Hvordan bevares den danske kulturarv …?

I hele verden bestræber vi os på, at beskytte og dermed bevare de enkelte landes kulturarv, idet kulturarv er en væsentlig del af både ens egen og ens lands kulturelle identitet. Kulturarv udgør et lager for menneskelig erfaring og er på den måde med til at danne en fælles erindring om fortiden. Kulturarv er i princippet alt det fortiden har efterladt til os – det er dog ikke alt, vi vælger at bevare… Men hvem bestemmer, hvad der er værd at bevare? Kan historien være til forhandling? Og hvordan bevarer vi overhovedet kulturarven?

Kulturarv er noget, vi anser som bevaringsværdigt og hvis vi slår kulturarv op på nettet, så definerer ordnet.dk det som værende den del af en stor gruppe menneskers eller en befolknings livssyn, livsstil, omgangsformer og kunstneriske udtryk der er overtaget fra tidligere generationer.
Når vi skal udpege vores kulturarv, så er det et forsøg på at definere, hvem vi var dengang og stadig er. I Danmark er der flere eksempler på, at dét, at kanonisere vores kultur, er vejen frem. En kulturkanon karakteriserer og fremhæver markante eksempler på dansk kulturarv og er gennem tiden udarbejdet af forskellige institutioner. I 2006 lancerede den daværende kulturminister, Brian Mikkelsen, eksempelvis den første kulturkanon med det formål, at bevare den danske kulturarv og gøre den danske befolkning bekendt med den.
En kulturkanon kan give et velfunderet bud på danskernes kulturarv og kulturhistorie, skabe kulturdebat om kunstnerisk kvalitet, inspirere danskerne, give dem en let indgang til dansk kunst og kultur, samt styrke den danske fælleskabsfølelse.

Brian Mikkelsens kulturkanon indeholder syv overordnede kunstarter inden for kulturelle områder, heraf en dansk musikkanon. Til udarbejdelsen af denne kanon udvalgte Brian Mikkelsen fem personer, som var sammensat af praktiserende musikere, musikforfattere, musikanmeldere, en redaktionschef og kor- og orkesterchef. I fællesskab sammensætte de en musikkanon bestående af 24 uomgængelige, danske værker; 12 værker inden for partiturmusik og 12 værker inden for populærmusik.
Men hvorfor var disse fem personer mere egnede end andre? Godt nok repræsentere de tilsammen både kunstnerisk og kulturelt stor fagkundskab og musikerfaring, men repræsenterer de den almene dansker? Det kan være meget individuelt, hvad man mener er dansk kulturarv. Kulturkanonen indeholder altså ikke løsningen, men er blot en rettesnor, som kan føre til debat og give inspiration. Udvalget skal således ikke forstås som smagsdommere, men derimod som vejvisere…

Dét, at udvælgelsen af de 24 danske værker er besværligt, beror på, at musik kan forstås som værende uhåndgribelig. Der findes generelt to typer kulturarv, hhv. den håndgribelige og uhåndgribelige. Den håndgribelige kulturarv er kendetegnet ved at være materiel og fokuserer på fysiske genstande, såsom arkitektur, monumenter mm. Derimod er uhåndgribelig kulturarv kendetegnet ved at være immateriel og indbefatter følelser, normer, begivenheder og herunder musik.
Brian Mikkelsens initiativ til en kulturkanon og dens udgivelse i 2006 er således et forsøg på at gøre den uhåndgribelige musikarv håndgribelig. Håndgribelig, fordi projektet udmunder i en fysisk genstand, i form af en bog, som indeholder den musikalske kulturarv. Men kan man gøre musik håndgribelig på denne måde?

Jeg mener ikke, at musik nogensinde vil kunne blive håndgribelig, idet musik altid vil medfører en følelsestilstand, en tankestrøm og evt. frembringe erindringer hos lytteren. Men med en musikkanon foreligger der muligvis et sammenspil mellem den håndgribelige og uhåndgribelige kulturarv… Værkerne kan, i sin noterede form, således betragtes som håndgribelig kulturarv, mens opførelsen af dem betragtes som uhåndgribelig kulturarv.
Så… Med dette kan man jo sige, at kanoniseringens forsøg på at håndgribeliggøre musik styrker bevarelsen af den danske musikarv.

Kulturkanonen: http://kum.dk/fileadmin/user_upload/KUM_kulturkanonen_OK2.pdf

Leave a Reply