Lirekassemanden- skal vi arkivere ham til døde?

Hvis du er heldig, så har du set ham, lirekassemanden. Han stod engang på torvet eller ved togstationen og spillede på sin lirekasse. Måske var han en vagabond eller landevejsridder, måske et menneske med interesse for mekaniske musikinstrumenter. Jeg føler mig heldig, for jeg har oplevet lirekassemanden. Han stod på Bruuns Bro i Århus, før broen blev ødelagt af cykelparkeringen og den gang Århus var med Å. Det er mange år siden, jeg var en frygteligt obsternasig teenager, men alligevel blev jeg fascineret af vagabonden med lirekassen. Jeg var på vej i skole, men var ikke synderlig interesseret i at møde til tiden, og min undskyldning blev derfor lirekassemanden. Først stod jeg lidt ved siden af og kiggede. Manden så anderledes ud med pjaltet fintøj og hat. Oven på lirekassen sad en abe. Lirekassemanden spillede valsen færdig og jeg tog mod til mig (her skal nævnes at jeg var yderst genert da jeg var yngre) og spurgte ham om alt. Alt. Om lirekassen, livet, aben, musikken, alt hvad jeg kunne komme på. Lirekassemanden svarede venligt på mine spørgsmål og til sidst, efter en lang snak hvor jeg voksede mindst 10 centimeter og følte mig uendeligt voksen, fik jeg lov til at spille på lirekassen. Jeg var helt vildt glad, ekstatisk. Samtidig blev jeg udfordret, for det er ikke nemt at spille lirekasse. Ikke blot skal man have en god følelse for takt og musikalitet, men man skal også kæmpe mod tyngdekræften som tvinger håndtaget mod jorden hver gang man svinger det rundt. Følelsen af at spille lirekasse opvejede dog al modgang og andre fikse ideer jeg havde som teenager; det her var fedt.

Men, dette er blot et minde, ødelagt af tid, vind og vejr. Jeg har hverken billeder eller video af det lille møde på Bruuns Bro og ingen vidner. Dette bliver altså svært at forske i, kvantificere og lave til statistik eller historisk verificerbar data. For alt du ved, kunne jeg ligeså godt have bundet dig en historie på ærmet. Løjet, rent ud sagt. Hvis du aldrig har set en lirekassemand, så er der stor chance for at du ikke tror på mig. Hvad gør vi så? Hvordan skal jeg (vi) formidle lirekassemanden til de kommende generationer?

Og skal vi overhovedet arkivere lirekassemanden? For hvis vi vil det, hvad skal vi da arkivere? Selve instrumentet? Rullerne med musikken? Manden bag lirekassen? Aben? Publikum? Lyden? Lugten?

Vagabonden med lirekassen er en døende tradition, og måske allerede helt død. Lirekassemanden har udtjent sin rolle, og der findes ikke arvtagere. Mesteren har ikke nogen elever. Hvis vi som samfund ikke har behov eller plads til lirekassemanden på vores gader, hvad nytter det så at arkivere lirekassen? Hvis ingen vil gå i lære som lirekassemand, hvem forvalter da traditionen? Jeg mener at en uhåndgribelig kulturarv uden en kulturbærer er en død kulturarv. Og en død kulturarv er vel ingen arv, det er et minde blot; en fortælling, eller en løgn.

Men, nu undrer du dig måske over hvorfor jeg fortalte om mit møde med lirekassemanden og dermed arkiverede noget viden om en døende musikalsk tradition. Det undrer jeg mig også over. Måske er det fordi jeg helst ikke vil arve noget dødt. Jeg vil ikke se lirekassemanden på museum. Jeg vil se ham i levende live.

Leave a Reply