Den helt rigtige afløser

Hvad sker der med et band, hvis man skifter et medlem ud? Hvad hvis det er forsangeren? En række historiske eksempler viser, at et bands oprindelige line-up ikke altid er det, vi forstår ved bandets identitet.

Af Martin Kielland-Brandt

Det er svært at adskille en musikalsk oplevelse fra et kendskab til kunstneren eller bandet bag musikken. Det gælder både for rock og klassisk musik, og for politik og fodbold: vi dyrker idolet eller geniet, overvejer kildens troværdighed og går somme tider mere efter manden end efter bolden. Når vi lytter til musik – og ikke mindst når det gælder genrer som rock og metal – er vores forestillinger om musikernes originalitet, selvstændighed og personlige musikalske udtryk helt afgørende for vores lytning og fortolkning. Hvis man er rigtig fan af et band, kender man gerne navnene på alle bandmedlemmer, og har en mening om deres spillestil.

Når et bandmedlem erstattes sker der noget med den måde, hvorpå man fortæller bandets historie. Både gamle og nye fans er nødt til at tage stilling til udskiftningen, og hvis bandet herefter opnår større succes og anerkendelse, kan man være nødt til at genoverveje bandets tidligere bedrifter i dette lys. Skiftende line-ups påvirker den identitet, man forbinder med et bandnavn, og en ny sammensætning af musikere kan godt ende med at overtage bandets musikalske troværdighed. Alt efter hvordan man tilrettelægger en bandbiografi, kan nogle medlemmer ende med at få positioner som hoved- eller biroller. Som med så megen anden historiefortælling, er det de færreste som gider følge med mere, hvis deres udvalgte hovedperson forlader scenen.

Biografisk socialkonstruktivisme

Det, at vi forstår bands ud fra historier, som vi hører, omfortolker, og fortæller videre til hinanden, er en del af et socialkonstruktivistisk verdenssyn. Det udtryk kræver en udredning, så nu bliver det lige lidt abstrakt: Sociologen Pierre Bourdieu betragter biografier som forsøg på at danne en sammenhængende, meningsfuld historie ud af et liv, som i et brutalt realistisk perspektiv egentlig består af løsrevne, og i sig selv meningsløse situationer. Biografier baseres på en meget snæver udvælgelse af situationer, der tilsammen kan danne én historie, ud fra en uoverskuelig mængde mulige situationer, der kunne tænkes at danne alle – eller ingen historier. Disse situationer er kun forbundne af tilstedeværelsen af et biologisk foranderligt, og socialt nærmest flydende koncept, som er ‘individet‘. Vi afgrænser primært vores forståelse af individet ved hjælp af et egennavn.

Hvis en personbiografi er så komplekst et foretagende, hvad så med en bandbiografi? Fra et filosofisk perspektiv er det ikke så ligetil endda, men man kan starte samme sted, som vi starter vores forståelse af det enkelte menneskes afgrænsning i det sociale rum: Med navnet.

Eksempler

Nogle bands har så mange udskiftninger, eller har udskiftet så centrale medlemmer, at det virker absurd at man stadig snakker om det samme band. Dette er ofte tilfældet når en frontmand vælger at fyre hele sit band og beholder bandnavnet, som det gælder for Guns’n’Roses – i hvis tilfælde der dog ikke er utvetydig tilfredshed med at ‘Axl Rose Jam’ kalder sig noget som de, efter manges mening, egentlig ikke er. Her kan man måske snakke om at et navn har mistet sin betydning, og bliver brugt til musikalsk identitetstyveri, men eksemplet Megadeth ville illustrere en langt mere kompleks situation, fordi bandnavnet i høj grad forbindes med frontmand Dave Mustaine.

I rockmusik er forsangere og guitarister ofte meget vigtige for bands’ sound og identitet, så de er specielt svære at skifte ud. Ikke desto mindre sker det. Her er tre kendte eksempler på bands, der har skiftet forsanger og fortsat haft succes under samme navn:

Black Sabbath har haft ikke mindre end 22 forskellige medlemmer, heraf 7 forskellige forsangere, med Ozzy Osbourne og Ronnie James Dio som de mest kendte. Disse mange skift har ikke været uproblematiske: Den tidlige berømmelse hænger uløseligt sammen med Ozzy Osbourne, og de fleste sværger til ham som den eneste rigtige Black Sabbath sanger. Alligevel er det en udbredt og accepteret holdning at foretrække Dios teknisk overlegne vokal, og i mange fans’ fortællinger om Black Sabbath vil der figurere to ‘rigtige’ forsangere.

AC/DC hyrede Brian Johnson som ny forsanger, efter at Bon Scott døde i 1980. Dødsfald kan vanskeliggøre udskiftninger på forskellige måder, da det er svært for en afløser at måle sig med mindet om en afdød stjerne. I AC/DC’s tilfælde kan man stadig diskutere de to sangeres forskellige kvaliteter, men i hvert fald kom Johnson utrolig godt fra start, med verdenshistoriens næstmest solgte studiealbum, Back in Black, og en imponerende karriere siden. En del af historien er her, at bandets musikalske og visuelle ikon ikke kun var Scott, men også den genkendelige og underholdende leadguitarist Angus Young.

Et atypisk eksempel er Iron Maiden, som havde stor succes med deres tidlige line-up, men havde et endnu større gennembrud efter at Bruce Dickinson i 1981 afløste Paul DiAnno som forsanger. Dickinson optrådte siden på bandets mest sælgende og anerkendte plader, men forlod så bandet i en periode fra 1993 til 1999, til fordel for Blaze Bayley. Det var ikke noget populært skift, og ses almindeligvis som en skidt fase for bandet. Dickinson vendte tilbage, og var igen med til at øge bandets successer frem til i dag. Her ses et eksempel på at en afløser klart har erobret pladsen som den ‘rigtige’ sanger, og paradoksalt nok kan man sagtens opleve Dickinsons fortolkninger af tidlige Iron Maiden sange som mere autentiske end Bayleys, selvom sangene oprindeligt er skrevet til DiAnno. DiAnno turnerer stadig, og spiller sommetider ‘covers’ af tidlige Iron Maiden numre.

Disse klassiske eksempler understreger det, at et bands identitet ikke nødvendigvis er lig med dets medlemmers identitet. Paradoksalt, hvis man anskuer et band som det, ordet lægger op til – en gruppe af musikere – men knap så overraskende hvis man forstår et band som en abstrakt enhed, bygget op af de historier vi fortæller.

Leave a Reply