tage på museeum og opleve kulturen, for den er spredt ud over hele verden.

Nu kan Danmark jo ikke sammenlignes med England, og slet ikke USA, så Danmarks Rockmuseum i Roskilde har lidt større chancer for at kunne repræsentere hele landet. Men som vi også talte om; hvorfor ville folk fra Århus sende deres samlinger til Roskilde? Århus var jo ‘rockens by’ i 80′erne og er ved at kommer stærkt efter det igen. Ville det så ikke være at give slip på en yderst fortjent kulturarv, hvis folk skulle til Roskilde for at blive mindet om dette? Især når Århus nu har vundet æren af at være kulturby i 2017… ”Jo jo, der er masser af musik historie fra Århus, du skal bare lige til Roskilde for at se den”.

Hvad skal så repræsentere Dansk Rock?

Men hvis vi nu ser stort på rivaliseringen mellem de forskellig landsdele, så har vi stadig spørgsmålet om, hvilke memorabilia der besidder ‘nok værdi’ til at blive en del af Danmarks rock historie. Hvis man ikke er typen der sætter spørgsmålstegn ved alt, der bliver serveret for en, ville man besøge museet og ikke tænke videre over, hvor stort eller småt udskillingsløbet har været. Når alt kommer til alt kan det ikke undgås at det, der vil komme til at repræsentere den danske Rock musiks historie i Roskilde bliver en brøkdel af, hvad det kunne have været. Det, der er det vigtigste i sådan en situation er, at få det præsenteret ordentligt. Der var allerede tale om en bevidst indsnævring og tematisering af materialet, hvilket også er nødvendigt. Alle, der har en interesse inden for et felt, har hver deres mening om, hvad der er vigtigts. Dette bunder naturligvis i personlige grunde, og man vil som museum aldrig kunne tilfredsstille alle. Man kan håbe, at de får fremlagt den danske rock musik på en måde, der får de besøgende til selv at dykke ned i dens historie efterfølgende. Netop denne interaktivitet lægges der i høj grad op til på museets hjemmeside, hvor man selv kan hjælpe med til at udfylde rockens Danmarks Kort3. Ved hjælp af en omfattende hjemmeside, som jeg kun kan forstille mig vokser sig meget større, kommer de problemstillingen om fravælgelse af eller mangel på memorabilia til livs. Et museum er en slags arkiv, og at Danmarks Rockmuseums arkiv kan udvides til denne digitale platform bliver i høj grad et plus, så museet ikke på den måde er afgrænset af fysiske vægge og mangel på udstillingsgenstande. Dog er det vigtigt at understrege, at en hjemmesiden ikke ville kunne stå alene i stedet for museet, og jeg håber ikke det nogensinde bliver tilfældet i fremtiden!

1Robert Santelli (1997): The rock and roll hall of fame and museum, Popular Music and Society, 21:1, 97-99

2 http://www.hardrock.com/corporate/history.aspx

3 http://www.danmarksrockmuseum.dk/

Historie og erindring i en digital tid

Posted on by
Reply

Erindringer er en spøjs ting, for selvom to mennesker har været til stede i den samme situation, kan de have oplevet den helt forskelligt, eller senere glemme visse elementer af, hvad der er sket. Vi har alle sammen prøvet at komme op at diskutere med venner og familie over hvem, der husker rigtigt. Efterhånden er det blevet lettere af afværge de største magtkampe, for vi går da bare lige ind og Googler det. Det kræver selvfølgelig at det, man forsøger at huske, er en del af den kollektive historie og erindring. Denne form for ‘erstatning’ af ens egen hukommelse via Google, dur altså kun hvis det er databaseret viden, man søger. Følelsesmæssig erindringer er personlige og kan ikke lagres på nogen maskine. Man kan gemme billeder fra ferier og lignende på computeren, men det er kun en selv, der kan huske oplevelsen hvorfra billedet stammer.

Erindringer af oplevelser kan især sættes i gang ved at lytte til musik. Vi husker vel alle sammen den sang vi havde sammen med vores første kæreste i teenageårene, og vi kan endnu mærke et lille stik i hjertet, hver gang den bliver spillet (eller måske er det bare mig). Jeg knytter musik til mine erindringer, og jeg tror altid jeg vil kunne huske hvilke bands og sangere jeg lyttede til det år jeg boede i London. Og hvis ikke, kan jeg jo google hvem der udgav et album i den tid, eller se hvilke sange jeg har posted på min Facebook.

