Kormusik skal være lørdagsunderholdning

European Broadcasting Union(EBU) og Interkultur Foundation forsøgte med et nyt tiltag at få kormusikken ud til folk hjemme i stuerne. Men var det en succes? Ja! Selvom det først og fremmest var et underholdningsprogram udfordrede det seernes musikalske præferencer.

Lørdag d. 22/7 blev det første Eurovision Choir of the Year afholdt i Riga, og med Fra Danmark var Akademisk Kor Aarhus, et blandet kvinde/mandskor med Ole Faurschou som dirigent.

Akademisk Kor Aarhus havde til lejligheden valgt henholdsvis ”I serailets have” af Wilhelm Stenhammer og ”Wiigen-lied” Per Nørgaard for både at vise, hvilke genre koret normalt bevæger sig indenfor. Dertil kom håbet også om at kunne charmere dommerne med, hvad Ole Faurschou karakteriserer som ”den nordiske lyd” og samtidig skabe noget røre i andedammen med Nørgaards vuggevise.

EBU havde på forhånd givet udtryk overfor korene i konkurrencen, at de ønskede hvert kor kom med nationalt musik for at vise en bred vifte af den europæiske musikkultur, men i lige så høj grad for skabe en fælles. Man bad samtidig fra EBUs side om at hvert kors optræden indeholdte et underholdende aspekt.

Man havde nedsat en dommertrio bestående henholdsvis en sanger, dirigent og komponist. Samtidig gik man væk fra pointsystemet, som man normalt kender fra Eurovision Song Contest(red. melodi grandprix), hvor seerne stemmer på deres yndlingsnummer, og dermed har en indflydelse på resultatet. Men hvordan ville man så afgøre, hvilket kor der var bedst? – skulle det være det musikalsk dygtigste eller det mest underholdende?

Kigger man på vinderen – Carmen Manet fra Slovenien, der ifølge Phillip Faber, dirigent for DR Pigekoret og kommentator, faldt en halvtone under deres optræden, må man udlede, at intonation og dermed musikalitet ikke betød det helt store.

Det betød måske noget, at mens man i Danmark havde 80.000 seere, blev programmet set af estimeret 6 millioner i Slovenien. Det tyder på, at det der faktisk betød mest for udpegelsen af en vinder var, at den vindende nation havde kapaciteten til at kunne videreføre showet i samme stil som det ”klassiske” melodi grandprix og forhåbentlig dermed blive en tradition.

Jamen kan man så kalde det for en succes? JA! For selvom det ikke nødvendigvis var det kor med sværest repertoire, der sejrede, så formåede Eurovision som program stadig at sprede forskellige landes musikkulture rundt omkring i Europa. Som Ole Faurschou sagde efter deres optræden:” Hvornår er Per Nørgaard nogensinde blevet opført for så mange mennesker?”

”Naturligvis skal vi som dansker holde med Danmark, men o skærk o ve, deres anden sang (red. Wiigen-lied) var jo skrækkeligt. Næste gang tager du (red. Phillip Faber) altså dine egne piger med og så gerne noget godt gammeldaws dansk musik der kan få nakkehårene til at rejse sig”, hvorefter der linkes til ”I Danmark er jeg født”. – Facebook kommentar til programmet

Måske skulle det være udgangspunktet for at diskutere behovet for sådan et program. For der er behov for at udvide den musikalske præference for det almen menneske, hvis kormusik og for den slags skyld alle andre genrer skal overleve. Dette har Eurovision netop været med til, og derfor er det vigtigt, at det bliver en tradition. Så skabes der nemlig en platform, hvor dét at få udvidet sin musikalske horisont er normaliteten samtidig med, at det har en underholdningsværdi.

Leave a Reply