”Du danske sommer, jeg elsker dig”

Jeg mener, at musik kan male billeder og bevidstgøre ellers uhåndgribelige situationer. Det må vi huske, hvis ikke vi vil tabe den danske sangtradition på gulvet! Lad mig forsøge at række ud efter det uhåndgribelige i form af øjeblikke og forsøge at beskrive, hvorledes en musikalsk oplevelse kan manifestere sig i en håndgribeliggørelse af nuet.

Af: Mads Urenfeldt Bækgaard

Med Thøger Larsens digte omsvøbt af Otto Mortensens musikalske strøg har jeg sommeren igennem, med Akademisk Kor Aarhus, sunget i landets større og mindre store kirker. Det har været en ren fornøjelse, fordi jeg føler, at jeg er med til at udbrede min egen glæde til ”Den danske sang”. Det har i mange tilfælde udløst efterevalueringer fra publikummer, der i brede vendinger har tilkendegivet deres tilfredshed efter en koncert. Det interessante i denne sammenhæng er, at der foregår en udveksling i kirkerummet, ikke af fysisk karakter, men i stedet er der nærmere tale om en sindslig udveksling, der manifesterer sig i et smil, en tanke om nuet eller en håndgribelighed for sine omgivelser – i dette tilfælde opmærksomheden på den danske sommer. Der synes at være noget selvforstærkende i en eftermiddag i sangens tegn, hvor man igennem tekst og musik håndgribeliggør det at være dansk.

Brugsmusik og det at bevidstgøres

Otto Mortensen viede meget af sit liv for netop denne bevidstgørelse af danske traditioner, hvor musikken blev Mortensens talerør. Således indgik Mortensen i et musikalsk slægtsfællesskab med andre danske komponister, fremmest nævnes Carl Nielsen og Thomas Laub. Til fælles havde de en idé, om at udbrede den danske sang i forskellige institutionelle rammer – heriblandt folkemusikskoler, idrætsforeninger samt sportsverdenen. Det blev en slags brugsmusik, der blev kendetegnende for stilen og med Otto Mortensens melodi til Nordahl Griegs digt ”til ungdommen” (Kringsatt av fiender), forstår vi musikkens og digtets indflydelse, når det i dette tilfælde drejer sig om fællesskab og sammenhold.

Tragedien på Utøya

Vi husker stadig klart tragedien på Utøya i 2011, hvor 69 personer blev dræbt – mange af dem var ganske unge mennesker. Tragedien i sig selv har været uhåndgribelig og meningsløs, men ud af sorgen dukkede der en solid følelse af fællesskab og sammenhold op, og Otto Mortensens melodi ”Til ungdommen” blev tiden efter tragedien et symbol på den norske mentale modstand og sammenhold. ”Til ungdommen” blev for en stund Norges uofficielle nationalhymne, og jeg husker, hvordan det har gjort et stort indtryk på mig at opleve et sammenhold så stærkt og samtidig ligesom tømret fast i Mortensens melodi.

Det nationale troskab

Hvad jeg fornemmer i dette eksempel er en vigtighed og troskab overfor de nationale digtere og musikere – hvad enten vi har med en tragedie eller sportsbegivenhed at gøre – da det på et splitsekund kan forene og fastholde øjeblikke som ellers synes isolerede og tomme. Med eksemplet ovenfor har vi en musikhistorisk forståelse for sangens betydning, og vi kan tilsvarende vende blikket tilbage til os selv og se på, hvorledes vi kan sande vores danske sangs indflydelse.

Under vores koncert med Akademisk Kor Aarhus slutter vi ofte af med et ekstranummer i form af ”I Danmark er jeg født” sat i musik af Poul Schierbeck i 1926. Denne sang kan noget specielt udover det umiddelbare. ”I Danmark er jeg født” er ligesom vores egentlige nationalhymne et stærkt eksempel på den troskab og håndgribelighed, vi oplever i det øjeblik, vi synger den. Det må vi bevare – næsten for enhver pris. Dette er ikke ligetil ”men kunst og kamp kræver stadig stål”, som det så rigtigt udtrykkes i Kai Hoffmanns digt ”Den danske sang er en ung blond pige”.

Så når vi synger ”Du danske sommer, jeg elsker dig”, er det en åben invitation til at nyde og tænke over de danske værdier, en invitation til at bevare den danske sang i et åbent fællesskab.

 

Leave a Reply