LGBT i musikhistorien

Køn og seksualitet har altid spillet en rolle i populærmusik. Letpåklædte popsangerinder og boybandets kærlighedserklæringer til det kvindelige publikum, er eksempler på stereotyper, der influerer den vestlige popkultur. Dog er der i musikhistorien ikke bare sorte, men også regnbuefarvede huller. 

Der bliver konstant udgivet bøger i historisk perspektiv om musik og biografiske fortællinger om populærmusikkens artister. Dog omhandler få om den musikhistoriske indflydelse fra LGBT musikere. I højere grad tilskrives musikere som ’gay icons’, men flere af disse er heteroseksuelle artister. Disse musikere kunne måske på længere sigt ikke have musikken som levevej, hvis det ikke var for deres enorme LGBT fanskare. Hvor er LGBT musikere i musikhistorien og hvor stor er deres indflydelse?

”100 Years of LGBT Music”

Forfatter Darryl W. Bullock, med fagområde inden for LGBT musik og kunst, udgav i 2017 bogen ”David Bowie Made Me Gay: 100 Years of LGBT Music”. Her sætter han netop fokus på den manglende repræsentation gennem hele den vestlige musikhistorie og tegner et portræt af prominente, som mindre velkendte LGBT musikere og komponister. I introduktionen af bogen skriver han, at LGBT miljøet har været med til at pionere musikalske genrer og har produceret noget af det mest langtidsholdbare musik i historien. Med inspiration fra Bullocks introduktion, vil jeg give tre eksempler på LGBT musikere, der tydeligt kan repræsenteres i nutidens musikhistorie.

Scissor Sisters, Sam Smith & Christine and the Queens

Det først band jeg husker, hvis LGBT baggrund ikke var til at overse, var amerikanske Scissor Sisters i starten af 00’erne. Ud over fængende popmusik, gjorde bandet meget ud af at promovere ”gay nightlife scene of New York” både musikalsk, men også blot ved bandets eksplicitte navn. Med hitsingler inden for genrene glamrock, disco og pop samt flamboyante sceneshows, er bandet stadig til stor inspiration i popkulturen. Da Sam Smith i 2014 udgav sit debutalbum, sprang han i den forbindelse offentligt ud, for at gøre det klart hvem hans album handlede om: ”It’s about a guy…” Ud over at tydeliggøre at ”he” i sangene er fra Smiths eget liv, viste han også audiovisuelt LGBT fanen i musikvideoen til Lay Me Down, der afsluttes med en kirkelig vielse af Smith og hans mandlige kæreste. Rolling Stone bragte i september i år en artikel om hvordan Christine and the Queens ”… Is Shape-Shifitng Pop’s Future”. Beskrevet som et panseksuel popfænomen, fortæller artiklen om Chris, som hendes persona kaldes, der i 2018 har fået særlig opmærksomhed. Hun bryder med kønsnormer som person, såvel som musikalsk på hendes seneste album. På sangen Girlfriend spørger Chris: Hvad er en pige? Hvad er en ven? Hvad er en elsker? Hun skaber komplicerede narrativer der skal nuancere maskulinitet og femininitet.

LGBT Pride flag via Wiki Media Foundation

Musikkens mangfoldighed

Overstående artister er tydelige eksempler på repræsentation af LGBT musikere i moderne vestlig populærmusik. Deres indflydelse handler ikke kun om musik, men kan også ses som rollemodeller, der kan bane vejen for alle slags artister, der blot udtrykker sig selv. Disse artister fortjener spilletid på lige fod med heteroseksuelle artister, ikke på grund af deres seksualitet, men fordi de kreerer lige så god og holdbar musik. Den uformidlede musikhistorie er ufortjent, for listen er lang når det kommer til populære LGBT artister. Personligt vil jeg håbe, at LGBT artister, både i klassisk og rytmisk musik, i fremtiden i højere grad inkluderes i musikhistorien, lige fra Ethel Smyth og Ma Rainey til Scissor Sisters og Sam Smith.

Leave a Reply