Kulturarven gør os stærkere på os selv

I Danmark diskuterer vi stadig, hvad vi vil nominere som Danmarks immaterielle kulturarv. Diskussionen går lige fra musikfestivalskultur og den klassiske korskoles tradition til det at spise ved en pølsevogn, og selvom der er stor forskel på emnerne, er den immaterielle kulturarv både god for turismen og for vores egen selvforståelse.

Dengang, jeg gik på efterskole, brugte forstanderen meget tid på at understrege, at det var en grundtvigsk efterskole, vi gik på. Højskolesangbogen havde sin faste plads under ens faste sæde i fællessalen, og der blev hver dag sunget flere sange fra den populære sangbog. Især Grundtvigs “Hvad er det min Marie” (hans egen kærlighedssang til hans kone Marie) og Lars Lilholts “Café måneskin” (der altid blev akkompagneret med samtlige 156 elevers klappen og trampen i gulvet på udvalgte steder i sangen) blev flittigt sunget. Fællessang – og måske især den version hvor højskolesangbogen indgår – bliver af mange i Danmark udråbt til at være noget ganske særligt. Det er et stykke kulturarv, som vi må værne om og videregive til de næste mange generationer. Sådan er holdningen hos mange af dem, der diskuterer, hvilke uhåndgribelige kulturelle eskapader vi danskere skal nominere til en plads på UNESCO’s verdensarvsliste. Mange mener også, at vi har en helt særlig og unik musikfestivalkultur i Danmark, og at den er værdig til en nominering til verdensarvslisten. Jeg har selv deltaget i en håndfuld af det danske kongeriges udbud af musikfestivaler – nogle endda flere gange – og jeg kan skrive under på, at der på visse danske musikfestivaler hersker en helt speciel stemning, hvor musikken er centrum og trækplaster.

Men ikke alle er enige om, hvilke immaterielle kulturelle fællesskaber, traditioner eller håndværk, der fortjener en plads på den førnævnte liste. I en artikel bragt i Politiken den 10. juli 2015 (http://politiken.dk/kultur/ECE2753157/hvad-boer-danmarks-immaterielle-kulturarv-bestaa-af/) nævnes, at både franske madtraditioner, spansk flamenco og kinesisk skyggespil er på UNESCO’s liste over immateriel kulturarv, men Danmark er endnu ikke repræsenteret på den uhåndgribelige liste. I artiklen fremlægges der argumenter for, hvorfor det vil være en god idé at udvælge noget særligt som Danmarks immaterielle kulturarv. Et argument i artiklen er, at det vil være godt for turismen. Danmark har nemmere ved at skabe sig et image ude i verden, hvis vi har meget at skabe det image ud fra. Det mener Lise Lyck, leder af Center for Turisme- og Kulturmanagement på CBS, at UNESCO’s liste er oplagt til. Et andet argument kommer fra Inger Sjørslev, lektor i antropologi. Hun mener, at vi ved en større bevidsthed nemmere kan forstå den kulturarv, der er rundt omkring os i dagligdagen. Hun mener, at vi bestemt skal arbejde hen imod at få noget på den uhåndgribelige liste. På denne måde kan den større bevidsthed og italesættelse om vores danske immaterielle kulturarv gøre, at vi bliver klogere på os selv og hinanden. Den kan være med til at skabe en større forståelse af os selv, af Danmark og af danskerne.

Så står spørgsmålet blot tilbage: Hvad er det så, der skal gøre os klogere på os selv? Er det festivalkulturen? Er det fællessangen affødt af Højskolesangbogen? Er det lejlighedssangen med dens medfølgende (u)kreative sangskjulere? Er det den klassiske europæiske korskole som udført ved Københavns Drengekor og Herning Drengekor? Eller er det blot det at stå og spise en krasser ved en pølsevogn? Måske ikke det sidste – hvis man kigger med musikvidenskabelige briller i hvert fald – men uanset hvilken form for uhåndgribelig kultur, vi udråber som vores – Danmarks og danskernes – immaterielle kulturarv, kan vi bruge disse traditioner, fællesskaber og håndværk til at anskueliggøre, hvad der er vigtigt for os. Og på denne måde kan vi ved diskussionen om udnævnelsen af vores immaterielle kulturarv blive klogere og dermed stærkere på os selv.

 

 

 

Leave a Reply