Gammel vin på nye flasker

”Autenticitet”. Hvornår kan noget siges at være autentisk? Jeg har før skrevet om coverversioner, der næsten ender med at være mere autentiske end originalen (http://musikvidenskabet.dk/archives/hvem-handler-det-om). Her vil jeg dog tage udgangspunkt Det Kongelige Teaters opsætning af operaen ”Mahagonny”.

 

(Advarsel: Denne tekst indeholder en håndfuld spoilers. Så hvis du overvejer at tage ind og se Mahagonny, hvilket jeg anbefaler, skal du måske gemme denne blog til senere.)*

 

Hvorfor er lige denne opsætning så interessant? Det er den måske heller ikke. Måske er det i virkeligheden Bertolt Brechts fortælling om de tre flygtninge Leokadja Begbick, Trinity-Moses og Fatty (The Bookkeeper), der er interessant. Det er en fortælling om, hvordan disse tre flygter fra lov og orden og skaber deres eget fristed, Mahagonny, hvor der kun findes en regel: Du må ikke løbe tør for penge. Som en klar kommentar til den spirende kapitalisme i verden i 1920’erne fortæller Brecht her historien om byens begyndelse og ende.

 

Som én der, på trods af min uddannelse, er meget lidt velbevandret indenfor operagenren, ved jeg ikke helt, hvad jeg skal forvente mig denne søndag eftermiddag til premieren på ”Mahagonny”. Min tidligere erfaring begrænser sig til en generalprøve på Puccinis ”Tosca”: Et følelsesorgie i typisk italiensk-stil. Her er ”Mahagonny” noget andet! Skrevet af Brecht (og ikke mindst komponeret af Kurt Weill) som et modspil til den klassisk romantiske opera, hvor følelserne netop får frit spil, hvor vi som publikum skal overvældes af de følelser, der fremmanes på scenen og i musikken, spejler Brecht og Weill her samfundet som de oplevede det. Her skal du ikke mærke de store romancer (den er tilstede, men pengene er i sidste ende vigtigere). Du skal som tilskuer se dig selv og dit samfund i forestillingen. I Det Kongelige Teaters opsætning sker dette konkret ved at salen spejles op på scenen, så vi får en fornemmelse af faktisk at være med. De blandt publikum der har penge nok og kan sidde på de første rækker, interagerer sågar med skuespillerne.

 

Hvorfor så tale om autenticitet i forhold til denne forestilling? Jo, der er et bestemt punkt, hvor den danske opsætning (som synges på engelsk) adskiller sig fra Brechts og Weills oprindelige opera. Ikke i tekst eller historie, men med et meget enkelt og utrolig (i mine øjne) effektivt greb: Beboerne i Mahagonny er spillet af asylansøgere fra omkringliggende asylcentre. Hvad betyder det så for vores forståelse af operaen? Brechts oprindelige tanke med denne type opera var jo netop at tage os fra romantikkens indlevende beskuer til en at være reflekterede beskuere. Vi skal med andre ord spejle os i operaens handling. Vi skal være klar over, at den er en kommentar til vores tid (eller Brechts tid). Dette bliver uhyggeligt tydeligt, når vores hovedpersoner redder sig selv fra den hærgende orkan ved at sparke de andre beboere (asylansøgerne) overbord fra redningsbådene og når vi senere i fortællingens dekadente univers ser vores hovedpersoner sparke til (bogstaveligt talt) liggende indbyggere (igen asylansøgere), mens de kaster penge på dem. For har du penge nok, kan du tillade dig alt.

 

Men er det så tro imod, hvad Brecht og Weill i sin tid skrev? Er det autentisk?

På overfladen, nej. Denne opsætning er naturligvis ikke, som den var i 1930 under første opsætning. Selvfølgelig er den ikke det. Nu står alt bøjet i neon som var Mahagonny en del af The Strip i Las Vegas. Og det er næppe, hvad Brecht og Weill havde tiltænkt det. Men hvorfor virker Det Kongelige Teaters opsætning så alligevel så tro mod det originale værk? Så autentisk? Det gør den netop i sin ånd. Her er den tro mod især Brecht, med sin kritik af kapitalismen. ”Mahagonny” skal vise os den ende den rene kapitalisme skrider imod. Hvis alt er tilladt, bare du har penge nok, vil du i sidste ende gå din ende imod. Al moral og etik kastes over borde (bogstaveligt talt) og tilbage er kun den udtalte dekadence, hvor al medmenneskelighed skylles ned og væk med litervis af whisky.

 

Men hvad skal den endelige konklusion så være? Er ”Mahagonny” autentisk som værk, eller er den autentisk på anden vis?

 

Det er svært at argumentere for at Det Kongelige Teaters opsætning er 100% som originalen, men jeg vil dog mene at opsætningen er tro mod, hvad man kan kalde, værkets immaterielle essens. Og hvad er så det? Jo, det er de kvaliteter som værket indeholder udover de rent åbenlyse. Det være sig de æstetiske kvaliteter, eller værkets ånd. For Brecht har jo klart skrevet værket som en kommentar til samfundet. Så hvorfor skulle det ikke være legitimt at tage denne kommentar og føre den videre op til nutiden, hvor det bestemt også er på sin plads at kommentere lidt på, hvordan vi går og behandler hinanden i denne verden.

I introduktionen til Det Kongelige Teaters opsætning blev der netop lagt vægt på, at denne opsætning bestemt ville have været i Brechts ånd, hvis han havde levet den dag i dag. Dermed tager Det Kongelige Teater og transformerer værket til noget nyt, men stadig gammelt. Gammel vin på nye flasker, fristes man til at sige. Men god gammel vin på relevante nye flasker og dermed består værkets immaterielle essens og føles autentisk selv i nye klæder og i en ny tid.

 

 

 

*Læs eventuelt en professionel anmeldelse her: http://www.b.dk/scene/sex-og-doed-i-syndens-by eller her: http://politiken.dk/kultur/musik/article5655961.ece

 

One thought on “Gammel vin på nye flasker

  1. Pingback: "Autencitet" [sic] | Musikvidenskabet.dk

Leave a Reply