Mht musikken diskuterede vi til undervisningen om der var forskel på, hvordan man brugte musikken på computeren i forhold den fysiske musik man har stående i from af CD’er, LP’er osv. Der var lidt uenighed om dette, og jeg hældte mest til argumentet om at det ikke gør nogen forskel om man sorterer sin musik i biblioteker på sin computer eller stille sine CD’er i alfabetisk orden på hylden. Det er efter min mening det samme bare på to forskellige måder. Begge er i bund og grund en form for arkivering, der gør det lettere for mig at finde den musik, jeg vil høre.

Med den digitale og teknologiske udvikling generelt og også indenfor musikbranchen, går der ikke lang tid før det sidste nye bliver yt. Jeg har derfor også været rigtig længe om at begynde at bruge Spotify, da det er min erfaring at der altid er noget nyt og meget bedre lige rundt om hjørnet. Det nye bliver hurtigere og hurtigere en del af ‘historien’. Ifølge Pierre Nora gik der allerede i slut 80′erne kortere og kortere tid, før noget bliver til historie1, og man kan kun sige at dette i endnu højere grad er tilfældet i dag. Dette fænomen kaldes af Nora historiens acceleration. Det påpeges igen hvor vigtigt det er at skelne imellem rigtig hukommelse som knyttes til primitive og forældede samfund, og historie som knyttes til det moderne samfund:

”The ”acceleration of history,” then, confronts us with the brutal realization of the difference between real memory—social and unviolated, exemplified in but also retained as the secret of so-called primitive or archaic societies—and history, which is how our hopelessly forgetful modern societies, propelled by change, organize the past” (Nora 1989, 8).

Historie er iscenesat på en bestemt måde. Den der skriver den ned, vil altid være påvirket af den tid han/hun lever i Og den, der har skrevet det, er med til at bestemme hvordan historien skal fortælles videre. Der er selvfølgelig nogle helt klare fakta, som der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved, men bare fordi google siger det, er det ikke sikkert, at det er rigtigt. Så vidt jeg forstå citatet skal det forståes sådan at de faktisk var bedre til at huske, både individuelt og kollektivt, før det moderne samfund blev til.

Digitalisering og teknologi gør os usikre på vores egen kunnen

Vi kan og skal ikke være fuldstændigt afhængige af en maskine, der kan slå ting op for os, fordi vi ikke selv kan huske dem. Ofte kan vi jo netop godt huske det, vi slår op, vi skal bare lige være sikre. Dette resulterer i en rigtig dårlig selvtillid i forbindelse med at huske fakta o.lign. Jeg er selv blevet enormt afhængig af stavekontrollen i Word. Jeg var i folkeskolen en af de bedste i min klasse til at stave, og jeg følte mig enormt sikker på, at jeg havde ret når nogen stillede spørgsmålstegn ved, hvordan jeg havde stavet et ord, og jeg gik altid efter min første indskydelse. Det er selvfølgeligt sværere på engelsk, men i London var vi til flere 3 timers skriftelige eksaminer uden hjælpemidler, dvs. skrive i hånden ikke på computer, og uden ordbog. Det var de åndsvageste ord jeg kom i tvivl om, hvordan man stavede, fordi jeg er blevet afhængig af den automatiserede stavekontrol. Hvis Word siger det staves sådan, så er det jo nok rigtigt. Samtidig kan man gå helt i spåner hvis man rent faktisk skriver et ord rigtigt, som Word ikke kender. Det ryster hele ens grundvold, og er med til at man ikke engang kan skrive et julekort uden at tøve en enkelt gang eller to længere. Dette har så forplantet sig til at selv emner jeg føler jeg ved en helt masse om, kan jeg blive usikker på om jeg nu også husker rigtigt. Og man kan jo ikke bare sige det man tror, for så bliver der foretaget ”kontrol” på en, og selvom man har ret, bliver informationerne ikke leveret overbevisende nok. Og der kan argumenteres for at det er fordi vi ikke har lige så meget brug for vores hukommelse længere. Der er stort set ikke noget man absolut behøver at kunne huske på stående fod, med mindre man selvfølgelig er læge. Helt fra jeg startede med at have matematik i folkeskolen, skulle jeg høre på brok fra min far, der syntes det var for dårligt at vi måtte bruge lommeregnere. ”I lærer jo ikke at tænke selv!” Dengang syntes jeg han var gammel og åndssvag, men måske han alligevel havde fat i noget…?

