Hvad er folkeminder i virkeligheden en erindring om?

Det er mandag den 21. November kl. 12.30, rummet er fyldt med rækker af reoler, hvor støvede, gamle bøger, kasser og mapper står side om side. På et lille bord er udvalgte eksemplarer lagt frem, hvoraf det ene virker ligeså skrøbeligt som det andet. Vi er en ekskursionsgruppe fra musikvidenskab, der har fået lov til at komme ned i Danmarks arkiv for folkeminder og bliver præsenteret for nogle af folkemindesamlingens utallige skatte. Her er der bl.a. en personlig visebog fra en soldat i treårskrigen, en samling trykte skillingsviser og en håndskreven samling af melodier til folkeviser fra anden halvdel af 1800-tallet. Allesammen giver de et indblik i almindelige menneskers sangkultur i fortidens Danmark. Omkring mig kan jeg unægteligt mærke historiens vingesus ved tanken om de personlige skæbner og tanker, der er knyttet til materialet foran mig.

 

Tilbage i ”den virkelige verden” og med et par ugers afstand forekommer forbindelsen mellem de gamle viser og nutidens Danmark mig dog langtfra så klar og tydelig…

Men på trods af den historiske distance er der jo alligevel tale om folkeminder, så en vis betydning skulle de jo gerne have, ellers ville en folkemindesamling ret hurtigt være overflødig. På Dansk Folkemindesamling’s hjemmeside kan man bl.a. læse, at ”Folkemindesamlingen bevarer almindelige menneskers livsopfattelser, erindringer, traditioner, sang, musik og dagligdags historier for eftertiden.

Dansk Folkemindesamling gemmer på flere hundrede års dokumentation af de mennesker og det samfund, der er baggrunden for Danmark i dag.”

Der er m.a.o. tale om dagliglivets immaterielle kultur op igennem historien, som er blevet overleveret mundligt og gennem daglig brug; en form for kommunikativ erindring hvor kun det der udveksles med andre bevares, mens resten muligvis bliver glemt. I folkemindesamlingens arkiver finder vi nu de materielle overleveringer af denne kultur i form af tekster og noder (senere også lydoptagelser). På den ene side sikrer den materielle form at tingene ikke bliver glemt, den er en hjælp til erindring, men på den anden side bliver erindringen også fastlås i og med at den knyttes meget tæt til kildematerialet. Der er derfor en fare for, at fortiden bliver reduceret til den materielle overlevering, idet blikket mistes for andre sider og nuancer af den.

Et eksempel kunne være Evald Tang Kristensen’s indsamlinger af folkevisemelodier i 1800-tallet. Han rejste rundt i Jylland og besøgte landbefolkningen for at høre dem synge deres viser. For at kunne notere tonerne i sin kladde havde han en violin med, så han kunne spille lidt med. På folkemindesamlingen’s hjemmeside kan man læse at han sjældent rytmiserede melodierne i kladden (http://www.kb.dk/da/nb/fag/dafos/kildevaeld/Baggrundsartikler/Artikler/viser/index.html)  og nede i arkiverne blev der desuden vist et eksempel på, hvordan han i flere forsøg havde forsøgt at nå frem til sin udgave af den rigtige melodi. Renskriften af melodierne byggede altså i høj grad på mandens hukommelse og musikalitet med støtte fra kladden. At den menneskelige hukommelse er fejlbarlig er næppe noget nyt og ofte kan melodier blive offer for personlig smag og musikalske vaner. Det er derfor nærliggende at tvivle på en fuldstændig eksakt notation af de hørte viser. Evald Tang Kristensen’s egen uddannelse som kirkemusiker har nok været en hjælp ift. at identificere melodierne, men den har samtidig medført en fare for, at han har tænkt i tonearter, skalaer og kadencer; musik er jo på en måde altid afhængig af ørerne der lytter. Hvis den melodi han lyttede til eksempelvis indeholdt kvarttonespring, var det så fordi det var udtryk for en tradition eller bare fordi vedkommende sang falsk? 

Alt i alt er der således tale om en immateriel erindring fra et ikke-dannet miljø, der bliver transformeret til en materiel erindring, som skal kunne forstås i et dannet miljø og på dettes præmisser. Folkemindesamlingens funktion som nationens hukommelse, som skal hjælpe med at vi kan forstå hvor vi kommer fra og hvem vi er, har således et problem der i forbløffende grad minder om den menneskelige hukommelse. Vi glemmer, husker evt. forkert og i mange tilfælde er vi henvist til genstande eller andres fortællinger, der hjælper os med at huske! Under alle omstændigheder er det ikke muligt at rekonstruere fortiden som helhed, hvilket i sidste ende betyder, at når det gælder om at forstå vores samfund idag udfra den kulturelle erindring, så handler det ikke mindst om spørgsmålet hvem der har erindret på folkets vejne?

Leave a Reply