Det er ikke uvæsentligt, hvordan vi formidler vores kulturarv

I kølvandet på endnu en kanon er der gang i debatten, om sådanne udvælgelseslister er nyttige eller ej. Alene det, at de skaber en debat og dermed en bevidsthed om vores kulturarv, styrker danskernes historiske og kulturelle bevidsthed. Men det kan have betydning for selvforståelse og samfundsforståelse, hvordan vi vælger at formidle musik som kulturarv.

Når vi af tidligere kulturminister Bertel Haarder får stillet opgaven at finde frem til de ti udtryk, der bedst definerer det at være dansk, er det endnu en kanon i den lange række af kanoner på få år. For ikke mange år siden stod forhenværende kulturminister Brian Mikkelsen i spidsen for at udforme en kulturkanon. Men hvorfor er det nødvendigt at ty til udspecificeringer af fælles værdier, normer og kultur? Og hvordan vælger vi, hvad der skal på sådan en liste? Ender vi ikke med at udelukke noget og nogen, idet vi vælger noget bestemt til og derved også vælger noget fra?

Det er faktisk ikke så længe siden, at vi er begyndt at debattere om vores uhåndgribelige kulturarv. Så sent som i 2003 definerede UNESCO første gang betegnelsen ”intangible heritage” – altså uhåndgribelig kulturarv. Det var i starten mest tiltænkt for de lande, der ikke havde skriftlig eller optaget kulturarv – altså håndgribelig kulturarv. Men i dag er en god bunke lande med håndgribelig kulturarv også repræsenteret på den uhåndgribelige liste. Det er Danmark bare ikke. Alt efter hvem man spørger, er der enten en holdning til, at det vil være godt for Danmark at komme på listen, og at arbejdet for at komme på listen ikke har været stort nok. Men andre mener også, at den debat, der trods alt har været og stadig er, er god for danskernes skærpelse af bevidstheden om den kulturelle arv. Nogle mener, at den større bevidsthed om kulturarven kan medvirke til, at vi bliver bedre til at forstå os selv og hinanden. Ifølge den norske professor Even Ruud bruger vi ikke blot musikken til at fortælle noget om, hvem vi er, men vi bruger den også til at fortælle, hvem vi gerne vil være. Musikken og kulturen omkring musikken kan både være håndgribelig og uhåndgribelig og er en del af vores identitet.

Men hvordan skal og kan vi så formidle den musikalske kulturarv – både den håndgribelige  og den uhåndgribelige og samspillet derimellem? Hvordan har musikmuseer for eksempel gået til formidlingen af musik og musikkultur? På Ragnarock, museet for rock, pop og ungdomskultur, i Roskilde griber de tingene an på en helt ny måde, end hvad museer har gjort tidligere. Her er det folks egne erindringer om deres musikalske udskejelser i deres ungdom, der sætter en stor del af rammen for museets formidling. Formidlingen foregår gennem større eller mindre stationer eller afdelinger i udstillingen, der hver især afspejler hvert deres aspekt af en kultur omkring rock- eller popmusik. Disse stationer eller afdelinger er ikke en del af ét tidsligt udviklingsforløb for al musikkultur omhandlende rock- og pop-genrerne, men viser snarere enkelte nedslag i den tidslige udvikling inden for hvert delelement af en musikkultur. Museet har blandt andet en station, der handler om dans. Her har museet valgt at lave et par nedslag hos blandt andet hip hop’en i 80’erne og den senere Rave-dans i 90’erne. Nøgleordet hos Ragnarock er ungdomskultur. Den ungdomskultur, der har udspillet sig, og den, der udspiller sig i dag, omkring musikken. Men når vi erindrer noget fra fortiden, er det aldrig 100 procent den fortid, der virkelig hændte engang. Vi konstruerer vores egen udgave af fortiden ud fra egen udvælgelse og glemsel. Det kan være både tider, begreber og steder, som vi forstår vores egen erindring ud fra. I begrebet kulturarv ligger der en betydningsdannelse, hvor man i dag tager stilling til, hvordan noget har betydning for nogle mennesker. Siden 1950’erne har ungdomskulturen hænget uløseligt sammen med musikken på den pågældende ungdomskulturs samtid og museet formidler ungdomskulturens udvikling fortalt gennem lyd, billeder og symboler fra rocken og poppen. Museumsinspektør Jacob Westergaard Madsen fortæller, at ungdommen tidligere har brugt musikken til at skabe et frirum. Et frirum til at komme væk fra voksne og fra hverdagen. Disse frirum var blandt andet musikfestivaler. I dag er der ikke længere tale om en rendyrket ungdomskultur, da forældre og bedsteforældre, der selv har gennemlevet andre årtiers ungdomskulturer, er at finde på musikfestivaler som Roskilde Festival. Musikmuseerne og andre kulturinstitutioner har et stort ansvar for, at formidle kulturarven på en så klog og oprigtig måde som overhovedet mulig. De har et stort ansvar for at formidle både den uhåndgribelige og håndgribelige kulturarv og samspillet mellem de to. Hvad sker der ved os som publikum ved denne formidling?

For at vende tilbage til dette års kanon om danskhed, står der på ministeriets særlige kanonhjemmeside, at danskhedskanonen har ”nutidig og fremtidig relevans for befolkningen”. Professor på Københavns Universitet Nils Holtug mener, at de mange kanoner er udtryk for en værdikamp. ”Når vi definerer danskhed ud fra bestemte værdier, siger vi i virkeligheden, hvordan Danmark bør se ud. Og det er udtryk for, at vi udkæmper en værdikamp”, har han udtalt til Politiken (http://politiken.dk/kultur/art5734295/Nu-skal-danskerne-igen-dannes-men-nytter-det). Vi kan gennem den kulturelle erindring skabe værdier og mening, men vi kan også ende ud med at blive for selektive. Den kulturelle erindring kan medføre, at vi definerer os selv ud fra, hvad vi er og ikke er. Dette ekskluderer en række mennesker i vores samfund, der ikke føler at deres identitet stemmer overens med den definerede fælles kulturarv. Vi kan ende med at størkne fast i én definition og forståelse af os selv gennem vores kulturarv. Det siger meget om et samfund, hvilken fortid der bliver valgt som vigtigst at fremhæve som kulturel arv. Og hvis vi ikke passer på, kan vi størkne i en snæver og ekskluderende kulturel identitet, der ikke udvikler sig i takt med kulturen.

Leave a Reply