Det Kongelige Biblioteks digitaliserings strategier

– Du er, hvad der er…

[H]istorie og [h]istorie – Skal vi ikke bare gemme alt?

I foregående blogindlæg – ”Det der ér, er hvad du er… Det helt almindelige spektakulære, specielle og unikke … som repræsenterer vores samlede nationale kultur!” – problematiserede jeg en debat omkring indsamlingen af folkeminder og hvem der besad magten til at bestemme disse som sådan. For at anderkende det problem jeg skitserede, er man nød til at være enig i at: Det der ér, er hvad du er. Dette lidt populært formulerede udsagn rummer imidlertid en parallel. Denne kan (igen populært formuleret) lyde: Du er, hvad der er.

Dette er den devise, man synes at arbejde ud fra indenfor det Kongelige Biblioteks indsamlingsmetoder, som f.eks. omfatter: www.netarkivet.dk’s Indsamling og opbevaring af den danske del af internettet (’.dk’), pligtafleveringen (en pligt til at aflevere nye værker – musik, bøger etc. til biblioteket). Hvad der mere præcist skal bevares og hvorfor, synes mindre relevant. Der synes er være udbredt en manisk frygt for ikke at indsamle ’det rigtige’. Dette kommer eksplicit til udtryk i Netarkivets egen politik for indsamling af materiale: ”Netarkivet sletter eller kasserer ikke i det indsamlede materiale. Arkivets integritet og forskningens troværdighed afhænger af, at der ikke redigeres i kilderne.”[1] Således opererer de efter devisen: Hellere for meget end for lidt! Det er netop dette forhold, som jeg i dette indlæg gerne vil stille spørgsmålstegn ved.

I den digitale tidsalder hvor enorme mængder data (såsom kommunikation, billeder, musik etc.) bliver mindre og mindre i deres fysiske massefylde (der skal stadigvæk en server til, selvom det befinder sig i ’skyen’), bliver spørgsmålet: Skal vi ikke bare gemme alt? Næsten et reelt scenarie – og dog!

Se f.eks. her: qXyzDd2heK8 (YouTube.com)

Der er en del forskning, som peger på, at arkiver ikke blot er et sted, hvor man bevarer dokumenter fra fortiden. Det er et sted, hvor fortiden bliver konstrueret og produceret ud fra. Her udtrykt ifølge den israelske professor i sociologi Motti Regev: ”(…) once established, canons exert cultural power by influencing memory and heritage… [they] influence the narration of the past, and they inspire the radius of creativity for the future.[2]

Som den australske kultursociolog Sarah Baker[3] derfor peger på, er man begyndt at revurdere ’gem-alt-tanken’. Derfor begynder man i stigende grad, at tænke i udvælgelsesstrategier over hvad der har kulturel relevans. Dette betyder dog, at en grundlæggende problematik omkring ideologiske grundstrukturer gøres eksplicit. Som Sarah Baker forsøger at argumentere for, er det især det nationale, som bliver et centralt (og ofte relativt ubevidst) center for, ’hvad der tæller’ som kultur.

Som eksempel peger Sarah Baker på Islands National and University Library. Her har man overordnet ingen politik ift. indsamlingskriterier – bortset fra, at det skal være ”broadly Icelandic”. Hvilket medfører at: ”The cultural significance of the material is not measured prior to its being archived. Instead, it is its historicity, once archived, that will establish its significance (or not).”

Hvis vi vender tilbage til den danske kontekst og det Kongelige Bibliotek, er det de samme processer, som er på spil her. Der lægges en ære i at være et objektivt arkiv, som ikke redigerer, sletter eller kasserer indsamlet materiale. Det der dog ligger implicit, er hvorledes hele indsamlingens kriterier tager udgangspunkt i det nationale, som en slags naturlig ’ramme’ for udvælgelsen (og ekskluderingen!) af materiale.

Man indsamler alt nationalt – uden at tage stilling til om det er kulturelt essentielt – For selvfølgelig er det dét. Sideløbende ekskluderes alt ”ikke nationalt” – og det dømmes som ikke relevant for den danske historie. Det man glemmer, er hvad jeg citerede Motti Regev for tidligere; At vi på en måde bliver det, som ’Historien’ siger vi var. Men hvis vi så ser bort fra problemet omkring det nationale og spørger; Hvad er det for en Historie, der fortælles, om hvem vi er?

Her er Historien bevidst med stort ’H’. Der tales nemlig om den historie, der er det officielt anderkendte narrativ. Omvendt repræsenterer ’historien’ (med lille ’h’), historien som et sammensurium af mange menneskers narrativer. Og hvad er det så egentlig, vi har med at gøre, når vi f.eks. gemmer alt på internettet? – Hellere for meget end for lidt! Er det så en måde at fortælle en historie ’nede fra’ – eller er det blot en måde at fastfryse en fortælling, der udspringer af nationale interesser?

Du er, hvad der er!


[1] Netarkivet: Politik for indsamling, August 2015, PDF. (Tilgængelig på www.netarkivet.dk) (tilgået 04.12.16).

[2] Regev, Motti. “Introduction.” In. Popular Music 25 (2006): 1–2. Print.
Her citeret efter: Baker, Sarah et. al.:”Historical Records, National Constructions: The Contemporary Popular Music Archive. In Popular Music and Society 39:1. (2016); p. 9.

[3] I samarbejde med Peter Doyle og Shane Homan.

Leave a Reply