Blodig halvfemsårsdag

På sporet af en morder

En morder er løs, og han efterlader tydelige spor overalt hvor han færdes. Lig dukker op i gadebilledet og ved floden. Folk forsvinder under mystiske omstændigheder. Politiet har et godt bud på hvem gerningsmanden er, men han er altid et skridt foran. Skal det nogensinde lykkes lovens lange arm at få fat på den skruppelløse MacHeath, bedre kendt som Mack The Knife?

Når Robbie Williams går til makronerne på pladen Swing When You’re Winning, blænder han op for en sprød nyfortolkning af Mack The knife. Jeg tænker uvilkårligt på Frank Sinatra, mens Robbie crooner og charmerer sig igennem denne store klassiker. ”Den har han sgu hugget”, tænker jeg. ”Det er da Franks nummer”. Men er det nu også det? Nærmere undersøgelse af sagen tyder på, at MacHeath har en bred bekedtskabskreds. Navne som Bing Crosby, Bobby Darin og Ella Fitzgerald dukker op i løbet af min efterforskning. De fortæller os alle den samme, dystre historie. Morderen er tilbage, og i hans blodige kølvand flyder en hob af tragiske skæbner. Men hvem er Mack the Knife i virkeligheden?

Morderens sande identitet ligger gemt i fortidens skygger. Jeg spoler tiden yderligere tilbage. Og i 1955 præsenterer Louis Armstrong det næste spor. Han er i studiet sammen med den feterede østrigske sangerinde Lotte Lenya. Et år forinden har Marc Blitzstein oversat sangen fra originalsproget, (som er tysk). Armstrong og Lenya prøver at få et take i kassen der rigtig swinger, men deres forskelligartede tilgang til nummeret gør det besværligt. Til sidst bliver nummeret indspillet uden Lenya, men Armstrong inkluderer, i en af sine idiosynkratiske improvisationer, hendes navn i sangteksten.

Men den vragede stjerne, Lotte Lenya, er bestemt ikke nogen frk. Hvemsomhelst. Hun nyder stor anerkendelse som bl.a. skuespiller og sanger. Især de sange, der er skrevet af hendes første mand, har bragt hende success. Denne begavede ægtemand er ingen ringere end Kurt Julian Weill, der er bedst kendt for sit samarbejde med Berthold Brect. Deres største kassesucess, Die Dreigroschenoper, (Laser og pjalter), havde urpremiere på Theater am Schiffbauerdamm i Berlin 1928. Det er her i mellemkrigstidens tyskland, at Mack The Knife for første gang gør sin entré i verden.

Faktisk havde Mackie Messer, (som han hed dengang) ikke en egentlig temasang. Men bare to dage før premieren, gik rollens indehaver, Harald Paulsen, til Brect og Weill, og krævede en stor musikalsk introduktion. Resultatet blev Die Moritat von Mackie Messer. Weill skrev musikken, der er bygget op omkring et lirekasseakkompagnement, og Brecht stod for den morbide lyrik. Mack the knife er altså et produkt af tysk varieté-tradition. Hans forældre, den Marxistiske Berthold Brecht og den jødiske Kurt Weill, tog ham med sig over atlanten da Hitler Kom til magten i 1933.

Så var det altså alligevel ikke Franks nummer. I hvert fald ejede han det ikke mere end de mange andre sangere, vi hører forkynde budskabet; “Look out old Macky’s back“. MacHeath er sin egen. Han har overlevet talrige variationer og fortolkninger, og han er stadig en skurk af format. Uanset hvem der advarer os lyttere, lusker Mack The Knife fortsat rundt derude i byens smalle gyder, og gør tilværelsen usikker for almindelige godtfolk.

Leave a Reply