Og der blev stille…

Sveden drypper ned af dirigentens pande. Spændte blikke kigger intenst på dirigentpodiet fra for og bag, fra højre og venstre. Det er spørgsmål om sekunder, det øjeblik hvor en symfonisk rejse er sluttet, og dirigenten har slået det sidste slag med hænderne eller pinden, og lige om lidt skal modtage applaus fra salen.

Valery Gergiev

Violinerne sidder fortsat på violinisternes skuldre, buen er stadig på strengen. Munden hos blæserne sidder fortsat på mundstykket til trompeten, hornet, trækbasunen. En gammel dame har holdt et host inde de sidste 20 minutter, og holder det stadig. Et lille barn har været stille hen mod slutningen af værket, fordi musikken har nået sit højdepunkt, sit dynamiske klimaks og nu er slut, og barnet er stadig stille. Lige om lidt skal stilheden forvandle sig til lyden af hundredvis af mennesker, der klapper, og denne forvandling kan nogle gange føles overvældende. Derfor fristes jeg til at stille spørgsmålet: hvad er det med denne stilhed som er så kraftfuld?

Stilhed minder os om det tabte – om det forgængelige. Stilheden kommer, fordi der engang ikke var stille, ellers ville vi ikke opfatte det som stille, og måske er det det, der gør stilhed til sådan en stærk oplevelse. Nogle gange kommer stilhed i naturlig forlængelse af et længere forløb, hvor vi trængte til den kom, måske ligefrem længtes efter den. Der kan stilheden være forløsende, afspændende, lindrende og behagelig.  Men når stilheden kommer pludseligt efter noget fantastisk, som vi ikke ville have skulle slutte, kan den være næsten ubærlig. Stilheden larmer, når den kommer pludseligt, og den er lige så effektfuld, som når et kor af tusindvis af mennesker råber af deres lungers fulde kraft. Det er kontrasten vi reagerer på.

Vores nervesystem er utroligt sensitivt efter chokeffekter og hurtige forandringer, og samtidigt kan vi være næsten lamme og blinde for langsom udvikling. Tænk på forsøget du måske hørte om i folkeskolens biologitimer, hvor man sætter en frø i en stuetempereret vandbeholder man langsomt varmer op, hvorpå frøen ville blive kogt ihjel, idet dens nervesystem langsomt tilpasser sig den gradvise opvarmning. Hvis vandet er kogende med det samme, vil den derimod nå at hoppe forskrækket væk med livet nogenlunde i behold. Jeg er frøen, der hopper forskrækket afsted med livet i behold, når en stor symfonisk oplevelse stopper, og dirigenten slår orkesteret af, og hvor der spreder sig en stilhed i salen, indtil den første sjæl vover at applaudere. Det er et fuldstændig vanvittigt intenst øjeblik for mig, og det bliver bare værre og værre jo ældre jeg bliver. Halsen danner en knude og der skyller en sitrende bølge over min hud, som danner prikker og bliver pirrelig. Det startede som en værdig tåre, jeg måtte tørre af efter koncerten, nu om dage er det efterhånden et solidt lommetørklæde, der skal træde i kraft.

Jeg husker utallige koncerter jeg hørte, da jeg var lille, og min mor spillede i symfoniorkester, hvor jeg var fascineret af stilheden inden applaus, måske mest af alt, fordi jeg ikke vidste, hvornår det var passende at begynde, men jeg forstod ikke intensiteten af det før jeg blev ældre. Jeg tror det er fordi, man skal forstå nogle livsbegreber som tab, give slip og afslutning før man begriber i sit sanseapparat, hvor intenst det øjeblik er. Det er også grunden til, at en koncert kan blive fuldstændigt ødelagt, hvis der bliver klappet for hurtigt efter at dirigenten slår af. Det kan virke decideret respektløst for den performance, fordi det betyder at det univers, vi har skabt sammen som lyttere og performere ikke har betydet særligt meget, idet vi er villige til at give slip på det så hurtigt. Når det første klap kommer, kollapser universet, og vi bliver kastet tilbage til den verden vi var i, før koncerten startede. Det kan være en voldsom ting, hvis det ikke bliver gjort rigtigt og nænsomt. Visse dirigenter er absolut mestre i at dirigere publikum hen til det rette øjeblik, hvor det er på tide at vende tilbage. De kan med deres kropssprog fra ryggen vel at mærke vise publikum, hvornår vi sammen er klar til at give slip og vende tilbage til salens virkelighed. I kirkerummet er det sjældent, at man klapper overhovedet efter en koncert, da vi over tiden har dannet en uskrevet konsensus om, at det ikke er den gejstlige optræden værdigt. Og ofte forekommer det mig som en endnu stærkere oplevelse, når publikum sidder i stilhed lang tid efter koncerten og først bagefter rejser sig og måske takker musikerne på vej ud. Dog har man som performer også brug for de bifald, når de kommer på det rette tidspunkt. Når stilheden bliver brudt på den rigtige måde, er både lyttere og performere klar til at tage imod lyden og sammen vende tilbage til nutiden og nyde øjeblikket sammen.

Filarmonica Gioachino Rossini Principal Conductor

 

Leave a Reply