Chaka Khan – på tværs af tid

De fleste ældre kan nikke genkendende til at man langsomt, ikke længere kan følge med ‘nutidens musik’. Man tager måske sig selv i at sige “…dengang jeg var ung dér hørte vi god musik” og lignende. Man hører måske sig selv udefra og tænker “hold da op hvor lyder jeg gammel”. Denne tendens hører umiddelbart til de menneskelige vilkår. Hver generation har på denne måde sin musik; musik som har været med til at definere og forme den. Men en gang imellem sker det at tid og rum brydes og musikken rækker på tværs af disse sfærer. Således kunne man i 2015, gennem landets gymnasier hører fortidens toner på ny.

Det verdenskendte nummer ‘Ain’t nobody’ af Rufus og Chaka Khan, fandt her vej til nutidens musikmiljø, men nu i helt nye klæder. 80’ernes distinkte synthesizer er nu erstattet af et let og tight groove, imens Chaka Khans skarpe vokal er blevet overtaget af Josephine Thomsens bløde stemme, som har givet sangen et mere let og legende udtryk. Denne nye udgave af sangen kommer fra den tyske DJ Felix Jeahn – og den blev hurtigt et sommerhit. Bare én uge efter udgivelsen, så vi sangen blandt top fem på Itunes hitliste og sangen blev hurtigt til årets sommerhit. Mange af fordums hits har på denne måde fundet vej til nutiden og vi ser på denne måde hvordan at fortiden møder nutiden – og på ny engagerer et publikum.

Chaka Khan – Chicago 1981

Ordet ‘Kulturarv’ defineres således: “…kulturelle elementer, som anses for at være med til at minde os om fortiden og danne en fælles erindring om den”. Med ovenstående eksempel ser vi hvordan vi gennem Jeahns remake, både mindes om fortiden; dette ved genbrugen af en 80’er klassiker. Ligeledes kan vi også se hvordan at vi, ved ‘genopdagelsen’ af dette hit, skaber et møde mellem aldre, og på denne måde får skabt en fælles erindring på tværs af alderen.

I sin ‘genopstandelse’ har dette 80’er-hit på samme tid taget ny form. Når firser-forældrene forsøger at synge med opdager de hurtigt at udtrykket har ændret sig markant. Hvor de ældre vil skrue op for deres indre woman-power og være klar til at synge med på et dynamisk omkvæd, vil nutidens unge gengive Thomsens mere introverte vokal og forestille sig et mere club-orienteret sceneri. Dét at der kommer sådan et remake betyder at vi rækker på tværs af tid og rum, og at vi atter husker på Chaka Khan og Rufus – de forsvinder ikke i glemslen. På den anden side, kunne man også tænke det problematisk at man, for at sikre os mod denne glemsel, bliver nødt til at lave en så markant stilistisk ændring af nummeret. Der er jo mange lag der mistes i sådan et remake. I nærværende tilfælde kunne man jo bare nævne hoved-riffet, i form af Rufus sprøde synthesizer. Den er ikke at høre i Jeahns udgave, og er på denne måde ikke en af de ting der indeholdes i denne ‘videregivelse’ af kulturen. Vi ser altså på denne måde en udvælgelse af delelementer.

Josephine Thompsen – 2015

Dét dette indlæg vil er ikke at udskælde disse nye genopfindelser af gamle numre. Det er nærmere at tydeliggøre faren i denne videregivelse. På den ene side får vi ramt et helt nyt publikum, og får i hvert fald givet bidder videre af fortidens musik, men på den anden side risikerer vi at den ældre musiks  fulde udtryk glemmes, og bliver reduceret i sit indhold for at tilpasse sig en ny skare af lyttere. Er det gammeldags at insistere på originalerne? Specielt hvis henblikket er videregivelsen af en kulturel arv? Ville det ikke være det samme hvis vi tog en Mozart-symfoni og underlagde den tunge club-beats og autotune? Vi ville i en vis forstand være i kontakt med Mozart, men ville vi egentlig være i kontakt med Mozart?   

Leave a Reply