Rued Langgaard – En komponist i Carl Nielsens skygge

Rued Langgaard, født 1893 i København og død 1952 i Ribe, er en af de mest produktive komponister i hele Norden med mere end 400 værker på CV’et, herunder 16 symfonier og 8 strygekvartetter.  Til sammenligning skrev Carl Nielsen 6 symfonier og 4 strygekvartetter.

Rued Langgaards værker rummer rent stilistisk og udtryksmæssigt kæmpevariation, og det allermest bemærkelsesværdige er måske, at Langaard var både imod, bagud og foran sin tid. Rued Langgard kom fra et dannet musisk hjem og var dybt religiøs, hvilket kan mærkes i navngivningen af eksempelvis operaen ”Antikrist” (1921), ”Som lynet er Kristi Genkomst for orgel (1948) og ”Pace Nobis, Jesu” – violinsonate nr 4 (1949). Forældrene var Siegfried og Emma Langgaard, begge virtuose pianister, som opdrog deres søn til at blive et musiskalsk vidunderbarn, og i en alder af 11 år gav den lille Rued for første gang en selvstændig koncert i marmorkirken i København, hvor Edvard Grieg sad blandt publikum. Rued og især hans improvisationsevner vakte positiv opsigt, og Grieg tog straks hjem for at skrive et rosende og opmuntrende brev til moderen.

Det musikalske hjem isolerede dog Rued for omverdenen, og han overtog forældrenes skepsis for tidens nye musikstrømninger. Han havde senromantiske idealer med Wagner som forbillede, og hvor Carl Nielsen fandt Wagners musik for overdramatisk og følelsesbaseret, hyldede Langgaard og hans familie den romantiske følelsesæstetik. Carl Nielsen blev foregangsmand for et antiromantisk musiksyn, hvor det melodiøse og æstetiske var i centrum og ikke det harmoniske, hvilket var dybt oprørende for Rued Langgaard. For Langgard var det åndelige i centrum, og han var dermed romantiker i en periode, hvor det var umoderne at være.  Kløften mellem de forskellige idealer mærkedes, da Carl Nielsen i 1916 satte en ny dagsorden for musiklivet med den voldsomt vitalistiske symfoni nr. 4 ”Det Uudslukkelige”, der står i skærende kontrast til Rued Langgaard, der samtidigt arbejdede på det symbolistiske storværk ”Sfærernes Musik”, hvor han fortabte sig i dødsfantasier.

 

Hadet til Carl Nielsen

Carl Nielsens 4. symfoni vækker jubel i befolkningen, hvorimod Rued Langgaard bliver mere og mere isoleret. Langgaard udvikler et had til Carl Nielsen og hans voksende status i det danske musikliv som nationalkomponist, og Nielsen bliver symbol på alt det, der ikke lykkes for ham selv.

Når man skal forstå, hvorfor Rued Langaards karriere gik så skidt som den gik, er det vigtigt at huske på, hvilken slags social akavet person han var. Hans mor havde været overbeskyttende, og Rued havde svært ved at omgås andre mennesker. Han havde en lys fistelstemme i kontrast til sin store krop, og han blev set gå med dametøj i Københavns gader. Hans sociale vanskeligheder havde en stor indflydelse på hans vanskeligheder i arbejdslivet. (Ole Faurschou -dirigent)

Selvom Langgaard var en fantastisk organist, kunne han ikke få fast ansættelse nogen steder, da han havde svært ved at arbejde sammen med andre.  Først i en alder af 47 fik han endelig en fast stilling i Ribe som domorganist, hvor han hver dag på arbejde måtte konfronteres med, at kirkens 3 bronzedøre var designet af Carl Nielsens kone, som brugte Carl Nielsen som model.  Langgaards had til Carl Nielsen kulminerede i 1948, hvor han skrev det dybt ironiske værk ”Carl Nielsen, vor store Komponist” som repeteres i al evighed.

Tyskernes komponist

Langgaards karriere som komponist har sit højdepunkt overraskende tidligt, da hans kompositioner opnår interesse i Berlin. I perioden 1903-08 var Rued i Berlin med forældrene. Her studerer han flittigt, og berlinerene fatter interesse for hans første symfoni. Det resulterer i, at familien køber en koncert med berlinerfilharmonikerne, som opfører hans 1. symfoni med dirigenten Max Fidler i 1913.  Dette bliver det mest storslåede, han kommer til at opleve som komponist. Hjemme i Danmark skal han kæmpe for sin berettigelse hele livet og møder skarp kritik af anmeldere. Netop derfor bliver det så hårdtslående for hans karriere, at Danmark isolerer sig kunstnerisk fra Tyskland efter 1. og 2. verdenskrig og lukker om sig selv.

Rued Langgaard 19 år gammel

Genopstandelsen i 60’erne

I efterkrigstiden opblomstrer modernismen, og de danske komponister mødes til inspirerende møder i Darmstadt, hvor serialismen udbredte sig i musiklivet. Per Nørgaard, Ib Nørholm, Pelle Gudmundsen-Holmgren og Henning Christiansen mødes til disse møder i Darmstadt og genopdager Rued Langaard.

Når serialismen indtræder i 60’erne, er det som om Danmark vågner op af en tornerosedrøm og af “Carl Nielsentågen”, og hans musik bliver pludselig set i et helt andet lys (Ole Faurschou)

Pludselig virker Rued Langgaard forud for sin tid, og han bliver aktualiseret for sine anormale harmoniseringer og moderne satsteknikker.  Søren Schauser udtaler om genaktualiseringen af Langaard:

Når han blev aktuel, handlede det om to ting: Historisk om at Per Nørgård satte Ligeti på sporet af ham – om end den betydning nok mest var humoristisk ment og ikke skal overdrives. Dels at Langgaards følelse af modstand fra københavnsk musikliv førte til at han blev mere kontrær med årene. Og den “antibevægelse” finder så en vis genklang i dag – fordi hans modstand mod Nielsen passer godt sammen med vores egen manglende dannelse.
(Søren Schauser – Lektor i Musikhistorie)

Langgaard tager sågar forskud på minimalistiske tendenser i sine 3 rosengaardviser for kor med tekst af Thor Lange (1919), hvor sangen ”Bag muren sidder de roser små” bærer præg af den samme minimalistiske stil, som Arvo Pärt bliver kendt for langt senere.

Rued Langaard nu og i fremtiden

Meget kunne tyde på, at Rued Langaard er på vej frem i dag. I forbindelse med hans 100årsdag skriver Bent Viinholt Nielsen en biografi, hvor han hylder Langaard for at fortsætte sit kunstneriske kald på trods af hans tragiske liv og manglende opbakning. Rued Langaard selskabet stiftes i 2007, og har sidenhen holdt Rued Langaard festivaler i Ribe årligt. I 90’erne og 00’erne begynder indspilningerne og fremførelserne for alvor af hans musik. Dog er der stadig masser, som stadig mangler at blive opført. Hans store operaværk “Antikrists” sceniske førsteopførelse fandt sted i Innsbruck på initiativ af dirigenten Niels Muus i 1999, hvilket må siges at være pinligt for Danmark. Dog kom “Antikrist” på den danske kulturkanon i 2006. Det er uvist, om han fortsat vil leve i skyggen af Carl Nielsen i den danske musikkultur, eller om han fortsat vil blive mødt med større interesse, men en ting er sikkert!

Det danske musikliv ville nyde godt af mere Rued Langaard.

 

Leave a Reply