“Autencitet” [sic]

”Leveret med stor autencitet [sic].”                                                                                     Endnu en håbefuld teenager har med stor iver givet sig i kast med at frasere sig igennem Christina Aguileras ”Beautiful”. Han/hun er måske blevet mobbet i skolen, men er nu kommet ud på den anden side via sin smukke sangstemme. Alt synes at smelte sammen til en større helhed og vi sidder grådkvalte og snøfter i sofaen. Eller hvad?                                                           

 Ordet autenticitet virker næsten skræmmende. Hvordan kan man dog levere noget med stor autenticitet? Noget autentisk. Noget rent og uforfalsket. Er det som nævnt i http://musikvidenskabet.dk/archives/gammel-vin-pa-nye-flasker noget iboende i værket som kan fremkaldes på forskellig vis under forskellige forhold? Knytter autenticitet sig til performeren eller til beskueren/lytteren? Eller handler autenticitet netop om at holde noget autentisk: Så tæt på det originale som muligt? Svaret synes svært at give. Så derfor må en undersøgelse igangsættes!                                     

Lad os kigge på Queen. Nærmere bestemt to udgaver af Queen. Queen er altid relevant. Det er et anerkendt faktum (ihvertfald for denne skribent!).                                            

Eksempel 1: https://www.youtube.com/watch?v=zYrtkE0mVe4                                    

Eksempel 2: https://www.youtube.com/watch?v=bc-AmpIVJWM                            

Samme sang. Næsten samme kunstner.                                                            

Første eksempel er danske Queen Machine (http://www.queen-machine.dk/#media). Danske Queen Machine lægger en stor dyd i et ligne det originale Queen. Forsangerens dragt er der. Som Freddie Mercurys genfærd står han der med det karismatiske overskæg og en ambitus, der vælter dig bagover. Alt er som det skal være. Det sidder lige i skabet. Det er jo bare ikke Queen. Eller hvad?

Lad os lige vende os mod eksempel 2. Det er jo Queen (+ Adam Lambert, som de formelt kalder sig). Brian May er der og Roger Taylor er der (de to resterende fra det originale line-up). Det her må da være så autentisk, som det kan blive? Men hov, hov, hov. Adam Lambert ligner jo ikke Freddie Mercury, og han lyder heller helt lige så meget som Freddie som Bjarke fra Queen Machine gør. Hvad dulan stiller vi så op?                                            

Hvordan skal vi afgøre, hvad der er det mest autentiske Queen? Giver det overhovedet mening at tale om?                                  

Nej, det gør det vist egentlig ikke.                                         

Vi er nemlig nødt til at kigge på flere former for autenticitet. Hvad kan disse så være?

Queen Machine ligger sig i, hvad Allan Moore ville kalde, tredjepersonsautenticitet. Her er der fokus på at fremføre et stykke musik indenfor en række normer som genren foreskriver. Genre forstås her bredt og er altså: Queen=genre. Det opleves ægte! Alt er jo, som det skal være. Tøjet er der. Guitaren er der. Guitaristen bruger sågar en mønt i stedet for et normalt plekter, nøjagtig ligesom Brian May.                                             

Det er her vigtigt at pointere at autenticitet er en subjektiv ting, som, for mig, peger ud på en modtager! Det handler om, hvordan vi oplever en performance. Queen Machine opleves for mig som autentisk fordi, det er en 1-til-1 oplevelse af (hvad jeg tror) en Queen-koncert var.

Queen + Adam Lambert er lidt en anden størrelse. Det er jo, som nævnt, Queen, ikke? Hvorfor oplever jeg det så som noget andet end Queen Machine?

Queen med Adam Lambert opleves som netop dét. Queen med en ny forsanger. En fantastisk forsanger, som synger sangene med indlevelse og passion. Det er fedt! Det er bare ikke Freddie. Det er en anden. Men samtidig en anden jeg tror på, når han synger ”Who wants to live forever?” Dermed træder han ind i en anden form for autenticitet. En, hvad førnævnte Moore ville kalde, førstepersonsautenticitet. Her handler det om, at vi tror på, hvad sangeren leverer. Vi tror på Adam Lambert. Jeg gør i hvert fald!

Men for at knytte tilbage til min indledning, vil jeg også gøre opmærksom på et misbrug af ordet autenticitet. Jeg oplever det nemlig særligt, når talentprogrammerne ruller over skærmen. Her bliver ordet ”autencitet” ofte brugt om en følelsesladet performance. Det er tit som om, at hvis en følelsesladet sang synges (ligegyldigt af hvem!) så omtales den som autentisk. Og det er jeg ikke enig i. Det er på en eller anden måde at berøve ordet sin betydning. Der er intet galt i at synge en følelsesladet sang. Det er dejligt! Men vi skal passe på at vi ikke udvander ordet ”autenticitet” og dermed frarøver os selv den virkelige autentiske oplevelse.                                                  

Det skal dog være 100% klart, at jeg her skriver ud fra mine egne meninger. Jeg vil ikke påtvinge nogen, at synes noget er mere autentisk end andet. Jeg håber her blot på at få vakt en interesse om en refleksion over bruget af dette ellers skønne ord.

Det der gør noget autentisk hos mig, gør det måske ikke for dig. For lige meget om vi vil det eller ej, så spiller vores følelser og erindringer også ind på, hvad vi oplever som ”ægte”, autentisk.

For mig er Queen Machine autentisk fordi det er ren nostalgi. Nostalgi omkring nogle ting, som jeg ikke engang nåede at opleve.

På den anden side er Queen + Adam Lambert en mere nutidig oplevelse. Her er det ikke nostalgien der overvinder mig. Her er det det umiddelbare. Nærværet fra en virkelig person (Adam Lambert) og ikke en karakter. Det er en anden form for autenticitet, men er én bedre end den anden? Det vil jeg lade være op til dig at bestemme.

Leave a Reply