Hurra, hurra, hurra! Kulturen lever!

Salmesang, morgensang, festsang, fællessang er alle sammen eksempler på musikalske aktiviteter som de fleste danskere møder i løbet af deres liv, og listen kunne vel sagtens fortsættes. De fleste har vel også en forestilling om, at det at synge sammen er særligt dansk, ja ligefrem en del af den danske kulturarv. Men det er alligevel ikke det samme som en gammel statue eller en historisk bygning. Det er meget mere uhåndgribeligt, ikke noget man tager hen for at se på eller kan røre ved.

Til gengæld er det noget man kan være vidne til på de mest tilfældige og uforberedte tidspunkter, f.eks. da jeg var i praktik som gymnasielærer og underviste en klasse i matematik.

Historien er kort fortalt:

Godt og vel halvvejs inde i en lektion, midt under opgaveregningen, tager en pige bagerst i klassen flere æsker med flødeboller op af tasken. Der er lige tid til at opdage hvad der er på spil og slynge et ”tillykke med fødselsdagen” ud, da bryder knap 30 stemmer allerede ud i sang: ”I dag er det (pigens navn) fødselsdag,…”.

For at redde en tidsplan, der i forvejen er ved at skride, nøjedes vi med første vers, men det var alligevel nok til at gøre indtryk på mig. Ikke fordi den var særligt smukt sunget eller fordi jeg hørte noget nyt, men på grund af den spontanitet og indforståethed jeg lige havde oplevet.

Pudsigt nok havde jeg hørt selv samme sang to uger før til min egen fødselsdag, da vennerne var på besøg. Her var oplevelsen dog en helt anden, der var intet overraskende eller spontant i det; alle vidste at den ville komme, for det havde den ALTID gjort! For hvert år må jeg desuden i højere grad erkende at tekstens indhold mindre og mindre hænger sammen med realiteten. Tekststykker som ”og når han hjem fra skolen går…”, ”…for hjemme venter mor og far…” eller ”…med dejlig chokolade og kager til” kommer nærmest til at virke ironiske, når ens forældre bor over 200 km langt væk og bordet man sidder ved primært er fyldt med kolde pilsnere.

Problemet er bare at i hele min familie og vennekreds ville en fødselsdagsfest med en anden sang eller helt uden være fuldstændig utænkelig.

Er det så overhovedet et problem?

Oplevelsen i klasselokalet mindede mig på en eller anden måde om hvad sangen virkelig betyder og spiller for en rolle. Det er hverken den brugte melodi, som man har hørt alt for mange gange, eller børnefødselsdags-teksten det handler om. At stort set alle danskere rundt omkring i landet af alle aldre kan fejre fødselsdag med en (børne-)sang fra 1913 er et imponerende eksempel på en immateriel kulturarv der bliver holdt i live.

Så svaret må nok være nej! Tværtimod er det måske endda den eneste måde at bevare en sådan form for kulturarv på. De materielle sider af sangen, noder og tekst, kan selvfølgelig opbevares og udstilles og fungere som materiel kulturarv ligesom statuer eller bygninger, men de er som sagt ikke repræsentative for den fælleskabsfølelse som sangen virkelig står for. Jeg vil endda hævde, at de fleste der synger sangen aldrig har set noderne eller teksten, men har lært den af familien eller i skolen. Kulturarven er i dette tilfælde netop det uhåndgribelige.

 

Et museum der om 100 år ville udstille sangen i form af noder og tekst for at præsentere dansk kultur omkring år 2016 ville således ramme fuldstændig ved siden af. Så jeg vil fremover altid glæde mig over et klasseværelse der bryder ud i sang! Hurra, hurra, hurra!

Leave a Reply