Hvis musik størkner…

Min far har altid lært mig, at et valg altid vil medføre et fravalg af noget andet. Det betyder, at jeg altid vil tillægge noget en større værdi end andet ud fra, hvad jeg mener, vil gavne mit mål bedst. Jeg vil selvfølgelig prioritere mine valg ud fra et etisk synspunkt, hvor jeg vil trække på både fornuft, erfaring og viden og derudfra komme frem til det/de valg, der gavner mig bedst. Det samme sker i dag med kulturarv, men hvem bestemmer, hvad der skal vælges til kulturarven? Og ikke mindst: Hvilke konsekvenser har det mon i forhold til, hvem der vælger til og fra og hvad der nedarves i vores kultur?

Siden 1931 har det været af interesse, at vi som samfund og stat har en kulturarv. I starten har det primært været forskellige monumenter, men i dag er det også sådan noget som musik, vi gerne vil nedarve og kulturarvsarbejdet har UNESCO taget på sig som opgave. Hos UNESCO er det fælles mål, at bevare kultur. Til at træffe de etisk bedste valg for vores samfund, har organisationen ansat eksperter, som nøje vælger til og fra. Dette er et godt stykke arbejde og det sikrer vores efterkommere gode forudsætninger for at forstå vores samfund. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvilke effekter en beslutning om nedarvning af noget, vil gøre ved vores kultur, for som min kloge far siger, vil vi også altid vælge noget fra når vi vælger noget til. I denne sammenhæng, sætter UNESCO mærkater på musik, bygninger, hvad det vil sige at være dansk osv, men når vi definerer hvad det vil sige at være dansk, vil vi også automatisk redegøre for, hvad der ikke er dansk. Dermed vil en del af (her) den måde nogle danskere er på, som ikke passer ind i normen, gå tabt og derfor, kan det være problematisk i forhold til hvem, der har bestemt, hvad der skal overgå til arv, hvis man ikke er opmærksom på dette.

Det er dog det mindste af det problem, vi har med nedarvning, for mere indviklet bliver det når det kommer til musik. Musik findes i dag både på noder og optagelser, men det er kun i praksisopførelsen af musikken, at vi virkelig kan forstå musikken. Dette er ganske enkelt fordi vi forbinder noget musik med nogle bestemte konnotationer og på den måde vil én sang ikke bare fortælle én musikhistorie, for det er minderne der gør musikken levende og minder er et individuelt anliggende. Eksempelvis forbinder jeg Ellie Goulding’s Love Me Like You Do med noget helt specielt, som virkelig bringer længsel, glæde og sorg op i mig på én gang, fordi netop dén sang var titelsangen til et hollandsk TV program, jeg for et par år siden blev en del af. Andre mener bare, at den sang er irriterende, fordi den er blevet spillet i radioen for mange gange. Men hvad ville der ske, hvis jeg skrev mit minde ned og satte det sammen med noden, i en udgivelse tilsvarende højskolesangbogen? Når musikken bliver levende af hver enkelt persons minder, vil dét, at jeg skrev mine minder ned pludselige gøre det uhåndgribelige ved musikken, håndgribeligt og det vil medføre, at den kulturelle erindring vil størkne. Lad os for alt i verden undgå dette!

Leave a Reply