(Ekskursionsopg.) Digitaliseringen og populærmusikkens plads i vores klassiske kulturarv? – et diskussionsoplæg

 

Det Kongelige Bibliotek i København huser en ubegribelig mængde Danmarkshistorie, og særsamlingen under Musik- og Teaterafdelingen, som er interessant for musikengagerede, men måske især for musikstuderende, ekspanderes forsat til gavn for både forskere og udøvende musikere med en imponerende mission, der lyder:

”Musik- og Teaterafdelingens hovedopgave er at opbygge, bevare og tilgængeliggøre en så vidt muligt komplet samling af danske nodetryk og -manuskripter af danske komponister, et omfattende udvalg af ældre og nyere danske og udenlandske nodetryk til forskningsbrug og praktisk musikudøvelse, alle danske musikindspilninger fra og med 1998 og et udvalg af udenlandske cd’er samt orkestermateriale til professionelle musikere såvel som kor og amatørorkestre.”[1] (min fremhævelse)

Et hæderligt projekt, der endda har udspaltet sig i en specialiseret ’underorganisation’, Dansk Center for Musikudgivelse, hvis vision ligeledes er:

”… at tilgængeliggøre musikalske værker og musikhistoriske kilder af interesse for musikforskningen og det praktiske musikliv og i denne forbindelse at videreføre, udvikle og udbygge kompetencer inden for musikfilologi samt at udvikle metoder og værktøjer til digital musikedition.”[2] (min fremhævelse)

De to projektformuleringer har det til fælles, at de blandt andet udtrykker en bestræbelse på at tilgængeliggøre og videreformidle vigtige værker og praksisser som en service for ’fans’, forskere, studerende og musikere; altså, på at gøre (musik)historiens arkiverede ’hemmeligheder’ håndgribelige for de potentielle brugere, så materialet kan benyttes teoretisk såvel som praktisk – sådan som Danmarks Nationalbibliotek og Københavns Universitetsbibliotek jo gerne skulle, kunne man hævde. Men det sidste er stadig særligt interessant, fordi det – tanken om at bruge arkivmateriale praktisk – peger på en opfattelse, hvor arkiver ikke længere er lig med fortid, men derimod fremtid, fordi det består af musikalske muligheder og forslag, som Marco Katz også argumenterer for i artiklen ”Hearing through Our Eyes”:

”… [the archive], as compositions and as palimpsests, remains, as Derrida writes, ”sprectral. It is spectral a priori: neither present nor absent ’in the flesh,’ neither visible nor invisible, a trace always referring to another whose eyes can never be met” […] Even after divining the well-known names involved, the scores’ authority depends not on the people who originally marked them but on the traces they left behind, leaving the future open to the impressions of those to come.”[3] (Katz’ fremhævelse)

For at vende tilbage til tilgængeliggørelsen af alt dette, så er det netop en anden måde, projekterne, så at sige, kolliderer med fremtiden på: Det Kongelige Bibliotek er bevidste om digitaliseringen – digital indsamling/’høstning’, digital opbevaring og datahåndtering, digital formidling etc. Det står især klart på Dansk Center for Musikudgivelses webside, hvor man har valgt en digital formidlingsstrategi – eller et ”format for øget interesse” med forskningsprofessor og filolog Niels Krabbes ord[4] – der i den grad giver musikfilologien nye klæder:

”DCM ser det som en af sine hovedopgaver at forholde sig aktivt og reflekteret til forskellige former for formidling af musikfilologisk arbejde, fra den traditionelle, indbundne papirudgave til den fulde udnyttelse af internettets muligheder for sammenkædning af ressourcer, brugerstyring og kombination af medietyper.”[5]

Det digitale formidlingsformat – og dermed skiftet fra fysisk bog til digital sfære – bliver sikkert opfattet af nogle som en smule radikal omgang med kulturarven, men man kan ikke klandre Det Kongelige Bibliotek for ikke at tilbyde sin bruger fuld adgang til de førnævnte musikalske hemmeligheder/muligheder. Hvis digitaliseringen skaber problemer, kan det muligvis hænge sammen med en grundlæggende, menneskelig forestilling om arkivet som en nostalgiform; et fysisk sted eller hjem for historiske noder, som vi oven i købet kan røre ved[6]. Her svigter den digitale historieformidling vores forestillinger – eller snarere: overlader os strengt til disse. Det ’traditionelle ’arkiv’ er altså udspændt mellem at være et fysisk sted og et koncept (jf. Katz) og det digitale kun i en højere grad. Dette leder dette tankerne videre hen på spændingen mellem nedskrevne noder og optagelser/indspilninger og i forbindelse med en autenticitets-diskurs, opstår der følgelig et centralt (Katz-inspireret) spørgsmål til kulturinstitutioner og historiske arkiver som Det Kongelige Bibliotek: Hvad ér den rigtige, ’gode’ form for arkivering i ”den digitale fremtid”[7]? Og endvidere: Hvad skal arkiveres, og hvad skal ikke?

