Fiksering = Frihed?

 

Frihed vil af mange defineres som muligheden for at gøre som man behager, uden hensyntagen eller indsnævring af, af andre fastsatte, rammer eller regler. Det samme kan overføres til frihed indenfor musikalsk udførelse; den umiddelbare antagelse må være at en mangel på rammer og forudbestemte diskurser er lig med ultimativ frihed; at den ultimativt frie udførelse er en af ren improvisatorisk karakter. Dette er dog ikke tilfældet, ifølge musiker Jordi Savall, der i et interview ved Halla Steinunn Stefánsdóttir argumenterer for at netop brugen af nedskrevne noder, er hvad der giver ham som musiker den største frihed. Savalls logik er , at hvis man ikke bruger noder, er man som menneske tilbøjelig til at falde i de samme mønstre og tankebaner som man tidligere har gjort, hvorimod man ved brug af noder, skal tænke hurtigt og forholde sig til musikken på ny hver gang: ”Når jeg spiller efter noderne, selv når jeg kan dem udenad, så kan jeg tage mig friheder og måske tage mig bedre tid her og der og dermed skabe det på ny hver gang” (Savall 2012, 6).

Det at skabe musikken på ny hver gang, kan man som udøvende musiker nemt sætte sig ind i, og det giver god mening at den stillingtagen man bliver tvunget ud i ved brug af noden, resulterer i et forskelligt resultat hver gang. De fleste udøvende musikere kender vel også til tendensen at falde i de samme mønstre gang på gang, hvilket Savall forklarer ved at man ved udenadslære, netop lærer det pågældne stykke/frase og resulterende er tilbøjelig til at være fastlåst på det man husker/har lært: ”Hvis jeg kun spiller udenad, uden forbindelse til noderne, så bruger jeg noget, der er fastlagt i min hukommelse. Jeg gentager blot, hvad jeg har memoreret og mere eller mindre ensartet” (Ibid.).

Netop det faktum at man, mange år efter en komponists nedskrivning af et værk, uundgåeligt har hørt et utal af fortolkninger, enten udført af en selv eller af andre, samt at dette på bedste ”mund-til-mund” facon vil føre til fastlåsning, er diskuteret af Nicholas Cook, der beskriver den såkaldte ”falsification of music”. Cook beskriver hvordan det er uundgåeligt at rive et værk ud af dets oprindelsestid og genskabe det med nutidige ideer og koncepter og dermed ”falsificere” det oprindelige værk.

 And here is the basic paradox of music. We experience it in time but in order to manipulate it, even to understand it, we pull it out of time and in that sense falsify it. But it isn’t a falsification we can do without; it is a basic part of what music is (1998).

        På samme vis forklarer Savall, hvordan han skældner mellem to typer musik, den levende musik og den sovende, betydende at den musik der spilles i dag er den der er levende, om end den så er langt fra den oprindlige idé, og at den sovende musik, er de noder der ligger og samler støv, som ingen spiller (Savall 2012, 6). Han anerkender ligesom Cook, at dette er den inevitable gang for musik, og pointerer at: ”musik eksisterer kun, når vi spiller og synger den, og det skyldes, at vi lever” (Ibid).

Det vigtige for den professionelle musiker, er så at være bevidst om dette, og Savall pointerer, at ”Det er vigtigt, at de, der arbejder professionelt, også er vidende, for det er kun med kendskab til de historiske kilder, at vi har frihed til at fortolke” (ibid.,5).

 

Bibliografi.

– Cook, Nicholas: ’An Imaginary Object’; in: Music. A Very Short Introduction (Oxford, New  York: Oxford University Press, 1998)

– (Savall, Jordi) Stefánsdóttir, Halla Steinunn: ’Hvad er musik? Interview med Jordi Savall’ in: Custos, 10. årg., nr. 1, marts 2012, s. 4-6 (Oversættelse: Hans Tjalve)

Leave a Reply