Led Zeppelin: Foregangsmænd og tyveknægte

Led Zeppelin: Foregangsmænd og tyveknægte

Man kan i dag igennem søgsmål gå tilbage og kigge på gammel musik, for at vurdere hvorvidt de ‘rigtige’ ophavsrettigheder til tidligere musik er blevet givet til den rigtige person. På denne måde risikerer man at gå ind og genskrive musikhistorien, og opfattelser af kunstnere deri, fra det nutidige punkt i historien, da et ophavsrettighedssøgsmål typisk fokuserer på ét parameter (lighed) af en kunstners fremtræden/fremførelser. Hvis man bekender sig til overbevisningen, at det er sejrherrerne der skriver historien, betyder det så, at den æstetiske praksis står tilbage, som besejret af samfundets bestemmelser den dag i dag, hvor det juridiske system er med til at bestemme hvordan vi husker en hedengangen kunstner? Der er tale om at musikhistorien bliver genskrevet igennem juridiske fokuspunkter i dag, men det er netop kun de fokuspunkter der omskrives, og igennem disse punkters aktualitet, skal man passe på at resten af den sagsøgte kunsters bedrifter og værker ikke bliver glemt og overskygget af et enkelt parameter. Kan det hertil ikke også tænkes, at vurderingen, som et søgsmål den dag i dag resulterer i, tager udgangspunkt i hvor vi er nu, og ikke forholder sig til traditionen og forholdene i musikkens samtid?

Rockbandet Led Zeppelin, der havde sin storhedstid i 1970’erne, har efterhånden fået mange prædikater. Bandet er bl.a. nr. 14 på Rolling Stones liste ”100 greatest artists of all time”, det bliver anerkendt som det mest indflydelsesrige band i heavy rock-æraen af hjemmesiden allmusic.com og navnene på bandbiografierne ”Hammer of the Gods” og ”When Giants Walked the Earth” sætter heller ikke bandet i et dårligt lys. Om nogen, så må Led Zeppelin siges at være en ‘sejrherre’. Bandet har altid været omgærdet af en vis virak – de er ofte blevet anklaget for at plagiere andre kunstnere. På youtube er der efterhånden uploadet utallige videoer, der sammenstiller Led Zeppelin numre med ældre numre, som bandet eftersigende har kopieret uden at give den behørige kreditering til de oprindelige kunstnere (se f.eks. https://www.youtube.com/watch?v=JyvLsutfI5M). Senest har musikbladet Gaffa d. 20.10.2014 bragt en artikel, der fortæller hvordan Led Zeppelin har tabt den første retssag omhandlende rettighederne til bandets super-hit ”Stairway to Heaven” fra 1971 – sangen skulle oprindeligt være skrevet af bandet Spirit.

Led Zeppelin var kraftigt inspireret af blues, hvilket den ovennævnte youtube-video da også viser. Ifølge Gads musikleksikon bliver blues betegnet som en amerikansk folkemusik, der kan spores tilbage til 1900-tallet. Man kan spekulere i om Led Zeppelin måske har anset sig selv for at ligge i forlængelse af en bluestradition ved netop at tage gamle bluesnumre op; numre som mere eller mindre kunne få karakter af traditionals – altså sange uden en tekstforfatter eller komponist.

Igennem omfortolkningen af gamle bluesnumre har Led Zeppelin stået for eksponeringen af rigtig meget bluesmusik, og kan også siges at omfortolke disse numre – at indsætte dem i en videreudvikling af en genre. De har ændret udtrykket så markant, at det er en gråzone hvorvidt de plagiere eller ej. Ja, de har tydelig ‘lånt’ lyrik fra andre numre, og ja, de har også taget melodistumper og hentet musikalsk inspiration hos andre. De har dog som oftest videreudviklet idéerne, og givet dem et markant anderledes ‘Led Zeppelinsk’ udtryk – jf. onlineleksikonet allmusic.coms beskrivelse af dem, som det mest indflydelsesrige heavy rock band. For at citere Picasso“Gode kunstnere imiterer kunst, mens fremragende kunstnere stjæler” – Led Zeppelin har tydeligvis i mange år stjålet med arme og ben, og har langt henad vejen haft succes dermed, men når man bagudrettet finder ud af, at de har stjålet, så bliver deres ‘originalitet’ pludseligt reduceret til ‘ren’ imitation af de ‘rigtige’ kunstnere. Men det er alligevel svært at komme uden om den indflydelse, som Led Zeppelin har haft, og deres innovative tilgang til det musikalske udtryk.

Led Zeppelins musik bliver båret af stærke guitarriffs og en stærk rytmesektionen, frem for en decideret fast melodistemme eller en banebrydende harmonik. Derfor må det være i disse parameter at hovedvægten skal lægges, når man snakker om Led Zeppelin, og deres originale musik. Forsanger Robert Plants meget frie fraseringer, kan også anses for at være en arv fra bluesen, men selve den stærkt rytmisk funderede musik med kraftfulde riffs er en videreudvikling fra mange af de bluesnumre, som Led Zeppelin er blevet anklaget for at kopiere. Man kan altså stille sig selv spørgsmålet, om musikken stadig er den samme, når den på den måde bliver placeret i en ny genre. Ja, Led Zeppelin har stjålet med arme og ben, men de har brugt tyvekosterne til at være foregangsmænd for en hel genre.

Eksponeringen af musikken og bandet er i sig selv et vigtigt parameter i opfattelse af det innovative band, hvilket man hurtigt kan glemme i forbindelse med tilbageskuende juridiske domme. I det hele taget er det nemt at glemme, at et band gøres af mere end bare en melodistrofe eller et ‘lånt’ riff, når det er der fokus bliver lagt. Der er hele arrangementet af sangen, der er det performative i fremførelsen foruden fremførelsen selv, der er fortolkningspørgsmålet (betød dette nummer i Led Zeppelins 70’er udgave, det samme som blueskunstneren Howlin’ Wolfs gjorde i 1940’erne?) etc.. Dette perspektiv, at der er mere i musikken end det, som søgsmålet fokuserer på, er noget der let går tabt, når det nutidige søgsmål udelukkende omhandler en melodistemme eller lignende – man glemmer let hvor, hvorfor og hvordan dette nummer kom til at være, som det var i lige præcis dette bands udlægning. Selvfølgelig skal de retmæssige sangskrivere krediteres for den musik, som Led Zeppelin har ‘imiteret’, men det skal bare heller ikke glemmes, at originalitet og innovation er at finde utallige andre steder end i fokuspunkterne i tilbageskuende søgsmål. Led Zeppelin er sejrherrer – de har haft en enorm indflydelse, og denne indflydelse (om det så bare skyldes bandet mulighed for at bringe musikken ud til folket) må man ikke underkende igennem et søgsmål den dag i dag – ligesom man heller ikke må underkende den indflydelse, som der søges genfundet med netop dette søgsmål.

 

Leave a Reply