Formidling af opera til yngre generationer

Ikke mange unge går i operaen. Selvom flere tiltag er gjort, er der stadig plads til at tænke i nye baner, hvis man publikumsmæssigt vil prøve at favne bredere.

af Mads og Thomas

I artiklen “Unge i Operaen: ‘Jeg faldt ikke i søvn, men…’” (Politiken fra 2011) henvises til en Megafonmåling over unges kulturforbrug. Selvom målingen er et par år gammel (og ikke helt tydelig/gennemsigtig ift. fokusgruppens alder), kan den måske stadig give et praj om unges forhold til opera. Undersøgelsen viser at kun 11% af de adspurgte unge (i fald undersøgelsen kun viser de unges svar) har set en opera inden for det sidste år. Til sammenligning har 92% været i biografen, 87% har set en dansk film i TV og 36% har været til rytmisk koncert.

Megafonmålingen: http://www.megafon.dk/546/de-unge-og-kulturen

Unge i operaen

På Det Kongelige Teater gøres en række tiltag for at forsøge at gøre opera tilgængeligt og vedkommende for børn og unge. Der er en række familietilbud, hvor man bl.a. har mulighed for at blive introduceret til forestillinger, deltage i konkurrencer, få balletundervisning og komme på besøg bag kulisserne. For unge under 25 gælder det, at man kan få 50% rabat på alle forestillingerne. Som studerende kan man blive medlem og ligeledes få en række gode tilbud. Der findes derudover bl.a. ståpladser, hvor prisen for unge under 25 er helt nede mellem 50 og 70 kr. pr. billet. Lignende pendant ses i Aarhus, hvor musikhuset tidligere og senest med initiativet ”operajomfru” forsøger at lokke unge til.

Tiltag

Disse tiltag vidner om en bevidst strategi rettet mod de unge for at få dem indenfor i operaens rammer. Som vi andetsteds (Verdis Otello – genbrug af den historiske operapraksis) foreslår, så kunne man foruden disse ovenstående tiltag prøve at udfordre operaens faste bestanddele – dens rammer. Ville det i dette tilfælde være meget fjernt at forestille sig Det Kongelige Teater opføre en rockopera eller operakoncert flere gange om året? Perspektiverne er mange og en anden dimension ville fx være at itænke publikum i forestillingen, så vi bliver taget ud af vores rigide passive rolle som beskuere og senere domsfældere. Kunne man tilmed forestille sig at operasangerne og orkestret i højere grad interagerer og eller måske bytter plads, således at operasangerne synger nede i orkestergraven og orkestermusikerne befinder sig på scenen? Om end det er set før, så vil det udfordre hele fremstillingen af det at være professionel operasanger og orkestermusiker. En anden tanke kunne være at lade publikum være med til at bestemme operaens handling – det ville sætte publikum i en knap så passiv position. I forbindelse med vores egen oplevelse af Otello, kom vi i vores diskussion frem til at det ville have været et helt andet og nærværende udtryk, hvis operasangerne fx havde bevæget sig væk fra scenen og måske endda ned blandt publikum. Dette ville have nedbrudt noget af den fysiske distance til scenen, som på mange måder bliver sammenlignelig med en tv-skærm med dets (over)undertekster.

I realiteten er vi klar over at sådanne frierier til en radikalisering af operaformen ikke ville gå ubemærket hen, og vi tvinges da også ud i spørgsmålet om det i det hele taget ville være ønskværdigt? Vores mål har ikke været at udvande operaen som kunstform, men blot at vende blikket mod en tilsyneladende fastfrosset rammesætning i operastilen. Vi opfordrer således til at tænke bredere og dybere end blot indholdet, når man vil prøve at favne et bredere publikum.

Leave a Reply