1Pierre Nora, 1989: Between Memory and History, Representations, No. 26, Special issue: Memory and counter-memory (spring 1989), pp. 7-24

Fra LP til CD – Kvalitet eller bare praktisk?

Posted on by
Reply

Som musikstuderende kan man ikke undgå at komme til at gå meget op i lydkvalitet af den musik, man lytter til. Denne lydkvalitet varierer kraftigt alt afhængigt af, om man lytter til en vinyl plade eller en mp3 fil, og det kan endda være med til at definere lytteren som person om vælger LP, CD, bånd, radio eller digitale formater, og selvfølgelig hvilke højtalere man bruger. Hver gang et nyt musikformat kommer frem, ses det som en banebrydende og en ny oplevelse, for dem der vel at mærke går op i lyd og musik. Som man kan læse i Jonathan Sternes tekst ‘The Audible Past‘, troede folk de hørte live musik, da de første gang blev præsenteret for af afspilning fra en grammofonafspiller. Det bliver dog også diskuteret hvordan man skal opfatte lyden som selve maskinen laver (fx s. 2591), så det er svært for os i dag at forestille os at man virkelig blev snydt af den lydkvalitet der fandtes dengang.

For mange, blandt andet vores underviser Steen K. Nielsen, var det en fantastisk oplevelse at lytte til en CD for første gang, da al støjen var fjernet til sammenligning hvad man kunne høre på en LP. Der var sikkert en masse der rendte ud og købte hele deres musiksamling på CD for at opleve denne mere rene lyd. I dag gør unge så det modsatte for at opleve den autentiske lyd.

Ikke alle tænker over kvaliteten

Spørger man folk som mine forældre om skiftet fra LP til bånd og CD skal man grave dybt for at få dem til at sige noget om lydkvalitet. Min far læste til kiropraktor i Chicago i seks år. Et halvt år inden han skulle hjem brændte den lejlighed han boede i og dermed hele hans LP samling. Den dag i dag ønsker han sig til jul og fødselsdage stadig gamle albums, som han kommer i tanke om at han ejede engang, dog denne gang på CD, for ”jeg har jo ingen pladespiller nede i baren alligevel”. De har en oppe i stuen, men det er givet omstændighederne kun min mor, der bruger den. Til spørgsmålet om om han foretrækker lyden af en LP til fordel for en CD, bad han mig spørge min mor, da det jo var hende, der stadig havde hele sin samling. Det skulle jeg vidst ikke træde mere i…

Min mor lyttede til Radio Luxemburg da hun var barn, fordi det var hendes eneste mulighed for at lytte til indernationalt musik. Så snart hun havde muligheden, købte hun sine yndlingssange på LP, så hun selv kunne bestemme, hvornår hun ville lytte til dem. Ikke fordi det lød bedre, men fordi hun selv kunne styre, hvad hun ville høre. Da båndene kom, købte hun dem, men da CD’en blev lanceret, købte hun dem i stedet. ”Jeg ved ikke om det var fordi det lød bedre, men CD’er gik ikke i båndsalat eller knækkede så nemt” var hendes svar, da jeg forsøgte at få hende til at sige noget om lytte-oplevelsen. Da jeg til sidst måtte smide alle interviewfærdigheder fra mig og direkte bede hende sammenligne lyden af musik fra en LP og fra en CD var svaret, at det jo var svært at sammenligne, for hun gik jo ikke ud og investerede i en CD med musik, som hun allerede havde på LP.

