Herfra hvor vi står…

…sang Skousen og Ingemann i 1971 i titelnummeret til pladen ”Herfra hvor vi står”. Hvor kanoniseret et stykke dansk populær-musikhistorie dette nummer end er, så er det interessant i dag at spørge om, hvordan vi skal forholde os til et ”her” og ”vi”, når spørgsmålet falder på konventionerne omkring musiklytning – hvordan bliver et nummer f.eks. placeret i en social verden igennem valget af titel og hvad spiller ind af både materielle og uhåndgribelige faktorer? Hos Skousen og Ingemann er der tale om, at ordene bliver kontekstualiseret af musikken, men hvad med musikkens egen kontekst? Er det muligt at gribe musikken uden en materiel kontekst? Så: Hvor står vi og hvor står musikken?

 

Kan vi se os omkring – til alle sider

På hjemmesiden www.ikeaordeath.com bliver man mødt af en quiz, der opstiller et navn for læseren, der skal vurdere om dette navn er navnet på et dødsmetalband eller et Ikeaprodukt. For en deltager i quizzen, der ikke kan svensk eller kender til dødsmetal, kan det ende i rent gætteri, da navnene i sig selv (for en sådan deltager) ikke har noget betydningsindhold. Her bliver det blotlagt hvor vigtig den uhåndgribelige side af et produkt er, for at kunne forstå det; det er svært, om ikke umuligt, at gribe et navn, hvis ikke man er bekendt med navnets kontekst. Dette leder videre til spørgsmålet: Kan musikken (i analogi til ordet) overhovedet stå alene i en musikhistorisk formidling, eller bliver man nødt til altid at forholde sig til den håndgribelige kontekst, som musikken er opstået i? Alle kan lægge ører til et stykke musik, men de forskellige ører kan altid opfatte musikken forskelligt, så længe der ‘bare’ er tale om et stykke musik uden kontekst. Hvordan kan man, hvis man ikke er bekendt med ‘dansemusik’, vide, at man skal danse, når dette spiller? Kan man kende til konventionerne (også andre end dem der omgiver titel og navn), der omgiver musik, hvis man ikke er bekendt med den intenderede kontekstualisering af musikken? Og er dette vigtigt? Hvis det antages, at musikken først og fremmest er en funktionsorienteret kunstform/håndværk, der virker i nuet, så afskrives vigtigheden af den kontekst, som musikken oprindeligt er skrevet ind i, og dermed så afskrives vigtigheden af den musikhistoriske formidling også. Omvendt hvis man beskriver musikkens mening i sin oprindelige kontekst, er den så relevant i dag? Kan den så have andet end en beskrivende funktion? Kan den så have andet end en fortidig relevans for musikken i dag? Med andre ord: Er den stadigvæk aktuel? Derfor bliver spørgsmålet om hvor ‘vi’ står også interessant, men ligeledes bliver det interessant hvor det er den ældre musik ‘står’ henne i verden. Musikken spiller et sted, en tid og i en tid – Musikken er i verden; dette er en verden omkring musikken, og som denne verden udvikler sig, skifter musikken også betydning; en ændring i betydning, som produkt af en ændring i verden, der kan være sat i værk af musikken selv. Derfor er konteksten både for lytteren og for kunstneren vigtig, og denne ‘musikkens kontekst’ kan søges styret af kunstnerne selv igennem materielle omstændigheder omkring musikken.

 

Det bevæger sig, når vi går – Det forandrer sig, i alle tider

Vi kan se plakater, vi kan se politik, vi kan se naturen, vi kan se til alle sider og alle sider kan findes i musikken, men kun igennem musikkens kontekst. Bare tænk i pladecovers, bandfotografier, sceneshow, lyrik – alt er en del af pakken, der omgiver musikken selv og som er med til at formidle musikken ‘rigtigt’. Det kan aldrig dikteres, hvordan musik skal forståes, men man kan skubbe folk i den ‘rigtige’ retning med en materiel indplacering af musikken. Efterhånden kan det, med den øgede digitalisering af musikken, være svært at se den umiddelbare kontekst i det materielle, hvorfor vægten er faldet over på den uhåndgribelige situationelle kontekstualisering af musikken. Det er nu op til individet at sætte musik på, som kan anspore en til at komme i en bestemt stemning o.l., og hvis noget falder udenfor, så skifter man hurtigt over til noget andet.

Musikkens kontekstmæssige muligheder ændrer sig til stadighed hvilket går hånd i hånd med formaterne, der ændrer sig: fra voksruller, til LP’er, til CD, til mp3, etc. En gennemgående tendens i udviklingen af disse formater er muligheden for en større og lettere distribution. Fælles for disse formater er muligheden for, at de kan bruges i en privat kontekst. I en live-situationen er musikkens kontekstualisering kontrolleret af kunstnerne (og spillestedet), og man indgår derfor i en mere initiativmæssig passiv kontekst som tilhører. Man kunne sågar argumentere for, at i dag, hvor meget musik findes i Mp3 format, er der større muligheder for en privat kontekstualisering af musikken end tidligere, hvor man var ‘tvunget’ til at medtage albummets cover. Det er altså her muligt for lytteren selv at indplacere musikken i en verden der for dem giver mening, hvorfor spørgsmålet om den rette kontekst, de rette omkringliggende konventioner, om den rette forståelse af musikkens titel er et spørgsmål som kun kan besvares af lytteren – hvis det giver mening for mig nu, så har jeg det rigtige svar. Det er en forskel i musikbrugen, der bliver påtalt her, som henvender sig til en forståelse af, at musik fordrer forskellige former for handlen. Konventioner fra ens eget bagland er med til at farve vores lytning, men disse konventioner udvikler sig også – et navn kan lige pludselig give mening igennem kontekstualiseringen af musikken; det kan give mening igennem musikken. Vi lytter fra der hvor vi står – spørgsmålet er så, om vi kun kan se til én eller alle sider; om det kun er vores forståelse, der er relevant.

Leave a Reply