Fiksering = Frihed ?


Er fiksering lig frihed? Ifølge Jordi Savall er den. I artiklen Hvad er Musik? be­skriver han, hvordan fiksering giver en musiker mentalt overskud til at vari­ere fremførelsen af et musikstykke uden at gøre vold på værket. I denne betragtning ligger der en ide om, at værkets essens er indeholdt i noderne. Men er fiksering nødvendigvis lig frihed? Kan fikseringen ikke ligeså godt være det, der låser en performance, og holder musikerens op­mærksomhed fanget på noget, der måske kun bør ses som en skabelon?

Improvisation som illusorisk frihed

For en jazzmusiker er en fiksering i form af et nodepartitur ikke en for­del. En jazzmusiker bliver ofte karakteriseret efter hans evne til at im­pro­visere og er i nutidens nærmest romantiske opfattelse af ham måske tættere på det æstetiske ideal om et kunstnerisk geni, til hvem musikken åbenbares, end den typiske klassiske musiker er. Nu kan der jo også stilles spørgsmålstegn ved, hvad improvisation overhovedet er. Improvisation sker jo, ligesom al anden social praksis, indenfor nogle faste rammer og inden for en specifik kulturel kontekst. Hvis man ser på Jason Toynbees kreativi­tets­radius (radius of creativity), vil en jazzimprovisation være en social prak­sis, der er baseret på den musikalske kapital og habitus, musikeren lig­ger inde med. Improvisationen er underlagt en række regler for, hvad man kan indenfor den konkrete genre. Man kan så at sige betragte jazz­impro­vi­sa­tionen som baseret på en række praksisser, der er bevidst eller ubevidst fik­seret i musikerens viden.

Værket som reciperet, dynamisk og abstrakt objekt

Så er denne abstrakte fiksering af stiltræk og normer ensbetydende med mere eller mindre frihed end den trykte node? Den store forskel er jo, at der ved improvisationen skabes et nyt ’unikt’ værk. Unikt er i citations­tegn her, fordi al musik nødvendigvis referer til tidligere musik, det er det, der er indeholdt i mit begreb om den abstrakte fiksering. Samtidig kan der, hvis man anskuer begrebet ’værk’ ud fra Roland Barthes og de senere receptionsteoretikere som Wolfgang Iser eller Umberto Eco, ar­gu­menteres for, at fremførelsen af et nodefikseret værk altid vil være unik, idet værket først opstår i aktualiseringen. Dette er faktisk også en pointe i Savalls artikel. Savall mener at musikken kun eksisterer i hukom­mel­sen og er ny hver gang. Betragtningen om, at værkets essens ligger i no­der­ne, holder altså ikke. Det kunne lyde til, at noderne kun er en guide til at genskabe musikken. Ved nodepartituret er reglerne for en udførelse meget mere specifikt udtrykt end ved den ubevidste fiksering, og der er der­med et meget større krav til udførelsen. Til gengæld er en musiker sand­synligvis meget mere bevidst om, hvordan han forholder sig til en skreven end til en abstrakt fiksering, og kan dermed siges at have større fri­hed, end en musiker der ikke er sig sine begrænsninger og restriktioner bevidst.

Som nævnt mener Savall, at en musiker mister frihed ved skulle huske sit værk udenad, og at musikeren på denne måde ender med at levere en mere mekanisk og standardiseret fremførelse, end han ellers ville have gjort. Men hvad nu hvis en klassisk musiker fremfører sin egen kom­position ud fra erindringen? Ville dette ikke give den største grad af frihed, da denne musiker er fri til kun at være tro mod sig selv? Her gælder der selvfølgelig, ligesom ved jazzimprovisationen, også en række inter­nali­se­rede normer eller konventioner, der ubevidst påvirker musikeren.

Et spørgsmål om genre?

Savall nævner i artiklen sangeren som et eksempel på, hvor nemt det er at vurdere, hvorvidt en musiker har sine ægte følelser med i fremfø­rel­sen. Dette er interessant i forhold til operasangeren. Skønt det ikke er unor­malt, at klassiske sangere har noder med på scenen, er det helt utænke­ligt at en operasanger skulle have noderne med. Noderne ville virke for­styr­rende for narrationen. Ligeledes ville en pop eller rocksanger, der havde noder med på scenen, ofte af publikum blive opfattet som værende for låst i forhold til den tekst, eller de noder, der lå foran ham/hende. En popu­lærmusikalsk sanger har bedst følelserne med og virker mest ’ægte’, når han eller hun forholder sig frit til dynamik, frasering og melodi og perfor­mer sangens fortælling. Lidt ligesom en operasanger performer.

Når man taler om fiksering som frihed, er det måske i virkeligheden mere en genre og opførelsesdiskussion. For Jordi Savall er nodefikseringen vig­tig, fordi det er vigtigt at være tro mod det originale partitur. For musi­kere inden for de populærmusikalske genrer er nodefiksering ofte unød­ven­dig og ses som fastlåsende, men måske en mere internaliseret og ube­vidst fiksering gør sig mere gældende, end man skulle tro. Så er en musiker nogen sinde fri?

Bibliografi og forslag til videre læsning:

–          Cook, Nicholas: ’An Imaginary Object’ in: Music. A Very Short Introduction (Oxford,  New York: Oxford University Press, 1998), s. 52-74

–          Stefánsdóttir, Halla Steinunn: ’Hvad er musik? Interview med Jordi Savall’ in: Custos, 10. årg., nr. 1, marts 2012, s. 4-6 (Oversættelse: Hans Tjalve)

–          Toynbee, Jason: ”Making up and showing off: What Musicians do” in Making Popular Music, Arnold 2000

–          Barthes, Roland: “Forfatterens død” in Forfatterens død og andre essays, København, Gyldendal, 2004 (Oversat af Carsten Meiner)

–          Iser, Wolfgang: ”Tekstens appelstruktur” in Michael Olsen & Gunver Kelstrup (ed.): Værk og Læser – en antologi om receptionsforskning, Holstebro, Borgens forlag, 1996

–          Eco, Umberto: ”Læserens rolle” in Michael Olsen & Gunver Kelstrup (ed.): Værk og Læser – en antologi om receptionsforskning, Holstebro, Borgens forlag, 1996

Leave a Reply