Back to black: Nyudgivne Beatles-vinyler gør os til sentimentale nostalgikere

I 2012 udkom The Beatles’ albums på vinyl i nye, reviderede udgaver. Det var et højdepunkt i en kulturverden, hvor vi er blevet eksperter i at kigge tilbage til fortiden dog på en moderne måde.

Af: Oda Bagøien Hustad.

Omkring årtusindskiftet begyndte vi at se os tilbage. Det var der, vi stoppede med at være opfindsomme og begyndte med at genopfinde fortiden i stedet. Det mener popkulturforskeren Simon Reynolds. Siden årtusindskiftet har vi fået genindspilninger af klassiske film og TV-serier som King Kong og Star Trek, bands som The White Stripes og The Strokes har genoplivet garagerocken, og gamle pornoblade er mere populære en nogensinde.

Vores besættelse med fortiden nåede et højdepunkt sidste år, da pladeselskabet Apple genudgav alle The Beatles’ albums på vinyl. Nogle heldige fans fik oveni købet kløerne i en samlepakke med alle pladerne trykket i et begrænset oplag, inklusiv en ny og eksklusiv 252-siders bog med billeder og omtaler af de forskellige albums.

Rockens hellige gral havde fået en makeover og blev solgt i en skinnende, ny indpakning. Endelig kunne Beatles-fans komme tilbage til oprindelsen og nyde sine heltes musik på den ægte, gammeldags måde. Eller kunne de egentlig det?

 

Samme numre, ny lyd

Der var sket noget nyt med de klassiske Beatles-albums siden sidst. Lyden var ikke den samme. De nye pladeudgivelser er nemlig en remastereret udgave af originalindspilningerne. Remasterering betyder ofte, at en musikproducer har været ind over de oprindelige musikoptagelser og gjort lyden optimal for det moderne musikanlæg, ved at lave lyden om fra mono- til stereolyd.

Apple gjorde dog det kloge træk at udgive pladerne både i mono- og stereoversioner. Klogt fordi dedikerede Beatles fans stadig kan købe musikken i den ”oprindelige” monolyd, mens der stadig er den mere opgraderede stereoversion til den moderne lydsnob.

Tilbage til det oprindelige format

”Siden den blev indspillet, er The Beatles’ musik blevet hørt i en række formater: fra klumpede spolekassetter og ottespors båndkassetter til usynlige computerfiler. Men der har aldrig eksisteret et mere romantisk eller spændende musikmedium end den langtidsspillende 12-tommersplade,” skriver Apple i sin pressemeddelelse om udgivelsen.

”Vi ”spiller” plader. Processen med at forsigtig trække pladen ud af coveret, rense den og sænke pickup-nålen involverer lytteren personligt i reproduktionen af musikken,” skriver de.

Dette er symptomer på det, musikteoretikeren Svetlana Boym kalder ”bevarende nostalgi”: en nostalgi, der drejer sig om at komme tilbage til fortiden. Især monoversionerne af The Beatles’ albums tilfredsstiller vores tørst efter at rejse tilbage til en svunden tid. Musikken er den samme, formatet er det samme, lydkvaliteten er mere eller mindre den samme. Når vi køber genudgivelserne af The Beatles-pladerne, køber vi ikke kun et pladeprodukt, men en hel musikoplevelse. Vi bliver samtidig del af et ritual, der tager os tilbage til 1960’erne hvor Beatles-pladerne for første gang blev udgivet.

 

Stopper vi nogensinde med at kigge bagud?

Vores kulturelle samfund går én vej, og det er retrospektivt. Det mener musikforskeren Simon Reynolds, forfatteren bag bogen ”Retromania” fra 2011. Aldrig nogensinde før, skriver han, har vi været så optaget af at genskabe vores nylige fortid, både i musik, film, mode og andre kulturområder. I stedet for at indspille ny musik, genudgiver vi gamle klassikere, og i stedet for at fremhæve nye bands, sender vi gamle bands på genforeningsturneer.

Simon Reynolds mener at vi burde komme væk fra vores ”retromaniske” tankegang, og heller sætte os ned og skabe noget nyt. Det er nok en god pointe. Men det skader vel ikke at gøre det med et par Beatles-vinyler på pladehylden.

Leave a Reply