Danmarks Rockmuseum: Musik og ungdomskultur i Rabalderstræde

På Rabalderstræde 1 i Roskilde, bliver der disse dage taget de første spadestik, til det der skal danne rammerne om Danmarks Rockmuseum. Navnet har eksisteret længe og visioner ligeså, men i slutningen af 2015 skulle Danmark, efter planerne, være et styks fysisk og helt håndgribeligt museum for musik og ungdomskultur rigere. Med guldfacade og rød løber, diverse musikalske objekter, som Gasolins gamle Plymouth Fury, Betzy, samt masser af gode historier.
Og musik, selvfølgelig!

Af Anne-Mai Vig Mott

Set i et historisk perspektiv, er koblingen mellem musik og ungdomskultur en forholdsvis ny størrelse. Disse to blev først for alvor koblet sammen op gennem 1950’erne, da datidens unge blev købedygtige, og der derfor blev skabt et marked for ungdommens musik. Det er da også her rockmuseet starter fortællingen, på det de selv kalder ”et museum for ungdomskultur”. Visonerne er klare; ”Rockmuseet vil vise, hvor stor betydning rock- og popmusikken har haft for de sidste 60 års skiftende ungdomsgenerationer. Med udgangspunkt i musikken, vil gæsterne opleve, hvordan unge gennem tiden har udfordret og formet vores verden. Kort sagt fortæller Danmarks Rockmuseum historien om vores ungdom gennem musikken.” Danmarks Rockmuseum bliver nemlig ikke kun et museum for rock. Det bliver et museum, der behandler flere underemner indenfor den rytmiske musik, fra tiden omkring rock’n’rollens fødsel og op til i dag. Derudover er der et stærkt fokus på koblingen mellem musik og ungdomskultur. Som det beskrives på hjemmesiden; ”udviklinger i musikken viser udviklinger i tiden, og rockmuseet vil undersøge hvorfor og hvordan”. 

Nogle af de historier man kan finde på Rockmuseet i Roskilde, omhandler altså udviklingen i ungdomskulturer, fra rock’n’roll generationen og frem til i dag. Helt i tråd med dette, beskriver den svenske sociolog Ove Sernhede i artiklen ”Ungdomskulturen og det andet” netop, hvordan ungdomskulturer siden efterkrigstiden har tematiseret sig selv, og er blevet tematiseret, i forhold til den musik, der var oppe i tiden. I 50’erne og 60’ernes ungdomskulturer var det især spørgsmålet om identitet i forhold til klasse, der rørte sig. Der lød et ramaskrig, da den ellers sorte rhythm’n’blues blev gjort tilgængeligt for ungt et hvidt middelklasse publikum i form af udfordrende rock’n’rollere som Elvis Presley. Kort efter var musikken igen forbundet med oprør, da blandt andet borgerrettighederne prægede datidens ungdomskultur, og ikke mindst tidens musik. I 70’erne og 80’erne var ungdomskulturerne kendetegnet af et opgør med det traditionelle kønsbegreb, ikke mindst set gennem musikkens art- og glitterrock, punk og heavy med androgyne kunstnere. Der blev leget og eksperimenteret med kønskonventioner, når kvinder som Annie Lennox og Grace Jones iscenesatte sig selv på traditionel maskulin manér, med kort hår og jakkesæt. Den anden vej rundt var David Bowies brug af alteregoet Ziggy Stardust med flammende rødt hår og voldsom kunstnerisk makeup, et tydeligt opgør med de etablerede forstillinger, om maskulinitet. Identitet i forhold til begrebet om køn, var altså det helt store emne indenfor musikken og ikke mindst i ungdomskulturen. I de sene 80’ere og 90’erne udtrykte ungdomskulturer sig stadig i forhold til klasse og køn, men også etnicitet begyndte at blive et omdrejningspunkt. Dette sås for eksempel indenfor hiphop- og rap-universernes musikalske udtryk. Det moderne, flerkulturelle samfund blev afspejlet i musikken, der havde et senmoderne og multikulturelt æstetisk udtryk. 

Men hvad så med musik og ungdomskultur indenfor de seneste årtier, hvad kendetegner disse? Museumsinspektør på Danmarks Rockmuseum, Jacob Westergaard Madsen, bringer selv problematikken på banen da han, i forbindelse med en ekskursion for AUs musikvidenskabsstuderende, fortæller om rockmuseets visioner og indsamling af effekter. For det er svært at udpege, hvad den tid vi selv er en del af, vil blive husket for i fremtiden. Det må tiden vise. En ting, der dog kendetegner den tid vi lever i nu er, at ungdommens musik ikke længere kun er for ungdommen. Jacob Westergaard Madsen ser en tendens til, at de ældre generationer stadig holder fast i deres ungdomsmusik, samtidig med, at de orienterer sig indenfor den musik, der rører sig i nutiden. Så selvom rockmuseet på deres hjemmeside skriver, at de orienter sig mod et ungt publikum, er de et museum for alle, der har været unge med musikken. Hvad enten det var som dånende Beatlesfan, som punker iklædt lædervest og sikkerhedsnåle, med buffalo-sko udklædt som sin yndlings Spice Girl, twerkende til Miley Cyrus, skrigende til Justin Bieber eller noget helt sjette.

Leave a Reply