Populærmusikken er død. Klassisk musik – det 21. Århundredes musikalske drivkraft

Den klassiske musik har en evne til at provokere og forandre som rocken og poppen på mange måder har mistet. Fra 50’erne til 80’erne viste populærmusikken stadig nye toner og nye veje, men den rolle er efterhånden stagneret. Dermed åbnes der et rum for den klassiske musik. Selvom denne musikform ofte bliver anset som traditionsbundet og konservativ, viser den sig også som provokerende og forandrende. Dette kan blandt andet opleves i Den Kongelige Operas interessante opsætning af Sjostakovitj’ Lady McBeth fra Mtsensk og i værker af nyere danske komponister.

Den klassiske musik virker for mange utilgængelig og som et statisk billede på en svunden tid. En musik uden relation til samfundet og uden fremsyn. På mange måder var det da også en kontekst jeg følte mig sat ind i, da jeg trådte ind i Operahuset på Holmen: Et prangende bygningsværk med udsigt til landets mest konservative instituion – monarkiet. Selvom salen er ny, emmer den også af tradition. Orkesteret er placeret i graven nedenfor scenen, publikum er placeret som i en teatersal og alle klapper når dirigenten træder frem fra bagscenen og ind i orkestergraven. Opførelsenselv, omgår dog disse strukturer på flere måder. Hovedkaraktererne er klædt i demonstrativt stærke farver og det samme gælder scenetæpperne. Endda den dybt alvorlige scene hvor stykkets hovedperson forgifter sin svigerfar forholder opsætningen sig nærmest karikerende til. Dette altimens Sjostakovitj’ voldsomme og skæbnesvangre musik lyder fra orkestergraven. 

På en publikummer som mig virker effekter som disse meget stærkt. Operaen og den klassiske musik viser her sin evne til at provokere og vække følelser.

Modsat oplever jeg at populærmusikken mere og mere stillestående. På den ene side er det populærmusikalske landskab blevet mere pluralisk, og på den anden side har det ikke rigtig ændret sig: I 60’erne og 70erne var populærmusikken en revolutionær kraft. Den, der skulle ændre samfundet. Den var provokerende og hang sammen med et særligt udtryk som lå på kanten af samfundsnormen. Men hvad der før var på kanten, er nu blevet standarden. Forskellige stil- og genremæssige udtryk er blevet værktøjer til at differentiere sig i et dybt konkurrencepræget musikalsk marked, mere end et udtryk for en dybere trang til at forandre kunsten  og samfundet. Populærmusikken er dermed blevet underlig statisk og viser gang på gang tilbage til tidligere manifestationer af sig selv uden rigtig at komme med noget nyt. Det er som om den på mange måder forsøger at holde fast i noget 30 eller 40 år tilbage i tiden. Den bearbejder de samme temaer, de samme akkorder og de samme former og de samme harmoniske universer. Eksempelvis er den på overfladen revolutionære kraft som ses i Lady GaGas ekstravagante shows er i bund og grund kommerciel og en gentagelse af hvad Madonna allerede gjorde i 80’erne. Også i rockmusikken ses det samme, hvor der på en måde refereres til noget som tidligere var revolutionært, men som vi som musiklyttere for længst er blevet vænnet til.

   Derved bliver der plads til, at den klassiske musik kan få en ny rolle. Den klassiske musik kan med sin form og dramaturgi stadig vise fremad. I Sjostakovitj’ opera kommer det særligt til ydtryk efter pausen. Her kommer et helt hornorkester på scenen, og da de er færdige med at spille afspilles klappelyde over højtaleren. Opsætningen lader sig også pludselig afbryde af, at ham der før spillede den korrumperede politimand pludselig træder frem på scenen – uden musik eller noget – og fyrer en Stalin Joke af – på dansk endda og fuldstændig ude af karakter. Alt dette bryder med den traditionelle form, vi ellers kender fra koncerthuset.

Ud over gamle klassiskere formår også nyere komponister at skabe alternativer. Traditionelle former bliver sat på prøve af unge danske komponister, og den klassiske musik ændrer derved sit udtryk radikalt. Det sker blandt andet i Rasmus Zwickis ”Last Symphony”. Ved at lade orkestermusik interagerer med dans, lys og lydeftekter, indspillet dialog, formår han at skabe en meget anderledes koncertoplevelse. Satsens titel får mening i satsens abrupte afslutning (som jeg ikke nænner at røbe her!). Samtidig er den samlede oplevelse på mange måder let tilgængelig, fordi effekterne til sammen bliver næsten filmiske.

Der er dog stadig forhindringer. Den klassiske musik virker stadig statisk og utilgængelig på mange. Tilgængeligheden er dog øget: mange gode optagelser er faktisk at finde gratis online på platforme som youtube. Også Danmarks Radio lægger koncerter op på deres hjemmeside i god kvalitet, selvom at programmerne på P2 kan virker usædvanligt kedelige. Dette kan man dog se igennem. Hvad der mangler er, at den del af det musikalske publikum som er interesseret i musikalske eksperimenter begynder at se til den klassiske musiks side.  

 

Se en video med Rasmus Zwickis “Last Symphony” her:

https://www.youtube.com/watch?v=STqKIVPXv20

 

Find andre interessante links via og mere info im Zwickis på komponistforeningens hjemmeside:

http://www.komponistforeningen.dk/node/8621 

Leave a Reply