Musikalsk konception og notation – fiksering som frihed?

 

Udsagn eller spørgsmål!? I hvert fald paradoksalt uanset sætningsudformning, fordi hvordan kan fiksering, fastholdelse, -sættelse, -frysning svare til vores forestillinger om den store, udefinerbare størrelse frihed? Det synes at være en individuel fortolkningsopgave at forbinde de to koncepter negativt eller positivt – på samme måde som der indenfor politisk-filosofiske diskurser findes negativ eller positiv frihed. Dette skal ikke anvendes som anslag til en politisk begrebsdebat, men blot til at deducere, at der somme tider skelnes mellem frihed fra restriktioner (negativ) og frihed til at opfylde sit potentiale (positiv), hvilket i følgende diskussionstilfælde giver mening at overføre til en æstetisk sfære. Det gør det for eksempel, hvis man indtager en position som den, musiker og komponist Jordi Savall repræsenterer i interviewet med Halla Steinunn Stefánsdóttir, hvor han taler om at bruge fiksering i form af notation til at opnå ’kunstnerisk frihed’, om man vil:

Når jeg spiller efter noderne, selv når jeg kan dem udenad, så kan jeg tage mig friheder og måske tage mig bedre tid her og der og dermed skabe det på ny hver gang. Og jeg mener, det er vigtigt at ikke behøve noderne, men at bruge dem, fordi det er vores eneste forbindelse til musikkens oprindelige skaber. (Stefánsdóttir, s. 6, egen kursivering)

Savall bruger altså noder som den kompositoriske ramme – og historiske ”skal” (jf. Cook, s. 74) – indenfor hvilken, han stræber efter at opnå en forening af fortid og nutid i et plastisk, personligt udtryk: ”Når man så spiller udenad, så fastlægger man det i al fremtid, men med noderne foran sig kan man beslutte sig i nuet for, hvad man vil gøre, og det giver én lidt mere frihed” (Stefánsdóttir, s. 6). Den symbolske forbindelse til komponisten (ibid.) og dennes originale kommunikative intention samt en grundlæggende forståelse – eller ”conception” (jf. Cook, s. 53) – for noder er også et led i ligningen:

Det er vigtigt, at de, der arbejder professionelt, også er vidende, for det er kun med kendskab til de historiske kilder, at vi har frihed til at fortolke. Hvis vi mangler den viden, så er det ikke frihed, men det franskmændene kalder libertinage, løsagtighed; men [sic] kan gøre hvad som helst uden nogen form for regler, men det har intet med frihed at gøre. (Stefánsdóttir, s. 5, orginalens kursivering)

Sammenfattende kan man altså – som Jordi Savall – vælge at anskue fiksering som den ansvarlige vej til (kunstnerisk) frihed. Men da det samtidig altid vil være en individuel process med fortolkning af symboler og formgivning af et personligt potentiale, forbliver konceptet frihed i denne sammenhæng også lige så ubestemmeligt som det altid har været.

Bibliografi:

Halla Steinunn Stefánsdóttir: ’Hvad er musik? Interview med Jordi Savall’ in: Custos, 10. årg., nr. 1, marts 2012, s. 4-6 (Oversættelse: Hans Tjalve)

Richard Taruskin: ‘Introduction: The History of What?’, ‘The Curtain Goes Up. “Gregorian” Chant, the First Literate Repertory, and How It Got that Way’ in: The Oxford History of Western Music, Vol. 1: The Earliest Notations to the Sixteenth Century (Oxford University Press, 2005), s. xxi-xxx, 1-2, 13-20, 26-35

Nicholas Cook: ’An Imaginary Object’ in: Music. A Very Short Introduction (Oxford, New York: Oxford University Press, 1998), s. 52-74

Benjamin D. Caton: ’Musical Performance: To Create Or Recreate?’ in: The American Music Teacher, Bind 61, Hæfte 5, s. 2.

Leave a Reply