Let it Be – Original vs. Ny Original?

– af Andreas Riis Mandrup

Den 8. Maj 1970 blev et af verdens mest skelsættende og kontroversielle albums udgivet. Let it Be blev det sidste album, som verdens mest indflydelsesrige band – The Beatles udgav som gruppe. Det var og er den dag i dag et kontroversielt album, fordi dets tilblivelse er præget af den store uenighed og de enorme egoer i The Beatles, som i december 1970 kastede bandet ud i fire års retsligt efterspil om opløsningen af bandet.

Paul McCartney havde en lille måned før udgivelsen af Let it Be annonceret sin udtrædelse af bandet. Det er ikke utænkeligt, at McCartneys irritation og vrede over Let it Be-produceren Phil Spectors ”Wall-of-Sound” behandling af især ’The Long and Winding Road’ gav ham det sidste skub.

Phil Spector var blevet hevet ind af John Lennon til at producere og optimere, hvad der senere skulle blive til det Let it Be album, som vi kender det i dag. Men hans ekstreme brug af kor-dubs og symfoniorkester faldt overhovedet ikke i Paul McCartneys smag.

Let it Be… Naked
17. november 2003 blev pladen Let it Be… Naked udgivet. Selvom pladen er demixet og remixet for alt, hvad Phil Spector i sin tid lagde på, vil det nok være drastisk at kalde det McCartneys hævn over Phil Spector (som siden hen er blevet dømt for mord og fængslet). Det skal ses som McCartneys forsøg på at genskabe hans oprindelige idé om at finde tilbage til det første og rå udtryk, som The Beatles havde i begyndelsen (plader som Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band, The White Album og Abbey Road må siges at være langt fra lyden og stilen på debutalbummet Please, Please Me).

Skal Let it Be… Naked derfor betragtes som ”originalen”? Paul McCartney og de beatlemaniacs – som mener, at Let it Be (1970) skiller sig ødelæggende ud fra de George Martin producerede Beatles-albums – vil måske hævde, at dette ER originalen. Det er sådan, at pladen var tænkt, og det er derfor sådan den skal lyde. I diskussioner (hovedsagligt indenfor den klassiske musik), om hvilket materiale eller hvilken version af et værk, der er at betragte som det mest autentiske, bliver der ofte henvist til kunstnerens oprindelige intention. Man forsøger på den måde at legitimere, at dette værk skulle være det gældende og dermed originalen.

Albummet: et tværsnit af tingenes tilstand
Det kan ikke diskuteres, at Paul McCartneys betydning og indflydelse på The Beatles’ bagkatalog er enorm. Selvom de fleste sange ofte krediteres ”Lennon/McCartney” er han ubestridt manden bag de ”populære” Beatles-hits (’Yesterday’, ’Let it Be’ etc.). Hans intentioner og indflydelse – eller mangel på samme – ift. Let it Be albummet bør derfor tages alvorlige.

Man må imidlertid overveje, hvad et album egentlig er. Uanset om man er en gruppe eller solist forsøger man naturligvis altid at skabe et album, som vil stå tidens tand. Et værk, som vil gå ind i musikhistorien. Men et album er i virkeligheden et tværsnit af tingenes tilstand. Et billede af bandet i den tid, hvor det blev skabt – både musikalsk og medlemmernes indbyrdes forhold. Et øjebliksbillede. Igen kan man henvise til Paul McCartneys visioner i 1969-1970, hvor han havde en idé om et album, som var blottet for unødvendige arrangementer, og som ikke var overproduceret. Altså henvise til kunstnerens oprindelige intentioner.

Men Let it Be fra 1970 er lige nøjagtig et billede på, hvad The Beatles var i dette skelsættende år. Et band i uenighed og opbrud. Forventninger var store, spændingerne var voldsomme, og egoerne var pustet så meget op, at det næsten var umuligt at holde sammen på bandet. Let it Be er på mange måder efterskriftet på, hvilket band The Beatles var i det år, hvor de også gik endegyldigt gik fra hinanden.

Leave a Reply