”Jeg lytter sjældent til mine LP’er, men det er fordi de er mere besværlige at sætte på, og det er sværere at finde det nummer, man gerne vil høre. Jeg kan da godt se at CD’ens lyd er renere og måske lidt mere kunstig end lyden på en LP, men det er ikke noget jeg som sådan tænker over. Ikke før nu hvor du spørger…”

Det er åbenbart langt fra alle der overhovedet tænker over, om de lytter til det ene eller det andet, så længe det er nemt, tilgængeligt og praktisk. Vi lever i en tid, hvor mange foretrækker at klare alle julegaveindkøbene over nettet. De vælger bevidst at gå glip af oplevelsen af at fare stressede rundt og stå i lange køer sammen med alle de andre, der også er for sent ude, og til sammenligning fravælger Spotify-brugeren bevidst oplevelsen af at tage en LP eller CD ud af coveret og sætte musikken på. Jeg vil vædde med, at de ikke tænker videre over det, men bare gør ‘hvad man gør’, og hvad der bringer dem hurtigst fra A til B mht hvilken musik de vil høre.

1Jonathan Sterne, 2003: The Audible Past – Cultural origins of sound reproduction, Social Genesis og SoundFidelity, Duke University Press

 

Live Concert – Now On Demand!

Posted on by
Reply

Traditionelt set har koncerten været en fysisk aktivitet i den forstand, at publikum var til stede i samme rum, som musikken blev udfoldet. Den skulle opleves på et tredimensionelt sensorisk niveau, hvor ikke blot syns og høresansen blev aktiveret men også lugte, smags og følesansen. I virkeligheden forbinder man meget vel en god koncert med, hvor mange forskellige sanser man får aktiveret og tilfredsstillet.

Udover over høre – og synssansen kan oplevelsen eksempelvis også baserer sig på, om man får lidt godt at drikke, om der er en typisk duft til stede på spillestedet skabt af varme og røg fra scenen, samt følelsen af at blive rørt af musikken. En følelse som ofte kan bringe gåsehud ved de mest sublime musikalske oplevelser.

Vi mindes ofte en koncert netop igennem sanserne og beskriver den ud fra, hvordan vores sanser blev aktiveret. Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person, hvad der udgør en god koncert, men sanserne spiller uden tvivl en rolle ift. vores oplevelse.

Men hvordan forholder det sig med en række af nyere tids medietiltag så som koncert dvd’en og online koncertoptagelser?

Gennem disse nye medieringer er det blevet muligt at tage koncerten med hjem og ind i stuen. Man kan (gen)opleve koncerter på tidspunkter, hvor det passer én selv og i måske mere intime omgivelser. Det går nu fra at være en tredimensioneloplevelse(fysisk tilstedeværelse) til at være todimensionel (oplevet gennem TV eller computer), og fokus intensiveres nu mere omkring selve musikken og sceneshowet i og med, at tre af sanserne ikke bliver aktiveret på samme måde, som havde man været  fysisk til stede. Dette er ikke en kritik af fænomenet koncert-dvd, dog blot en betragtning af, at man oplever på forskellige måder alt afhængigt af tilstedeværelsen.

Muligvis aktiveres lytningen og synssansen endnu mere pga. tv-mediets begrænsninger – der er kun den audiovisuelle praksis at forholde sig til ift. koncerten. Dette kan tjene til musikkens fordel, men måske også fjerne fokus fra andre dele af fænomenet ”at gå til koncert”.

Konventionelt set forbinder vi live-koncerten med, at den er direkte, men dét har medierne selvfølgelig også en løsning på.

Tv-transmissionen imødekommer netop dette krav, om at man skal være vidne imens koncerten udspiller sig uden forskydning af tid. Her er det blot at tænde tv’et, skrue op og læne sig tilbage, alt imens stuen fyldes af skønne toner.

Men som med alle andre medie er udviklingen ikke stoppet her, og gudskelov! Som musikelskere bliver vi pleaset af branchen, for den søger hele tiden at imødekomme vores hårde krav om let tilgængelighed. Hvis vi kan få adgang til musikken via vores computer kan tingene ikke være bedre. Det har diverse musiktjenester og programmer for længst sørget for, i dag har vi jo spotify, tdc play etc. Men hvordan med det visuelle? Jo der har vi også en lang række muligheder, hvor Youtube nok er det mest besøgte site, her kan vi finde alt fra interviews og musik videoer til fulde koncerter.

