Hvor meget maestro kan man blive?

– af Sara Futtrup

Danmarks Radio har for nyligt sendt tv-programmet ”Maestro”, hvor kendte mennesker – skuespillere, komikere, tv-værter og rytmiske musikere – på kort tid skulle lære at dirigere Danmarks Radios Symfoniorkester i kendte klassiske værker. Inden de begyndte processen, havde de ingen forudsætning for at kaste sig ud i opgaven. Noder og partitur var ganske ukendte størrelser, og direktions-teknikker var heller ikke noget de tidligere havde praktiseret. Alle de basale redskaber, som skal til for at dirigere et orkester, var lig nul.

Altså har deltagerne været nødt til at lære den klassiske musik via indspilninger, hvilket rejser en problemstilling: Den traditionelle og gængse opfattelse er, at noden ER musikken – kun gennem noden kan der fortolkes. Men i ”Maestro” er node-aspektet væk. Og hvis man kun lærer gennem øret, er der så noget man ikke får med? Hvordan kan man tolke på en indspilning, som netop kun er lyd og ikke begivenheden i sig selv? Og hvilken af de indspillede versioner skal man gå ud fra?

Det er tydeligt, at musikken i programmet bliver listet ind under dække af underholdningsaspektet – nemlig at se kendte mennesker bevæge sig ud på dybt vand. Derfor er der er nok ikke mange seere, der en lørdag aften sidder og tager stilling til disse spørgsmål. Succespræmissen for programmet er ikke musikken i forhold til hvordan den skal lyde, men derimod hvordan deltagerne får orkestret til at lyde, med de få redskaber de har lært. Her kan diskussionen så tage en drejning til, hvorvidt den klassiske musik som genre går på kompromis med sig selv. Om der – ud over nodens fravær – forsvinder endnu mere af dens autenticitet i forsøget på at vinde bare en lille smule opmærksomhed i den bedste sendetid? Men det er en helt anden snak…

Leave a Reply