Kvinder var trællen – Manden var herren

Ethel Smyth, Fanny Hensel, Clara Schumann, Lili Boulanger, Florence Price….

Rækken af kvindelige komponister er lang, meget længere end ovenstående og  den strækker sig over både tid, genrer og udtryk. Går man ind og lytter til kompositionerne af disse kvinder kan man ikke undgå at finde musik af utrolig høj æstetisk kvalitet. Men alligevel har ingen af disse kvinder fået deres plads i den musikhistoriske kanon. Kvinderne har altså kun mandens historie at spejle sig i. På denne måde har manden herredømmet over kvindens egen historie. Kvindens historie er problematisk. Bare at vi skriver ‘kvindens’ historie, taler jo direkte ind i det mandlige køns dagsorden. I en idéel verden burde det jo bare hedde historie. Men vi er i en brydningstid, hvor dét som vi kalder ‘historie’, for længe kun har omhandlet, tilhørt og er blevet nedskrevet af manden.

Hvordan bliver kvinden herren i sin egen historie? Har man gået på en humanistisk uddannelse, er det noget nær uundgåeligt ikke at rende ind i kønsproblematikken på en eller anden måde. Det er blevet klart for os, her i det 21. århundrede, at verden ikke blot er et resultat af en naturlig udvikling, men at den derimod er en stor konstruktion af menneskelige tanker og systemer. I disse år forsøger humanister, sociologer og kunstnere over hele verden at få øje på disse konstruktioner, med det mål for øje at redde mennesker fra undertrykkelse – en undertrykkelse der alt for ofte går forklædt som selvfølgeligheder og traditioner. En af disse konstruktioner som jeg vil fremhæve er kønnet. For at skille alle de tosser fra, der allerede nu har anbragt fingrene på tasterne og klargør sure opstød de kan kommentere til dette indlæg; der er forskel på biologisk køn og det socialt konstruerede køn. Hvis ikke man kan godtage denne adskillelse, må man lukke skærmen og tage tidsmaskinen tilbage til middelalderen – og gerne blive der.

Nå, nu når vi har skilt bukkene fra fårene (ja fårene er her den fede kategori), så kan vi fortsætte med dét som egentligt er væsentligt: Hvordan bliver kvinden, herren i sin egen historie? Jeg vil kort forklare hvad dette spørgsmål egentlig rummer, da det er vigtigt for at forstå hvad jeg egentlig mener der er på spil. Det kan godt blive lidt langhåret nu. Tanken om at være herre, er en gammel eksistens-filosofisk idé. Store filosoffer, eksempelvis Simone DeBeauvoir, G.W.F. Hegel og Hannah Arendt har beskæftiget sig med denne. Det handler i bund og grund om de mellem-menneskelige-forhold. Når vi ikke er herre, da er vi trælle. Når vi er trælle, fremmedgøres vi for os selv, da vi ikke er herre over vores egen historie. For at forklare det på en nemmere måde; vi spejler os konstant i hinanden – det betyder noget for os hvad andre tænker om os. Når vi går ud i verden, præsenterer vi altid os selv på en bestemt måde over for vores medmennesker, for at udtrykke netop dét vi gerne vil have andre ser os som. Når nogen siger noget som ikke harmonerer med dette selvbillede, finder vi ud af at vi ikke har den fuldstændige magt over os selv og vi føler at der bliver gjort vold på vores person. Dette er en meget simpel og lidt populistisk måde at forklare det på, men det giver et billede af hvad det er der er på spil.

Når vi taler om de konstruerede køn er det netop denne filosofi vi bygger på. Manden er herren og kvinden er fremmedgjort fra sig selv, da hun ikke står som universel i sin egen tilværelse. Hun har ikke selv lov til at definere sin ‘kvindelighed’, og kan samtidig ikke være andet end denne påduttede form for kvindelighed. Nu er det nok! Dette undetrykkende herredømme har varet alt for længe. Der er mange, kvinder som mænd, der rundt omkring i verden tager denne kamp op, og dette lille blogindlæg er et lille “hørt hørt!” – et lille cadeu – til denne kamp. Hvordan kan vi vinde denne kamp? Vi kunne eksempelvis starte ved musikhistorien. Hvis vi vil have vores historie tilbage, må vi ændre historien som den er nu. Vi må begynde at studere Smyth, Boulanger, Hensel og Price. Vi må begynde at studere Clara Schumann – og se på hende som den komponist hun er, og ikke som den ægtefælle hun er til en mandlig komponist. Vi må brænde bøger og skrive dem på ny. Vi må tvinge kvinderne ind i pensum og ikke lade os standse af lamme forsvar om at “…hvis kvinderne havde været gode nok, så havde de også været en del af pensum…”. Vi må mangfoldiggøre og udvide uddannelserne så de rummer menneskenes historie og ikke blot mandens. Håbet er at dette kan blive starten på den snebold, der vil rulle og rulle og til sidst muliggøre at kvinder kan se dem selv i deres egen historie, at de kan se dem selv som hvad de er og derved være herre (eller dronninger?) over deres egne personlige historier.

Leave a Reply