Det nyeste skud på stammen, jeg er stødt på er ”Facebook intim koncerten”. Jeg kom forbi singer/songwriteren Tim Christensens profil og så at han netop havde lagt et klip ind, hvor han spillede akustisk fra sin stue og ind i mit hjem. Det var ganske vidst ikke live, men det gav en tydelig fornemmelse af intimitet og direkte konfronterende. Der var nu kun en skærm imellem hans performance og mig som tilskuer. Han spillede med blikket rettet imod kameraet og seerne, og det forekom at lyden blot var optaget med mikrofon så rummets akustik også blev en del af optagelsen. Denne form for koncert giver en oplevelse af eksklusivitet, da Facebook, ligesom live-dvd’en, kan tilvejebringe en oplevelse af at være til stede ved koncerten.

Dertil skal man have en bruger, være logget ind på Facebook og ”like” kunstnernes sites for at få adgang til det materiale der ligger der. På denne måde kan man tillægge en yderligere eksklusivitet til konceptet ”Facebook koncert”- det er ”kun for fans”.

Jeg har i ovenstående kigget på konceptet live-koncert, og hvordan medierne remedierer sig selv i nye og spændende koncepter, som gør det endnu mere eksklusivt for os musikelskere. Man er gået fra, at en koncert traditionelt set var en ”live-oplevelse” til, at man nu kan tage oplevelsen med ind i sit hjem. Man fjerner dog dele oplevelsen, men ikke desto mindre bliver musikoplevelsen lettere tilgængelig og allestedsværende, og i sidste ende tjener det os som fans af fænomenet, vi kalder musik.

 

Finkultur vs. populærkultur: Det evindelige problembarn (ekskursionsopgave)

Posted on by
Reply

På den for nyligt overståede ekskursion til København med kandidatholdet besøgte vi blandt andre Det Kongelige Bibliotek (KB), Musikhistorisk Museum (MM), Danmarks Radio (DR), og Danmarks Rockmuseum (DRM). Fælles for disse institutioner er at de kæmper med en tilsyneladende uforenelig modsætning mellem finkultur og populærkultur. Dette dominerende og værdiladede problembarn i dansk kultur deler vandende mellem feltets aktører og institutioner, hvor den ene pol er en ’gammeldags kanoniserende museumskultur’ og den anden er en ’fordummende ubevaringsværdig og kommerciel popkultur’. Kampen er en forhandling mellem modstridende værdier som har afgørende betydning for tildeling af statsstøtte, hvor de ’rigtige’ værdier er forbeholdt de få.

I musikfagligt regi er dette spændingsfelt især kommet til udtryk ved klassisk overfor rytmisk musik, og det er også i kraft heraf Henrik Smith-Sivertsen er havnet midt i kampen med sit arbejde på Det Kongelige Bibliotek. Problemet opstår da han prøver noget så nobelt som at formidle og bevare kontemporær populærkultur for eftertiden og derved ’danne kildemæssigt grundlag for sandheden’. Men denne er ikke ’rigtig’ eller ’bevaringsværdig’ kultur mener nogen. KB er traditionelt set en finkulturel institution med tilsvarende værdier (princippet med l’art pour l’art) der bærer et kvalitetsstempel omkring de informationer og effekter der arkiveres, som når Niels Krabbe higer og søger i gamle bøger efter komponisternes såkaldte ’intended meaning’ – og han var pudsigt nok vældig god til at få staten til at punge ud. Men en kæde er ikke stærkere end det stærkeste led, så med crowdsourcing, kommerciel kultur og digital musik risikerer KB en degradering af deres finkulturelle image med monopol på ’rigtig’ og ’vigtig’ viden. Men går man endnu længere ned af den hierarkiske kulturstige står Nephew som flagskib for det nye populærmusikalske samarbejde, hvor det handler om at dokumentere sangskrivningsprocessen, og dem der nu bliver glemt er uetablerede kunstnere og undergrundsbands, hvis arbejdsproces man – i kraft af deres ukendte status – ikke har mulighed for at opsamle før de er slået igennem. Så trædemøllen fortsætter, og der er allerede en lignende kulturel polarisering i værk indenfor populærmusikkens egne døre, ikke mindst i form af genremæssig kategorisering.

