Sampling: Blasfemi eller musikalske smagsprøver?

Genbrug og recirkulation er praksisser, der længe har eksisteret indenfor kunst og kultur. I hiphop-musikken kaldes denne praksis sampling, og mens nogle folk har travlt med at kritisere brugen af samples, har andre folk travlt med at finde ud af, hvor disse samples stammer fra.

Af Alex Brogaard

Siden hiphoppens fødsel har sampling været en integreret del af dens musikalske udtryk, hvor man har taget bidder og stykker fra andre musikalske eller lydlige sammenhænge og givet dem nyt liv i en ny musikalsk kontekst. Typisk sampledes der fra egen eller beslægtede genrer, i høj grad soul- og funk-musikken, men i dag er der ingen grænser for, hvad der kan genbruges; i dag alt er tilladt. Denne praksis åbner nogle døre for musik, lytteren måske ikke selv ville have opdaget eller interesseret sig for: ”Det lyder fedt, hvem mon der samples dér?”

Recirkulation og genbrug

Kigger man historisk på det, er remediering, recirkulation og genbrug fra et romantisk synspunkt ilde set. Sampling, som vi forstår det indenfor (hiphop)musikken, eksisterede allerede længe før indenfor andre grene af kulturen, herunder litteratur, kunst og teater, og her var repetition og citering i de hårdeste kritikeres optik lig med værkets opløsning og forfald. Den holdning eksisterer i vekslende grad stadig; hvor meget vi end prøver at være åbne overfor musikkens diversitet, vil jeg vove at påstå de fleste af os kan komme på et par tilfælde, hvor vi synes sangen lyder betydeligt bedre i dets originale form.

”Nothing is original”

I den akademiske kontekst har denne genbrugspraksis fået megen opmærksomhed i stort set alle aspekter af kunst og kultur. Her bruger bl.a. den franske litteraturkritiker, Gérard Genette, begrebet ”hypertekstualitet”, hvor ”hyperteksten” (i musikalske sammenhænge ’sangen’) anvender (dele af) ”hypoteksten” (det samplede); et begreb der er yderst anvendeligt, når vi snakker om sampling. Det der altså er på spil her, er hypoteksten, det citerede, det originale, men skønt mange stadig har et romantisk syn på begrebet ”originalitet”, får det, paradoksalt nok, høvl indenfor alle kunstarter. Picasso sagde: ”Art is theft”, David Bowie: ”The only art I’ll ever study is stuff I can steal from”, og T.S. Eliot: ”Immature poets imitate; mature poets steal”. Selvom man synes sampling opløser hypoteksten, er det altså en praksis der hersker i alle kunstarter. Intet er så at sige originalt.

Sampling som musikalske smagsprøver

Kanye West er en hiphop-kunstner, der bruger samples i størstedelen af sin musik, og han har samplet fra alle tænkelige (og utænkelige) afkroge af sit enorme diskotek. Foruden soul-legender som Otis Redding, Luther Vandross, Marvin Gaye og Aretha Franklin, har Kanye haft fingrene i så forskellige kunstnere som The Doors, Daft Punk, Lady Gaga og Black Sabbath (tjek evt. Wikipedia for udførlig diskografi).

Et godt eksempel på den musikalske diversitet i hans brug af samples er nummeret ”Blood On the Leaves” (2013) fra hans seneste album, hvor han anvender to vidt forskellige hypotekster: ”R U Ready” (2012), et instrumentalt hiphop-beat med dunkende trommemaskine og bragende, syntetiske blæsere, og ”Strange Fruit” (1965) en afroamerikansk protestsang der på makaber (omend poetisk) vis skildrer lynchningen af sorte mennesker i datidens USA.

WhoSampled?

Finder man de respektive hypotekster  til ”Blood On the Leaves” på YouTube, henvises der i mange af kommentarerne til netop Kanyes nummer. Man får derfor det indtryk, at mange af brugerne har fundet hypoteksterne pga. hyperteksten.

For nogle år siden fulgte en engelsk gut op på denne tendens med at undersøge det originale materiale, og lancererede i 2008 hjemmesiden, WhoSampled; en brugerbaseret database hvor man kan søge på hyperteksten og finde de anvendte hypotekster. Som en ekstra kommerciel feature kan man endda købe både hypertekster og hypotekster direkte via hjemmesiden.

Intet er så skidt…

I forhold til brugen af samples er der overordnet to holdninger i spil: Sampling som uoriginalt og måske endda blasfemisk og hånende overfor originalen, eller sampling som en måde at udvide sin musikalske horisont.

Jeg kan selv komme på et par eksempler, hvor samplingen er helt håbløs, og jeg forstår skam udmærket, når folk finder brugen af samples i et givent nummer hånlig eller dum. Flere YouTube-brugere finder f.eks. Kanye Wests brug af ”Strange Fruit” i ”Blood On the Leaves” direkte usmagelig. Men intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget, og havde det ikke været for ”Blood On the Leaves” havde jeg nok aldrig opdaget den chokerende men fantastiske ”Strange Fruit”.

Klik her for en kort gennemgang af samtlige samples brugt på Kanye Wests seneste album ”Yeezus” (2013) (YouTube)

Leave a Reply