Hvad gør konkurrence ved musikken?

Akademisk Kor Århus har lige vundet den internationale korkonkurrence i Rimini Italien og dermed vundet 5000 euro og en plads videre til VM i kor i Tokyo 2019. Dette får mig til at stille spørgsmålet, hvad gør konkurrence ved musik, skaber det splid- eller sammenhold, kan det virke motiverende eller demotiverende?

Akademisk Kor Århus til Rimini International Choral Competition
Musicaficta

Der er masser af konkurrence i musikmiljøet, specielt i den klassiske musiks verden. Musikere konkurrerer om eftertragtede orkesterpladser, solistpladser og pladekontrakter og uddannelsen op til disse pladser er fyldt af interne, nationale og internationale konkurrencer. I populærkulturen er der masser af sang og musikkonkurrencer – som eurovision, x-factor, the voice, talent osv., som trækker mio. tal af seere med sig.  Vinderne af disse konkurrencer bliver fremstillet som guddommelige og musiske genier. I dirigentverden er 1. pladsen i den famøse Malkokonkurrence en billet videre til en anerkendt og succesfyldt karrierer, hvor vinderen vinder 20.00 euro og får mulighed for at dirigere en koncertrække på op til 27 koncerter med europæiske orkestre.

Hvad er det med alle disse konkurrencer i musikverdenen, og hvorfor har vi brug for dem? Gør konkurrencer os til bedre musikere eller tager det fokus væk fra musikken som helhed og fokuserer nærmere på den enkelte musikers evner ned til mindste detalje?

Har musikken og konkurrencen altid fulgtes ad?

Lige siden det antikke Grækenland, har man holdt konkurrencer for musikere på lige fod med andre kunstnere som del af de olympiske lege. Dog har der ligeledes altid eksisteret en musikkultur udenfor konkurrencens verden i folkemusikken, den gejstlige/sakrale og underholdningsmusikken. I takt med den klassiske musiks stigende virtuositet igennem barokken, klassikken og romantikken skete der en stigning i antallet og omfanget af konkurrencer for den enkelte klassiske musiker – bl.a.  efter indførelsen af koncertformen skulle instrumentalisten spille mere og mere solistisk og virtuost. I 1900-tallet opstår der mange nye internationale konkurrencer. I Danmark er de mest berømte Carl Nielsen konkurrencen og Malkokonkurrencen. Verden bliver globaliseret og dermed bliver det også et internationalt fænomen at vinde en musikkonkurrence.

Konkurrencen for den enkelte musiker

På konservatoriet bliver man hurtig bevidst om, at man skal til en del konkurrencer i løbet af sin karrierer, og at man skal vænne sig til tanken om, at konkurrerer med sine medstuderende. Dette kan ofte føles ubehageligt for den studerende, og flere finder det ubehageligt at blive sammenlignet med deres venner. Det kan sågar gå hen og udfordrer et venskab, hvis to venner bliver sat til at konkurrere imod hinanden. Hvis man deltager for hurtigt i en konkurrence, som ligger langt over ens evner, oplever flere en mavepuster af nederlag og en demotiverende følelse af meningsløshed. Samtidigt mærker mange, at de op til en konkurrence eller optagelsesprøve rykker sig utroligt meget og når nye højder, de ellers ikke ville have gjort på samme tid. Går man ligefrem hen og vinder en konkurrence, er det for mange et sus af energi og anerkendelse, man kan flyve på længe i sin musiske karriere. Nogle bliver motiverede af dette, og blot tanken om at klare sig bedre end man gjorde sidst eller komme længere op i ”det musiske hierarki” er motivation nok i sig selv. Der hersker således et ambivalent forhold for den enkelte musiker i forhold til at gå til konkurrence imellem at blive presset for hårdt og tilpas hårdt.

At gå til konkurrence sammen som ensemble eller kor

Akademisk kor Århus har lige været lige vundet den internationale korkonkurrence i Rimini – og som medkorist i koret, kan det kun beskrives som en fantastisk følelse sammen at opnå sådan en bedrift sammen med en gruppe mennesker man til dagligt synger i et frivilligt kor med. Oplevelsen adskiller sig særskilt fra at gå til konkurrence som enkelt musiker, idet man kan dele glæden med en hel gruppe mennesker, og at det er en gruppes samlede præsentation, der er afgørende. Det handler ikke om de enkelt mands præsentation og virtuositet, men nærmere om en gruppes samklang; om hvor godt ”sammensungede” koret er, og om gruppeklangens retning og frasering. Man kan således reflektere over, at der findes en anden form for pres til gruppekonkurrencer, og at de måske  ikke rummer samme sociale og psykiske pres som solokonkurrencerne. Det er dog ikke uden nervøsitet at gå til en korkonkurrence, da der ydermere er den dimension, at individets præstation går udover gruppens, og at man kan opbygge en frygt for at træde udenfor gruppen og dermed ødelægge det for alle. Man har også den væsentlige udfordring som en gruppe, at man skal tilrettelægge et fælles ambitionsniveau op til sådan en konkurrence og finde fælles fodslag, så der ikke opstår unødvendige spændinger og konfrontationer pga. manglende forventningsafstemning  i forløbet op til.

Men hvad skal vi bruge konkurrencen til?

Når det kommer til afgørelsen af sådanne konkurrencer, hvad kan vi så bruge dem til og har de nogen berettigelse overhovedet? Man kan argumentere for, at det musiske tekniske håndværk kan objektiviseres og bedømmes ud fra logiske parametre, så som intonation, rytmik, sangteknik, spilleteknik, udtale, harmoniseringsbalance osv. Disse tekniske egenskaber er delvis målbare og komparative enheder, og derfor giver det god mening, at en flok musiske eksperter kan bedømme disse musiske objekter. Men når det kommer til subjektiveringen af det musiske udtryk, som afhænger af fortolkning og indlevelse, bliver det straks mere problematisk at godkende en jurys musiske autoritet. Til korkonkurrencen i Rimini bestod dommerpanelet af dommere fra henholdsvis Rusland, Italien, Indonesien og Singapore, og det fremgik tydeligt af dommerkommentarerne, at der var uenighed om musiske idealer pga. forskellig musikkulturel identitet. Hvor de russiske dommere kritiserede Akademisk Kor Århus for at have for udramatiske taleskrig, kritiserede de indonesiske dommere taleskrigene for værende for voldsomme og umusikalske. Det fremgik tydeligt at de forskellige nationaliteter havde forskellige øre, hvilket problematiserer formålet og effekten af en sådan jury.

Man kan således stille sig kritisk over for konkurrencens struktur til at bedømme musik, men dog må man konkludere, at den altid har været tilstedeværende i musikhistorien, hvilket vidner om menneskets behov for at sammenligne os med andre og konkurrerer med hinanden. Nogle gange skaber det bedre musiske resultater at konkurrere, andre gange har det den modsatte effekt, og sådan skal det måske være.

Leave a Reply