På DRM er de netop sprunget ud i en sådan øvelse hvor kanoniserende øvelser, ikke ulig dem der i det store billede har sat populærmusikken uden for kunstens verden, nu skal glorificere dele af det tidlige danske rockmiljø og dermed negligere andre dele. Som vi også erfarede på MM er ’interaktiv’ det nye ’buzzword’ i museumsverdenen. Folk skal ikke bare kigge, læse og beundre, de skal pille, røre og engagere sig. I parolen lyder det ’rock and pop music as a mirror on youth culture and its impact on society’ og således forbryder de sig mod den traditionelle ’forstokkede museumskultur’ ved at fokusere på musikkens funktionalitet frem for det æstetiske værk. Her er statskassen dog ikke så gavmild som overfor Niels Krabbe, så projektet finansieres primært af privat fondraising og donationer. For at positionere sig som den fine og bevaringsværdige del af populærkulturen, må de slå sig på den samme gamle kending som rocken gjorde i sin tid for at blive taget seriøs: følelsen af autenticitet. Så selvom der bliver plads til den uundgåelige ’hall of fame’, er det i autenticitetens tjeneste at foretrække gode historier og anekdoter om det ’ægte’ hårde romantiserede arbejderklasse/undergrunds rockmusikerliv i bedste bohemestil, baseret på interview fra førstehåndskilder. At DRM er i dialog med både KB og MM tyder på at slaget mod den dikotomiske kulturelle opdeling ikke er tabt endnu. Et samarbejde med DR er ligeledes på museets ønskeliste, for som vi har hørt før i forløbet er der begrænset eller ’absurd dyr adgang til DR’s arkiver’.

Hos DR prøver de at spille på begge heste og derved sprede deres odds, dog kan man sige at det er temmelig risikofrit når gevinsten hedder lovpligtig licensbetaling. I den finkulturelle lejr blev vi præsenteret for en hjemmeside hvorfra man kan streame klassiske koncerter fra DR’s koncerthus, samt levere lidt ekstramusikalsk formidling og metatekster. Jyderne skal jo også have lidt for licenspengene. Sitet er tiltænkt gymnasielærer for ’gymnasie-elever gider ikke se klassisk musik af sig selv’ og så må man jo presse det ned over hovedet på dem som den gode public service kanal man er. På den ene side er koncerterne alle fra ’central-repertoiret’ i bedste finkulturelle ånd og siden alle rettigheder er købt frit er det oven i købet gratis. På den anden side er den populære, visuelle og spektakulære form dominerende over det faglige indhold, som bl.a. udtrykkes ved at bruge en video med en dirigent der ’ser rigtig sjov ud’. Eller når der også her kommer lidt ekstra imiteret autenticitetsglasur på kagen ved at bruge et russisk nodeblad (med rigtige russiske bogstaver) til et russisk stykke musik. Foruden har DR kastet sig direkte ud i ’kampen om de unge, deres gunst og forbrug’ og dermed den kommercielle ungdomskulturs købekraft og forbrugerisme. ’Danske unge ser ikke tv’ mente de. Uden at postulere for meget vil jeg mene, at de gør de nu nok. At de ikke ser DR’s udbud er en hel anden sag. Men sendefladen er dyr, og ’nettet samler formidling’, så det løses naturligvis ved at lave endnu en hjemmeside i deres virtuelle labyrint. Desuden var der tilsyneladende ikke nogen der gad dække projektet på tv – indtil de fandt ud af at Simon Kvam var med til at kaste lidt stjernestøv fra sig, naturligvis. Der er ikke noget Nephew ikke er godt for, og hvis KB må så må DR vel også.

Når alt kommer til alt handler det om retten til at definere ’kunst’ og ’kultur’. Det hele er en stor værdikamp med smagsdommeri på den ene side og musikindustriens spinden mønt på den anden. At observere de ovenstående institutioners forsøg på med hver deres udgangspunkt at manøvrere sig gennem manegen i dette problemfelt har været informativt, underholdende og lidt foruroligende. Om ikke andet er ovenstående en eksemplificeret vidnesbyrd om status quo, hvor der stadig kæmpes med at opdrage det evindelige problembarn.

Bibliografi:

Alle informationer og oplysninger om de enkelte institutioner er opsamlet på stedet, og udtalelser omsluttet med ’’ er parafraseringer fra mine notater fra foredragende.