Nærvær og fællesskab som kulturarv? – en sangbog med ambitioner

Sangbogen 4 hedder den. Sangbogen fra Wilhelm Hansen, der ambitiøst ønsker at bidrage til, at nærvær og fællesskab får en plads i fremtidens danskhed. Sangbogen, der udkom i 2010, og er det nyeste skud på stammen i den berømte ”Sangbogsserie”, der første gang så dagens lys i 1988. Sangbogen, der som nyskabende efternøler fra redaktionen fik store ord med på vejen ud i det danske musik- og kulturliv.

Men kan Højskolesangbogens hippe fætter overhovedet bidrage med noget til fremtiden? Og er fællessangen ikke på vej ud af den danske selvforståelse og identitet?

Sangbogsserien har i mere end 20 år været toneangivende i dansk musikliv og er blevet brugt af danskerne både inden- og udenfor hjemmets 4 vægge. Hvert bind har sine særlige kvaliteter, men bag dem alle ligger et fælles ønske om at knytte befolkningen tættere til den danske og udenlandske sangtradition – og med den fjerde udgave altså også til nærvær og fællesskab. Seriens folkelige fokus kommer også til udtryk gennem muligheden for, at danskerne kunne foreslå sange til bogen.

Sangbogen i løbende forandring

Fra Sangbogens spæde barndom i 90’erne har gymnasieklasser og højskolehold gladeligt samlet sig omkring klaveret for at synge alle ”klassikerne” fra ind- og udland. Sangbøgernes historiske og stilistiske bredde har givet dem kanonstatus indenfor den danske fællessangstradition.

Denne tradition er tilsyneladende langsomt på vej ud af den danske kultur. Debatten fra om afskaffelse af morgensang i folkeskolen er et eksempel på dette. Den generelle tendens i nye sang- og salmebogsudgivelser til at gøre sangene nemmere at synge ved at sætte tonehøjden ned viser også, at danskerne ikke synger så meget – og derfor ikke så godt, som tidligere. Selvom der i de fleste hjem endnu står eksemplarer af sangbøger på hylden, er sangbogen som medie – tæt forbundet med den sungne sang – på tilbagetog i forhold til fx musik i radioen og på internettet – tæt forbundet med den lyttede sang. Sangbogen 4 har med sit fokus på nyere populære rytmiske sange med solistisk præg søgt at imødegå denne udvikling. Men er sangbogen overhovedet berettiget, når traditionen omkring den forsvinder?

Den danske kulturarv

Der var engang, hvor Danmark var kendt for sin hygge og sin samhørighed. Hvor vi viden om var berømte for det danske smil og det danske frisind. Og hvor fællessangstraditionen trivedes i stor stil. I dag må fællessangstraditionen tilsyneladende gribe til lyttesangen for at leve videre. I dag vil danskerne tilsyneladende hellere diskutere, hvorvidt det nu er smørrebrød eller frikadeller, der bedst repræsenterer os som danskere. I dag er det typisk danske ifølge UNESCO’s liste over verdens naturarv leret på Stevns Klint og Vadehavets marsklandskab. Kulturelt set har vi både Kronborg, Roskilde Domkirke og Jellingestenene repræsenteret på UNESCO’s tilsvarende liste over verdens kulturarv.

Din kulturarv

Begreberne danskhed og dansk kulturarv er måske umulige at definere. Menneskenes verden og værdier er det mest omskiftelige på denne jord. Derfor er det både nyttigt og nødvendigt at reflektere over, hvilke værdier, du ønsker at identificere dig med frem for, hvilke værdier danskerne generelt sværger til. Ligesom det er mere interessant, hvilken mad du kan lide, end hvad der bliver danskernes nationalret. Hvis du som redaktionen på Sangbogen 4 tænker, at nærvær og fællesskab er vigtige værdier, og du ved, at du blandt andet kan finde disse værdier i sang og musik – ja, så bliver den ambitiøse Sangbogen 4 i høj grad berettiget, om end den aldrig kommer på UNESCO’s lister.

Læs mere:

http://www.musicsalesclassical.com/sites/sangbogen4/
http://danskernesmad.dk/
http://whc.unesco.org/en/list/

Leave a Reply