Koncert: Aarhusiansk salmeduo leverer standarder med dansk sjæl

Hvor er det bare dansk!
Der findes vel næsten ikke et mere dansk udsagn end dette. Spørgsmålet er imidlertid, om det overhovedet giver mening at forsøge at definere noget som dansk, og hvordan man egentlig gør dette. To Aarhusianere peger på en dansk, fælles bevidsthed igennem sang og musik i det, de kalder ”danske standards”.

Af Nicolai Friis Lundsgaard

Jeg kender ikke mange lande i verden, hvor man går så meget op i at konstatere og måle, hvori det nationale består, som det er tilfældet i lille Danmark. Måske er det fordi, indflydelsen fra andre lande konstant bliver større og større og det danske, (hvad det end er) bliver mere og mere utydeligt.

Tag nu det efterhånden umoderne fjernsyn. (Ja, enhver ung person, der følger med tiden sætter vel en ære i ikke at se konventionelt tv). Nej, så hellere streaming. Unge danskere sætter i dagens Danmark utrolig meget pris på selv at kunne vælge, hvilken god amerikansk serie, de nu vil gå i gang med at se på Netflix (den amerikanske selvfølgelig). Det hedder amerikanisering og ifølge Den Store Danskes onlineleksikon omhandler amerikaniseringen ikke bare tv-brug, men også alle mulige andre hverdagsting som tegneserier, tyggegummi, film, supermarkeder, tøj, reklamer, fast food, bestsellere, pop-art, skateboards, fitness, sproget og i den grad også musikken.

Det er derfor helt naturligt, at vi fra tid til anden nærmest bare MÅ konstatere at noget er dansk, når der efterhånden er så ufattelig meget i vores omgivelser, der ikke er er det! Det er her ideen til en kulturkanon bliver til: En velstruktureret og fælles erindringskasse, der kan hjælpe alle os globaliserede danskere med at huske, hvad det egentlig er, der binder os sammen som nation og huske os på, hvad vi er formet af. En sådan håndgribelig samling må da kunne repræsentere det at være dansk… eller hvad?

Populærmusikken i Danmark er fyldt med amerikansk påvirkning, amerikanske kunstnere og producere. En tendens der stammer helt tilbage fra jazzens indtog i Europa efter Første Verdenskrig. Indenfor den danske jazz’ noget snævre verden er den amerikanske påvirkning stadig enorm, og de klassiske jazzstandarder er udgangspunktet for (ud)dannelsen som jazzmusiker. Det smarte ved disse er, at de fungerer som fælles udgangs- og referencepunkter for musikerne og på mange måder er jazzens rygrad og sjæl verden rundt. De består primært af amerikanske evergreens, musicalsange og kompositioner af amerikanske jazzmusikere og bærer i den grad den amerikanske kulturarv med sig.

”Standard” som begreb refererer til noget alment kendt og noget forbilledligt, der er værd at rette sig efter, ligesom der ligger en kvalitet i ordet. Derfor er det utrolig interessant, når danske jazzmusikere arbejder med ideen om danske jazzstandards. Ofte med det udgangspunkt, at der allerede eksisterer en dansk ”standardsamling” i vores musikalske bevidsthed, som vi kan trække på. Her kan nævnes store personligheder som kontrabassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen og pianisten Ole Koch Hansens fantastiske arbejde med danske folkeviser, som har været med til at videreformidle dansk kultur til nye generationer af både musikere og almindelige mennesker. Jesper Bodilsen, Morten Lund og Henrik Gunde er eksempler på samme tendens i nyere dansk jazz, ligesom pianisten Martin Schack fx lavede et album med det meget sigende navn, Jazz på dansk (2011). En titel, der i jazzverdenen selvfølgelig refererer til den svenske pianist Jan Johanssons, Jazz på Svenska (1964), der stadig er en af definitionerne på, hvad svensk jazz er. Danske Niels Lan Doky forsøgte med udgivelsen Scandinavian Standards (2013) direkte at referere til en fælles nordisk jazzidentitet.

Jeg vil dog især fremhæve Den Danske Salmeduo som et interessant bekendtskab i forhold til at definere danske standards. Den Aarhusbaserede duo består af Hans Esbjerg på klaver og Christian Vuust på tenorsaxofon og diverse andre blæserinstrumenter. Man kan vist godt sige, at de to herre har taget Grundtvigs ord helt bogstavelig med hans salme: Kirken den er et gammelt hus, står, om end tårnene falde. For deres udgangspunkt er med egne ord på deres hjemmeside: Mange af disse salmer har været en del af almindelige danskeres hverdag i hundreder af år. Med andre ord er salmerne de danske “standards” – dvs. klassikere, sange der bliver stående. Projektet går altså ikke ud på at forkynde et kristent budskab, men at gøre en fælles historie og bevidsthed, som mange danskere nok ikke tænker videre over, mere håndgribelig. Rent musikalsk trækker de primært på den amerikanske og nordiske jazztradition, men også på den nordiske folkemusik og den klassiske musik. Hos Den Danske Salmeduo lever gamle, danske sange altså op i en ny sammenhæng. Både instrumentalt og som fællessang. De forsøger i den grad at gøre os bevidste om en fælles kulturarv.

Hvis jeg skal være ærlig, føler jeg mig ikke nødvendigvis som mere dansk af at få at vide i en kanon, hvad jeg skal læse, skrive, se eller høre. Hvad nu, om det danske ikke kun skal findes i det eksisterende, men i mødet og samspillet mellem gammelt og nyt samt mellem det kendte og det ukendte? Det er det, jeg oplever, når to Aarhusianere giver en gammel salme nyt liv og dermed afdækker en dansk standard, der i sig selv har en sjæl, men også er udgangspunkt for videre improvisation og dermed skabelse af noget nyt.

Oplev dem til en gratis koncert i Musikhuset, Aarhus d. 7. December: http://www.musikhusetaarhus.dk/kalender/35016/

Leave a Reply