Ragnarock: En fortælling af og om ungdommens musikkulturer

Det selvudråbte museum for rock, pop og ungdomskultur er en blanding af en gåtur ned ad mindernes allé for tidligere ungdomsgenerationer og et forsøg på at afspejle den nutidige ungdoms musikkultur. Museet er et samlingspunkt for og formidler af både fortidens og nutidens ungdomskulturer.

Reportage: Stroppen på min godt fyldte taske gnavede sig ned i min skulder. De raske skridt fra Roskilde banegård,hvor toget fra København havde været en anelse forsinket, rev og rykkede i weekendtasken, så den syntes tungere, end den reelt var. Mine øjne gled i al hastværket rundt i Roskildes grå gader, mens jeg traskede hastigt afsted. Et lille smil tonede frem ved tanken om, at det er sjældent, man er i Roskilde uden, at byen er invaderet af i hundredetusindvis af andre festivalglade unge mennesker. Denne kølige novemberdag stod på et noget andet musikalsk indhold: Ragnarock – museet for pop, rock og ungdomskultur. Og jeg var sent på den. Halsende og med øm skulder kunne jeg endelig skue den markante, firkantede, guldnitte-belagte bygning i horisonten. Smilet fra før blev endnu bredere, da mine fødder gik op ad den lange røde løber op til museets imponerende indgang. Den ligesom skreg: ”Velkommen! Nu er du stjernen i spotlyset.”

Ragnarock - museum for rock, pop og ungdomskultur

Museet i Roskilde åbnede sine døre for publikum den 30. april i år og har været undervejs i 15 år. Museet med den karakteristiske og omdiskuterede arkitekttegnede bygning ligger på Rabalderstræde 16 i området Musicon. Et område Roskilde Kommune forventer vil fyldes med liv og kreativitet i løbet af de næste år. I lang tid før åbningen var arbejdstitlen for museet Danmarks Rockmuseum, men museet er i dag ikke blot endt med at skifte navn og undertitel. Museet er et nationalt, kulturhistorisk samtidsmuseum med fokus på musik og ungdomskultur. Museet forsøger bevidst at formidle kulturen omkring musikken med fokus på ungdommens kultur – der hvor ungdom og musik møder hinanden og har gjort det siden 1950’erne og op til i den digitaliserede verden i dag.

Elevatordørerne lukkede i og straks spillede en øredøvende, speciallavet musikjingle. Mine medstuderende og jeg var forundrede. Nysgerrigheden var vakt. Udstillingen var allerede begyndt. Elevatoren førte os op og ud til en aktiv station, hvor man til tre forskellige psykedeliske musikundergenrer gennem tiden kunne agere psykedelisk lysmand alt imens en tidligere lysmand og lyskunstner i en video fortalte om hans tid i branchen og om de teknikker, han anvendte. Næste station var en væg med skærme og dertilhørende hovedtelefoner, hvor kendte danskere fortalte om deres danseaktiviteter til hver deres forskellige slags musik. Tæt ved var et område med en aktiv danseskole, hvor en virtuel krop på en storskærm lærte os nogle af de dansetrin, de kendte havde fortalt om i videoerne. Dernæst var en lille boks, hvor vi som første led i en flerleddet leg gennem hele udstillingen kunne trække et identitetskort. Legen gik ud på at man ved hver ny boks aktivt skulle vælge, hvilken slags kunstner man ville være. Ved en af boksene skulle man vælge, hvordan man døde. Var det af en overdosis, mons tro?

Ragnarock har fået sit navn efter nordisk mytologi. Ragnarok, der er betegnelsen på verdens undergang og genfødsel, kan overføres til den nye ungdomskulturs opståen efter Anden Verdenskrig. Museet går op i at kalde sig for et kulturhistorisk samtidsmuseum og fravælger bevidst at gå i traditionelle musikmuseers fodspor, der udstiller kunstneres aflagte instrumenter og turnekostumer. Ragnarock gør en dyd ud af at fortælle historierne om alt det, der foregår rundt omkring musikken. Det er for eksempel nye danseformer, forbrug, stiludtryk, politiske holdninger, nye teknologier og brug af musikafspillere. Det gør de ved blandt andet at interviewe mennesker, der har været en del af de forskellige aspekter af de forskellige årtiers musikkultur og lade videoer af disse mennesker være tilgængelige over alt på udstillingen. Og noget tyder på, at denne form for fortælling om den nyere tids populærmusik som kulturarv går rent ind hos de besøgende. Museet har allerede tilbage i oktober overgået deres forventninger på 50.000 for besøgende for hele kalenderåret. Og de besøgende er i alle aldre. Det er ikke kun folk fra 68’er generationen, der kommer. Omkring 40 procent af de besøgende er under 18 år.

”Har du set herovre?”. ”Prøv den her!”. ”Nej, hvor er det her altså sjovt”. Vi har alle været vidt omkring på udstillingen. Nogen har lyttet på Nephews optagelser af et nyt nummer fra første spæde akkorder på klaveret til den fulde studieindspilning. Andre har dystet mod hinanden i ”Gæt musikafspilleren”. Midt i fascinationen over de mange formidlingsstande kommer vi rundt om et hjørne og ind i et rum, hvor der er installeret en LP-pladespiller i kæmpe størrelse på gulvet. Skiven kører langsomt rundt. Som vi lægger os op på pladespilleren og kigger op i loftet, forstår vi, at pladespilleren afspiller musiknumre med en ti gange nedsat hastighed. Med lukkede øjne og en ro i kroppen prøvede vi at gætte imellem sangene fra blandt andre Elvis Presley, Thomas Helmig, Aqua og Nik & Jay. Mættet af de mange sanseindtryk og den konstante selvaktivitet lå vi – en god håndfuld voksne musikvidenskabsstuderende – på en forstørret vinylskive og sugede et stykke veltilrettelagt og halvt mediterende musikformidling til os som afslutning på en aktiv og interessant eftermiddag i ungdomskulturens og kulturarvens tegn.

 

Leave a Reply