Det uhåndgribelige kulturarvsbegreb

Har du nogensinde tænkt over det uhåndgribelige i selve begrebet ”kulturarv”? Hvad er kulturarv? Hvad er kultur i forhold til kulturarv? Hvad skal vi bruge kultur og kulturarv til? Ja, disse er blot et par af de relevante problemstillinger.

Kulturarv er noget, vi anser som bevaringsværdigt, idet det har en betydning for, hvem vi er som mennesker i et samfund – altså for os danskere noget, som fortæller os om vores ophav, om særlige danske traditioner, værdier og normer, og dermed måske kan hjælpe os til at forstå, hvad der gør vores danske samfund forskelligt fra klodens andre folkeslag.

Man arbejder generelt med to typer kulturarv, hvoraf den første er håndgribelig kulturarv, som kendetegnes ved at være materiel og indbefatte arkitektur, monumenter og lignende. Den anden type er uhåndgribelig kulturarv, som kendes ved at være immateriel og indbefatte værdisæt, normer, musik, begivenheder og lignende.

Men hvad er det så, der er vores kulturarv, for det kan jo ikke være alt vores nationale, historiske materiale … eller kan det?

Måske kan vi opnå større forståelse for kulturarvsbegrebet, hvis vi forsøger at definere det ud fra dets forskel til det lignende begreb kultur – altså, hvad er forskellen på kultur og kulturarv?

Hvis kultur er, som Kulturstyrelsen beskriver det på deres hjemmeside, ”anerkendt som en drivkraft, der bevæger os, understøtter demokrati og skaber værdi og sammenhold i samfundet”, er kulturarv så det samme, bare ældre og måske mere nøje udvalgt? – altså den del af kulturen, som er værd at gemme på? Kulturstyrelsen skriver umiddelbart ikke noget om, hvad de i overordnede træk mener, når de taler om kulturarv, så selvom én type kulturarv går under at være uhåndgribelig, så er det måske i virkeligheden selve begrebet kulturarv, som er det.

Jeg vil tage fat på et par aktuelle eksempler på institutioner, som formidler uhåndterlig kultur og kulturarv, fordi jeg mener, at det er i granskningen af dén, vi kan opnå den største forståelse for kulturarvsbegrebet.

Institutionerne, jeg her bringer på bane, er spillestedet Fonden Voxhall og Aarhus Symfoniorkester, som overordnet formidler henholdsvis rytmisk og klassisk musik. Herfra er min antagelse, at den rytmiske musik i højere grad er kultur, idet den er aktuel og dens ophavsmænd samtidige, mens den klassiske musik i højere grad er kulturarv, idet den (hvis man sætter det på spidsen) ikke er aktuel men gammel, og dens ophavsmænd i de fleste tilfælde ikke er nulevende.

Min todeling, i rytmisk og klassisk musik, afspejler desuden musikkens italesættelse i disse to institutioners rammeaftaler for statslig, økonomisk støtte, hvori der er tydelig forskel mellem formålet med formidling af henholdsvis rytmisk og klassisk musik. Sammenligningsgrundlaget mellem de to institutioner er dog ikke helt optimalt, da rammeaftalen for Aarhus Symfoniorkester er indskrevet i lovgrundlaget for Statens Kunstfond, mens rammeaftalen for Fonden Voxhall i højere grad afspejler Aarhus Kommunes støttegrundlag for kulturelle initiativer. Men lad det forhold være en pointe i sig selv.

Begge rammeaftaler indeholder både generelle visioner og deciderede målsætninger for institutionernes (Fonden Voxhall og Aarhus Symfoniorkester) aktivitet, og især visionerne og strategierne afspejler, i min optik, de to institutioners betoning af at være henholdsvis kultur og kulturarv.

Begge institutioners formål eller mission er overordnet at virke til fremme af musiklivet, mens deres visioner adskiller sig.

I Fonden Voxhalls vision betones dynamik, mangfoldighed, fornyelse og udvikling i forbindelse med deres præsentation af musikken – en masse buzz-words, der peger på noget levende i udvikling.

I Aarhus Symfoniorkesters visioner betones kvalitetsbevidsthed, fastholdelse af interesse og eksistensberettigelse dog i dynamisk sammenspil med sin omverden og med videreudvikling af det symfoniske repertoire.

I min optik er visionen for Fonden Voxhall fremadskuende, mens visionen for Aarhus symfoniorkester er tilbageskuende, hvilket bekræfter mig i min antagelse; at den rytmiske musik i højere grad er kultur, altså aktuel og i udvikling, mens den klassiske musik i højere grad er kulturarv, altså et udvalg af tidligere tiders aktuelle kultur.

Og har vi så ikke brug for begge dele? Mit svar på dét spørgsmål er ”Jo, selvfølgelig!”. For man kunne fristes til at sige, at forskellen på kultur og kulturarv jo ligger i, at kultur hjælper os med at finde ud af, hvem vi er som mennesker, mens kulturarv hjælper os med at finde ud af, hvem vi er som mennesker i et samfund

Leave a Reply