Om musikalsk (gen-)brug

Genbrug har altid haft en væsentlig betydning i musikhistorien. Faktisk kan man sige, at hele den musikalske historiske udvikling bygger på genbrug, eller i hvert fald inspiration fra tidligere musikalske udtryk eller praksisser. Man bygger hele tiden videre på det, der lå før. Det gælder både indenfor klassisk musik, hvor den tidlige polyfoni efterhånden udviklede sig til mere udfoldede melodiske fraseringer, som igen førte videre til mere komplekse harmoniske strukturer, der kulminerede under romantikken. Herefter skete der et ‘brud’ i den funktionsharmoniske tonalitet i løbet af det 20. århundrede, som igen har ført til en mere avantgarde og eksperimenterende stil i det 21. århundrede.

Denne inspirationsudvikling kan også identificeres indenfor rytmisk musik, der startede som slavesange og afro-amerikansk folkemusik, som senere udviklede sig til blues og jazz hvis harmonik, form og instrumentering blev inspiration til rock’n’roll, som igen blev til den rock og pop-lyd, vi kender i dag.

En større eller mindre grad af genbrug har altså ofte været brændstof til den musikhistoriske fremdrift og udvikling i alle tider.

 

Dette er en tendens, som er blevet mere og mere fremtrædende i musikkulturen. Hvor genbrug tidligere nærmere beroede på inspiration og efterligning end direkte kopiering, så er genbrug nu, i form af f.eks. samplings og cover-versioner, blevet mere konkretiseret. Dette skyldes ikke mindst den teknologiske udvikling og modernismens ideologiske strømninger. (Musikalsk) materiale ses, i tråd med den modernistiske tankegang, som noget foranderligt der kan ændres og udvikles (og som er nødvendigt at ændre, for at kunne udvikles). Kunstnerne skal undersøge og endevende materialet, og i denne proces skal originalitet forfølges i form af nye klange og udtryk, der ikke er hørt tidligere.

 

Idealeksemplet på genbrug i nutiden må siges at være indenfor hip hop-kulturen og i elektronisk musik, der ofte ‘stjæler’ brudstykker af andre sange eller numre, og inkorporerer dem i et nyt udtryk/stil. En af disse er kunstneren og produceren ‘Pretty Lights‘, der ligefrem bruger sampling som de primære byggesten i sin egen musik. Pretty Lights bruger således brudstykker af gamle jazz-, soul- og blues-sange som fundament i sine egne numre. Han blander disse gamle sange med et fast hip hop-inspireret beat, og tilføjer nye elektroniske lyde og synthezisers, hvilket ikke blot giver et nyt udtryk til de gamle sange, men ligefrem skaber en helt ny stilart, der har fået sin egen genrebetegnelse: ‘trip hop

Genbrug bliver altså, hos Pretty Lights, brugt aktivt som et redskab til fornyelse. Genbrug underminerer på denne måde ikke det gamle, men sætter det ind i en ny sammenhæng, som er med til at give det gamle ‘nyt liv’ og et helt andet og nyt udtryk. Således kan genbrug være katalysator for nyskabelse.

 

Grænserne mellem originalitet, oprindelse og nyskabelse bliver dermed efterhånden uklare og udviskede. Kan man sige at et musiknummer er originalt, hvis det genbruger allerede eksisterende musik? Og på hvilken måde?

Jeg mener, at genbrug i denne sammenhæng må anses som brug, nærmere end genbrug. Med dette mener jeg, at musikalsk genbrug ikke er et forsøg på at efterligne og kopiere det eksisterende, men netop at bruge materialet til at skabe noget helt nyt. Det nye kan dermed blive lige så originalt og endda måske mere innovativt end det gamle. Ved at tage noget gammelt, som er opstået i en helt anden udformning, tid og kultur og putte det ind i en anden sammenhæng, skaber man en mulighed for et møde mellem forskellige genrer, kulturer og stilistiske udtryk. Dette møde er unikt, og kan give et helt specielt udfald, som man måske ikke ville kunne opnå ved at skabe musikken fra bunden. Det nye musikalske materiale får dermed autenticitet som noget nyskabende, samtidigt med at det knytter et bånd mellem fortid og fremtid og disses forskellige udtryk.

Leave a Reply