Som det fremgår af Det Kongelige Biblioteks og Dansk Center for Musikudgivelses websideformuleringer, så har man hovedsageligt haft en ”nodetilgang frem for en indspilningstilgang”[8] til dokumentationsarbejde, men forskningsbibliotikar Henrik Smith-Sivertsen har – i første omgang sammen med det danske band Nephew – indledt et nyt projekt, der skal ”opbygge, bevare og tilgængeliggøre” (jf. første citat) data om hvordan, populærmusikalske processer tager form og forløses:

”Helt kort er projektet med at kortlægge skabelsesprocessen bag Nephews album et led i en større plan, som går ud på, at der skal være kilder til at forstå vores samtids måder at lave musik på. Vi har ganske mange nodepartiturer, men kun ganske lidt materiale til at belyse andre måder at lave musik på end at skrive sig frem til den. Derfor er vi gået igang med at samle den slags materiale, og forhåbentlig er Nephew-projektet blot det første.”[9]

Tiltaget har ifølge Smith-Sivertsen for alvor bragt brugersindene i kog, fordi planen om implementeringen af populærmusik i Det Kongelige Biblioteks arkiver anfægter de førnævnte nostalgiske forestillinger, og mange ser det ikke behørigt at beskæftige sig på den måde med nutidens musikere. Hvorfor ikke? For Smith-Sivertsen har da uudgrundeligt ret i sin betragtning om, at vi skal forstå de praksisser og processer, der lever i vores samtid, fordi ellers mister vi dem måske i fremtiden, hvor det at søge med lys og lygte efter et nodepartitur til en Nephew-sang i et arkiv er en futil handling (dermed ikke sagt, at Nephew aldrig skriver eller kommer til at skrive nodepartiturer…), da danske musikere anno 2012 arbejdede med andre metoder, og nodepartituret således slet ikke eksisterer.

For atter at bringe Katz i spil og berettige den tidligere inddragelse, diskuterer han på et tidspunkt det ’arkivable’ og det populære. Det populære er just det, som unddrager sig arkivering, fordi så snart noget arkiveres, så opfattes det som noget ophøjet og ’klassisk’[10]. I denne optik er problemet om hvad, der skal være ’tilladt’ på Det Kongelige Bibliotek uvæsentligt, fordi arkiveringen automatisk tager det populære ud af det populærkulturelle. Hvis arkivering er en fiksering af musik og lyd som historisk fænomen, så må det også omfatte en fiksering  af populærmusikalske processer, der er en uløselig del af samtidens ’musiceren’[11] – eller hvad?

Bibliografi:

Det Kongelige Bibliotek, Musik- og Teaterafdelingen: http://www.kb.dk/da/kb/nb/mta/index.html

Det Kongelige Bibliotek, Dansk Center for Musikudgivelse: http://www.kb.dk/da/kb/nb/mta/dcm/

Henrik Smith-Sivertsen: http://smith-sivertsen.dk/

Radio24syv interview med Henrik Smith-Sivertsen via http://arkiv.radio24syv.dk/video/4719928/ak-24syv-19-03-2012-1

Marco Katz: ”Hearing trough Our Eyes: Musical Archives and Authentic Performance” in Popular Music and Society, 2008


[1] Det Kongelige Bibliotek, Musik- og Teaterafdelingen: http://www.kb.dk/da/kb/nb/mta/index.html.

[2] Det Kongelige Bibliotek, Dansk Center for Musikudgivelse: http://www.kb.dk/da/kb/nb/mta/dcm/.

[3] Marco Katz: ”Hearing trough Our Eyes: Musical Archives and Authentic Performance” in Popular Music and Society, 2008, s. 525.

[4] Note fra foredrag v/ Niels Krabbe, Det Kongelige Bibliotek, København, d. 19/11-2012.

[5] Det Kongelige Bibliotek, Dansk Center for Musikudgivelse – Formidling: http://www.kb.dk/da/kb/nb/mta/dcm/formidling.html.

[6] Marco Katz, op. cit., s. 512.

[7] Henrik Smith-Sivertsen: http://smith-sivertsen.dk/.

[8] Note fra foredrag v/ Henrik Smith-Sivertsen, Det Kongelige Bibliotek, København, d. 19/11-2012.

[9] Henrik Smith-Sivertsen: http://smith-sivertsen.dk/.

[10] Marco Katz, op. cit., s. 513.

[11] Jf, Christopher Smalls begreb ”musicking” fra Musicking, Wesleyan Univeristy Press, 1998.

Leave a Reply