Aarhus STILL Rocks!

For tiden går udstillingen ”Aarhus Rocks! Byen og musikken 1960-2014 ” (fra 14.05.2014 til 01.05.2015) i Den Gamle By i Aarhus. Udstillingen har, som titlen så tydeligt viser, fokus på de århusianske musikeres forhold til den by, hvor deres musik brød frem. Og herudover så fortsætter udstillingen hele vejen op til dagen i dag (stort set) – der hænger plakater fra både Spot Festivalen og Mono Goes Metal; begge plakater fra 2014. Den Gamle By er først og fremmest et museum, og dette medfører selvfølgelig, at man opstiller visse forventninger til besøget og udstillingerne i Den Gamle By. Et museum samler støv og skidt, og er frem for alt et sted man placerer ting, der er blevet uddateret… Eller er det?

Når ”Aarhus Rocks!” udstillingen vælger at gå hele vejen op til nutiden, bliver man næsten tvunget til at spørge, om rocken nu er blevet en museumsgenstand: Er den forældet? Er rockstjerner bare levn fra en forgangen tid, som holder sig bedst i en glasmontre i en kælder i Den Gamle By? Kan man overhovedet forstå en ‘nutidig’ rockudstilling som andet end en forståelse af rocken som død og uduelig i den nutid? Jeg mener ikke, at udstillingen besvarer disse spørgsmål positivt.

Det er igennem fortsættelsen op til dagen i dag, at udstillingen brillerer. Ifølge UNESCO angår den uhåndgribelige kulturarv (traditioner, fortællinger, ritualer etc.) det, der bliver givet videre fra generation til generation. Igennem et fokus på et lokalt afgrænset miljø (Århus) formår udstillingen at vise disse tråde og den stadige udvikling og formidling af et kulturarvsspor, der blev sat i værk allerede tilbage i 1960’erne. Arv kan forstås som noget man overtager fra en ellers bortgangen person eller deslige, og bærer altså i sig selv en kobling til noget forgangent. ”Aarhus Rocks!” formår at vise, at godt nok er der masser af overtaget ‘arv’, men denne arv lever også i bedste velgående. Ligesom alt man arver ikke bliver brugt, så er det heller ikke al kulturarven, der bliver brugt. Derimod bliver den i udvalg sat ind i nye sammenhænge, som igen er med til at præge en ny (og alligevel allerede eksisterende) kultur, der så igen giver noget videre til andre. Derfor har kulturen altid delvist udgangspunkt i, hvad der blev givet igennem arven.

En risiko ved at udstille noget på et museum er, at de udstillede genstande og tankeverdener fastfryses igennem den måde, som udstillingen vælger at formidle de udvalgte genstande. En sådan fastfrysning af rockmusikken ville bare understrege rockens karakter af museumsegnet genstand, da det kunne medføre, at rocken forstås som færdigudviklet, hvorfor den heller ikke ændrer sig videre. Men det er denne stopklods, som udstillingen i Den Gamle By behændigt undgår ved at lade udstillingen fortsætte op til i dag; Aarhus er stadig et fedt miljø for rockmusikere, ligesom det var for 50 år siden. Ja, ikke bare er det fedt nu, men der er også en lang række af tidligere bands og spillesteder som miljøet i Aarhus kan bygge videre på. Det er en materiel såvel som en uhåndgribelig kulturarv som til stadighed benyttes, men også udvides i rockmiljøet i Aarhus, og det er dette, jeg forstår som den store glorificerede pointe i ”Aarhus Rocks!”: at rock miljøets arv i Aarhus så sandelig er en levende størrelse, der fortsat bruges og udvides (hvilket også ligger i formuleringen ”Aarhus Rocks!”. Det er nutid, det vil altså sige at byen stadig rocker). Og at kunne udstille en levende kulturarv; det er sgu ret godt klaret af et museum, der kalder sig for ”Den Gamle…”.

Leave a Reply