At G(l)emme Kultur

I november i år fik jeg muligheden for at besøge museet Ragnarock i Roskilde. Hvad jeg i forvejen vidste om museet var sparsomt, men havde dog en forestilling om, at jeg primært skulle ind og se dansk rockhistories udvikling (det ligger måske også lidt i navnet). Som noget af det første blev jeg gjort opmærksom på museets fulde navn, Ragnarock – museet for pop, rock og ungdomskultur. Så okay, hvad jeg troede var et museum for rockmusik, var i virkeligheden mere et museum for kultur omkring genrerne pop og rock, eller hvad?

Billedresultat for ragnarock

Det at have et fysisk museum fyldt med kultur, er da en interessant tanke, fordi hvordan udstiller man noget, der beskrives som værende sociale relationer, ideologier og normer og værdier. Og hvordan forholder museet sig til det faktum, at dette kan variere ikke bare fra landsdel til landsdel, amt til amt, by til by, fra familie til familie, men i virkeligheden fra person til person. Museet kan da umuligt have gemt på alle danskeres personlige kultur, så hvordan i alverden kan de gemme på flere generationer af ungdomskultur i to forskellige genrer, og hvor kommer musik ind i billedet?

Hvordan udstiller vi musik, er en lige så interessant tanke. Jeg mener, vi kan jo godt gemme på instrumenter, lydudstyr, noder osv., men musikken som vi kender den manifesteres jo alene igennem fysisk tilstedeværelse og ageren af mennesker. Lyden af musik eksisterer i det tidsrum, hvor et menneske udtrykker sig gennem et instrument eller via stemmen. Så skal man lave et rent musikmuseum over værker, vi gerne vil gemme på, så skulle vi jo i princippet gemme på de udførende artister, der opfører værket nøjagtigt ens, på nøjagtigt samme instrumenter i nøjagtig samme stand, i nøjagtigt samme tempo, hver gang en ny museumsgæst kom forbi. Ligeledes tvivlede jeg på, det var det, Ragnarock havde formået at gøre.

Både kultur og musik i et kulturarvsperspektiv er i sandhed meget uhåndgribelige fænomener, og i kraft af dette i ligeså høj grad subjektive. Derfor er det at bevare dem også svært, når hver enkelt kan have sin egen sandhed omkring, hvordan kulturhistorien fortælles. Allerede nu synes det jo næsten umuligt at leve op til overstående overvejelser omkring, hvordan vi bevarer musik og kultur, og Ragnarock kan da heller ikke se sig fri for at være subjektive i deres vurderinger af, hvad der skal bevares som en del af vores kulturarv i dette felt, ligesom at museet også må forholde sig til økonomi, interesse og tilgængeligt materiale. Og ligeså snart noget bevares som et objektiv, smider vi samtidig noget i glemmebogen.

Alligevel blev besøget på museet i Roskilde en meget positiv oplevelse. Der var godt nok ikke nogen levende mennesker, der opførte deres musik, eller en postkasse, hvori man kunne indlevere sine normer og værdier. Hvad Ragnarock dog gør, er at agere som en slags bindeled mellem det subjektive og objektive, og det faktum at vi alle oplever noget forskelligt, var i højsædet. De fremstiller musikken og kulturen fra forskellige indgangsvinkler (som genrer, politik, medier og teknik) gennem materielle artefakter vi kan manipulere, røre ved, gå rundt om, ligge på, lytte til eller afspille hurtigere eller langsommere, samt kunstnernes egne fortællinger. Det åbner op for vores egne overvejelser og forestillinger om kulturen, og man bliver hurtigt opmærksom på ens egen kulturelle standpunkter.

Så når vi endelige skal gemme på den uhåndgribelige kulturarv, så er det vel i virkeligheden en god måde at gøre det på. For det er vel bedre at gemme på de taktile artefakter, der i en eller anden grad repræsenterer musikken eller kulturen, end slet ikke at gemme på noget, fordi vi ikke kan gemme på det rigtige. Og vi kan som mennesker alligevel ikke rumme 5,6 millioner versioner af dem samme historie, og Shu-bi-dua gider alligevel heller ikke spille Står på en alpetop på samme måde på hver dag på et museum i Roskilde til de fysisk ikke kan mere. Vi er selv museer for uhåndgribelige fænomener, og museer som Ragnarock er det for det håndgribelige, og det er netop i mødet mellem disse vi er med til at bevare begge dele.

Leave a Reply