Genbrug: Hvornår er det en hyldest? Og hvornår er det en kopi?

Musik og genbrug er uadskillelige. Der vil altid være hentet inspiration fra tidligere kunstnere og deres musik, hvad end det er for at lave musik der har samme lyd og drager meget på noget allerede skrevet musik, end det er for at bevæge sig i en totalt anden retning vil der altid være et strejf af noget allerede kendt. Både som musikere og mennesker bliver vi konstant påvirket af vores omgivelser, og i musikkens verden, det musik vi lytter til. Ordet ”genbrug” inden for musikverdenen er dog et ord der kan gradbøjes. Der er forskellige måder at genbruge på, eksempelvis kan det være en stilart (som eksempelvis da The Beatles i 60’erne influerede rockmusikken) som man som musiker tilpasser sig, det kan være en måde at hylde en allerede kendt, og måske afdød, kunstner ved at bruge enten tekstmateriale fra en gammel sang eller litterær tekst (intertekstualitet), en melodi, eller lignende.

Covernumre er et eksempel på den mere ”rene” genbrugsform. Nogle kunstnere vælger at give deres eget personlige præg til musikken, så den helt ændrer karakter, hvor det måske kun kan genkendes af tekstlige elementer. Dog kan genbrug også forekomme i mindre grader nemlig i form af riffs, kor, akkordrundgange eller lignende som er genkendeligt fra en anden sang. For eksempel har den danske gruppe The Loft i sangen ”City of Dreams” (2004) brugt et klaverriff fra Kim Larsens ”Midt om natten” (1983), som fungerer som det bærende element i sangen. Melodistykket er et klassisk kendetegn, som de fleste danskere med blot et lille kendskab til dansk musikkulturarv, her vores allesammens Kim Larsen, vil kunne genkende. Funktionen ved at genbruge et riff på denne måde er selvfølgelig en form for hyldest til Kim Larsen som kunstner, men også en måde hvorpå gruppen vækker genkendelse hos den danske befolkning – måske ikke bevidst, men det opnår alligevel at gøre nummeret lettere at lytte til, fordi vi føler vi ”kender det” lidt i forvejen. Det er altså et smart kommercielt trick som The Loft er ude i, som de fleste nok ikke engang vil bide mærke i.

Men hvor går grænsen med musikalsk genbrug? Hvornår går det fra at være en hyldest til en kunstner, til at blive en kopi? I tilfældet med The Lofts brug af klaverriffet fra Kim Larsen, mener jeg at det går under fanen hyldest. Den danske gruppe erkender hans musik og genbruger det i en ny kontekst, så det kommer ”til live” igen i det moderne musikliv. Et eksempel hvorpå genbrugen kunne gå hen og blive problematisk, er Dolly Partons ”I Will Always Love You” (1974) som Whitney Houston har lavet en coverversion af (1992). Det er faktisk de færreste der ved at det oprindeligt er Partons sang. Her kan man tale om, at genbrugen bliver et problem, da original fuldstændig overses og bliver overtaget af en version, der i og for sig lægger sig tæt op af originalen, men stadig har et meget personligt præg (sangen er gået fra at være et klassisk countrynummer til et mere R’n’B udtryk). Houstons version blev brugt i filmen ”The Bodyguard” (1992) og er efterfølgende blevet anset for at være den ”rigtige” udgave af sangen for de fleste. Partons version er altså gået i glemmebogen, selvom det jo egentlig er hende der burde have credit for at skrive så stort et hit. Man kan dog også sige, at sangen måske aldrig ville have opnået samme succes hvis ikke Houston havde genopført den i hendes egen ånd og ramt verden med storm. Er det mon genretypisk for populærmusik, at komponisten glemmes mens performeren hyldes?

Genbrug i forhold til musik kan også ændre på vores forståelse af hvornår noget er autentisk. For kan et musiknummer være autentisk, når det ikke er skrevet af fremføreren selv? Føler vi Houstons version mindre autentisk end Dolly Partons? Eller er det faktisk slet ikke af betydning? I mine øjne, opstår autenticitet mere i forhold til hvordan en sang fremføres i forhold til den persona som formidler. I Whitney Houstons tilfælde virker hendes version af sangen utroligt autentisk, da man får en følelse af ærlighed. Man mærker at hun er tilstede, at hun formidler en følelse. Så spørgsmålet om autenticitet i forhold til genbrug har ikke nødvendigvis en sammenhæng. Eller hvad? Med genbrug opstår ny musik, men også ny iscenesættelse af ældre musik. Genbrug er altså essentielt inden for musikverdenen, dog med måde. For er det ikke et problem, at en coverversion kan få mere succes end dens original? At en kunstner kan blive glemt mens dennes sang rammer hitlisterne – uden yderligere anerkendelse?

Leave a Reply