Blev musikken væk?

Jeg vil med følgende prøve at beskrive nogle af de tanker jeg får, når nogen siger “musik som kulturarv”. Jeg tænker, at vi befinder os i et digitalt rode-rum. Begge ben solidt plantet i nuller og ettaller, men med lysten til at føle, beskrive og bevæge os i alt det der ikke er digitalt. Det er noget af et paradoks, så hvordan kombinerer man den drivkraft, når man er et barn af en computer, hvor nærvær og fælleskab ikke er noget bits deler ud af – endnu.

0’erne og 1-tallerne kommer

Overgangen fra vinyl til CD gav store diskussioner om tab af lydkvalitet. Rummet blev fyldt ud af varm vinylmusik, men pludselig kom den der digitale tidsalder væltende med 0’er og 1-taller og ville gøre musikken kunsten efter. Vi havde en forestilling om musik som et hele, som én enhed. Ét fællesskab, som CD’ens digitale gengivelse, hvor alt blev splittet op til digitale fragmenter, nu forsøgte at ændre. Vi havde et varmt vinylunivers, der ikke skulle pilles ved.

Men som så meget andet, så viste det sig, at der var skabt et behov, som pickuppen på en gammel pladespiller ikke kunne leve op til. Vi blev digitale, sammen med musikken, og vores verdensbillede blev på meget kort tid ændret i takt med etableringen af fundamentet til en ny verdensorden. Generationerne fra før 90’erne havde svært ved at følge med – alt blev målt i hastighed, og tempoet blev skruet i vejret.

Jeg var meget optaget af, at det nye medie, CD’en, kunne behandles som man havde lyst. Man kunne smide skiven hen ad vejen, ja, kyle den i jorden, og det ville ikke påvirke lydkvaliteten. Når jeg tænker på, hvor meget tid jeg brugte på at holde vinylpladen ren, så der ikke samledes støv på pickuppen, så var det virkelig lækkert med de her CD’er. Efter at have kastet min første CD i asfalten nogle gange, så måtte jeg skuffet sande, at CD-afspilleren ikke kunne aflæse musikken.

Overflodsluksus

Nu er CD’en så godt som forsvundet, og streamingtjenester har taget over. Det handler ikke længere om analog lyd over for digital lyd. Det handler om brugerflader, bagmænd og til dels streamingkvalitet. Mp3-mediet har ændret vores lyttevaner, og lydkvaliteten er ikke længere noget, der tales meget om, så længe det er i en kvalitet, der er til at holde ud. Bevægelsen fra sofaen til hylden med musik er også blevet skåret bort, så man kan koncentrere sig om at lytte. Jeg skal ikke længere ned i en pladebutik og begrænse min nysgerrighed til det oplag, de har på hylderne, og det eneste der begrænser mig, er min fantasi til nye søgeord.

Det er jo lækkert med den her overflodsluksus, men har det nogen negative konsekvenser, at vi ikke sidder og stirrer på sangteksterne og billederne i et pladecover, mens verden står stille? Er det godt for musikken, at alle kan lege komponister i Garageband og andre hurtige programmer?

Måske betyder den nye medievirkelighed, med streamingtjenester, YouTube, myspace, Facebook og et væld af andre muligheder, i virkeligheden, at musikken har bedre vilkår end nogensinde før, fordi der lige pludselig er blevet meget kort afstand mellem musiker og lytter. Musikken er blevet demokratiseret, så alle har ret og mulighed for at ytre sig musikalsk, hvis blot de har adgang til en netværkskanal. Og alle kan omvendt opsøge og lytte alt efter interesse og nysgerrighed. Musikken er blevet sat fri.

Men er det godt for fællesskabet, at musikken er blevet helt uhåndgribelig? Hvor efterlades fællesskabet i dette ocean af selvbestaltede komponister og distributører?

Bliver vi individualister eller egoister uden sans for fællesskab og sammenhæng med de mennesker vi står ved siden af?

Når det individuelle behov kan efterkommes nu og her og hele tiden, ved et tryk på den ønskede sang, forsvinder min lyst til et fællesskab så lige så stille? Eller sagt på en anden måde: bevæger vi os længere og længere væk fra en fælles forståelse, som bunder i en fælles kulturarv, fordi det fællesskab, vi tidligere fandt i pladebutikken side om side for at finde albummet, eller i snakken omkring hitlisten i radioen, eller i fællessangen i skoler og foreninger, langsomt erstattes af et atomiseret fællesskab med utallige individuelle stemmer på tværs af kulturer og med utallige muligheder for at skrive vores egen subjektive historie. Bevæger vi os væk fra en fælles fortælling – én historie? Hvor fællesskabet i stedet skal findes i fragmenterne i stedet for i den store fortælling.

Hvad så med den kulturarv?

En ting er sikkert. Ny teknologi og nye opdagelser skaber uvægerligt samfundsmæssige og kulturelle forandringer, som rejser en masse spørgsmål, der ikke simpelt lader sig besvare. Men musikken virker heldigvis til at være et plastisk væsen der adopterer den nye teknologi, og måske derigennem er med til at sikre en kulturarv, da den er i stand til at bevæge sig med de nye medier. Jeg tror ikke, at musikken bliver væk – jeg tror, at den tager nye former, og selv med nye mediers senmoderne fragmentariske islæt, vil fællesskabet finde et ståsted i den levende musik.

I Sangen om Larsen fra Kjeld Abells teaterstykke Melodien der blev væk, som denne blogs titel henleder tankerne på, er slutningen ikke lykkelig og sangen slutter med ordene “Det ku bli saa godt, men nu’ det faktisk skidt”. Dog står tekst og melodi ikke alene, og teaterstykket slutter af med en tro på fremtiden, hvor troen på det enkelte menneskes frisind overlever. Jeg synes, at det er en god metafor for det, jeg tror, der sker i dag, hvor frisindet er under pres i kraft af de mekanismer der arbejder for at putte os i kasser, så vi bliver nemmere at indeksere og lave reklamer til. Larsen bevæger sig ud i verden med sin kone under armen syngende om at gøre noget “for vores alles fælles vel”, og mon ikke det er det samme vi oplever her og nu i det nye årtusindes teenageår? Vi er ved at finde et ståsted i den digitale tidsalder, hvor vi godt er klar over, at vi skal passe på, at vi ikke mister os selv. Musikken minder os om det fælleskab vi meget hurtigt kan miste i legen med nuller og ettaller, og herigennem vil musikken være en kulturarv der er med til at videreføre fælleskabskulturen.

Leave a Reply