Folkemindesamlingen

– Det der ér, er hvad du er…

Det helt almindelige spektakulære, specielle og unikke… som repræ-senterer vores samlede nationale kultur!
Begrebet ”Folkeminder” opstod i 1800-tallet som betegnelse for folks mundtligt erindrede tradition. Hos Dansk Folkemindesamling, der er en underafdeling af det Kongelige Bibliotek, arbejder man netop med at: ”(…) bevare[r] almindelige menneskers livsopfattelser, erindringer, traditioner, sang, musik og dagligdags historier for eftertiden”.

Hvis man dykker ned i hvem og hvad folkemindesamlingen fokuserer deres ind-samling omkring, lyder det:

“Almindelige menneskers liv – fortalt af dem selv.
I arkivet kan man opsøge materiale fra de ellers anonyme menneskers tilværelse i alle egne af landet, ofte fortalt af dem selv. Folkemindesamlingen har i flere generationer taget sig af alt det, som ikke rager op, men til gengæld kan siges at afspejle det almindelige. Den slags, som det ofte er svært at få med i de store fremstillinger, men til daglig kitter tilværelsen sammen til noget menings-fuldt for mennesker.”

Begrebet ’almindelige mennesker’ dukker jævnligt op i Folkemindesamlingens beskrivelse af deres arbejde. Dette er jo et åbenlyst problematisk udsagn – hvem er disse almindelige mennesker – er du egentligt et sådannet?

Hvilken af disse tjeklister kan du nikke mest genkendende til:

-> http://www.indfodsretsprove.net/test-1/

eller ..

YouTube: MpU6f0_r3fc

I nationalromantikken var Folkemindesamlingen nationens inderste kerne. Her gemte man, hvad der blev regnet for ’det mest danske’. Så det nærliggende spørgsmål er så: Hvori er det ’mest danske’? Men inden vi kan svare på dette spørgsmål (eller vurdere et eventuelt svars gyldighed), er det absolut nødvendigt at spørge: Hvem bestemmer egentligt hér? Det er netop dette spørgsmål, som dette indlæg gerne vil problematisere. Fordi der hér synes at være nogle ubevid-ste og utilsigtede bivirkninger. Som den danske antropolog Karen Salamon siger:

”(…) en officiel udvælgelse af visse uhåndgribelige kulturarvsformer som særligt danske eller nationalt betydende ikke alene bidrager til en blåstempling af disse former frem for andre, men også over tid fastholder dem i en monumental position, hvor de (…) kommer til at fremstå som uforanderligt og essentielt danske og dermed kommer til at udgøre en selvfølgelig, indiskutabel og betonfast del af danskheden. Dette kan medføre kulturel fastfrysning, helliggørelse eller ”museumificering” af visse kulturelle positioner og mulig-heder, alt imens andre kulturformer dømmes ude og negligeres af museer, kanoner og kulturstøtteordninger.”

Egentligt taler denne kommentar jo i direkte forlængelse af Folkemindesamlin-gens mål. Men vender man Karen Salamons argumentation rundt, bliver det pludseligt åbenlyst, at her eksisterer virkeligt et magtforhold, som det er nød-vendigt at forholde sig til. Hvem forestår egentlig den ’officielle blåstempling’ og under hvilke omstændigheder sker dette?

Dette er en problematik, som man især kender indenfor de mere populært (for-stået som vor tids ’levende’ områder) funderede arkivområder. Kastes blikket f.eks. (udenfor Folkemindesamlingens område?) på populærmusikken, bliver de problematikker qua områdets enorme omfang (der konstant er under udvikling) tydelige. Især hvad, fra hvem og hvor meget der skal indsamles må konstant vur-deres. Især er det økonomiske forhold, som sætter en (naturlig?) grænse for denne indsamling. Sådanne forhold medfører et fokus på at have en repræsenta-tiv samling frem for en omfattende. Dette virker jo som en logisk strategi, men som den australske kultursociolog Sarah Baker siger, så vil dette resultere i en: ”(…) selection of popular music sounds and artefacts that follow established nar-ratives written and oral histories, reinforcing existing canons.”

Under et besøg hos Folkemindesamlingen (d. 21/11/16) blev det klart, at Folke-mindesamlingen i dag forsøger kun at indoptage nye artefakter i deres samling, hvis der består en form for forskning og derigennem formidling af det givne om-råde.

Det er en naturlig konsekvens af, at tidligere (og igangværende) indsamlingspro-jekter ender med at samle mængder af støv på hylderne i arkiver, udelukkende pga. manglende formidling. Se f.eks. på hvorledes den tidlige danske lydoptagel-ses historie har svært ved at nå bredt ud med (den ellers fremragende og yderst særegne) historie om ”Ruben-samlingen”.

Hvis man således følger Karen Salamons og Sarah Bakers argumentation, er her lagt op til en ubevidst og utilsigtet skævvridning. Hvis man anerkender, at det der puttes i mindesamlingen, blåstemples som særligt dansk og dette har betydning for vores senere opfattelse af os selv i nutiden og eftertiden. Så burde man tage debatten – hvad skal egentligt indsamles? Denne debat og refleksion sker ikke i offentligheden nu. Dette resulterer i, at magten til at bestemme hvem vi er nu, ligger hos de forskere, som mere eller mindre efter egne interesser vælger em-ner at udforske (og formidle).

Denne argumentation og problemstilling holder selvfølgeligt kun vand, hvis man accepterer at: Det der ér, er hvad du er. Hvis ikke – kan det jo være lige meget!

Leave a Reply