Sangskrivermiljøet i København – Individopfattelsen i den musikalske praksis som historiefortæller

Vi sidder i en kælder. Ikke en mørk, fugtig og klam kælder, men en kælder fyldt med varme, lys og jazzrock snurrende på anlægget. Det er en kaffebar, der har indtaget denne etage under den nederste, og vi sidder og snakker med Benjamin Aggerbæk. Aggerbæk er en iværksætter på den københavnske sangskriver-scene, og vi er her for at snakke med ham om dette miljø. At Aggerbæk er en foregangsmand bliver også slået fast af, at han har modtaget DMF-Københavns ildsjælspris 2012.

Aggerbæk fortæller hvordan han kom ind i sangskrivermiljøet i første omgang i mødet med stedet Café Retro, hvor der ikke var nogen spillestedsansvarlige, der stod og prikkede ham på skulderen med at krav om information om hvor mange mennesker Aggerbæk kunne tiltrække af hensyn til omsætningen. Her fandt han et frirum til at udfolde sin musik for at et publikum. Dette ledte ham ud i at blive arrangør af sangskriveraftener rundt omkring i København. Under samtalen med ham bliver det tydeligt, at individet sættes meget højt på denne scene – der er en klar forståelse af, at alle kan byde ind med noget. Et af kravene som Aggerbæk har opstillet til sine sangskriveraftener er da også, at man udelukkende må spille sit eget originale materiale – man må ikke ‘bare’ lave en genfortolkning af en allerede eksisterende sang. Det vidner om en tro på ethvert (sangskriver-)individs evne til at udfolde sig kreativt som selvstændigt individ. Individet forstås som en helhed af både poet, musiker og komponist – en sluttet autonom enhed, der kun selv er ansvarlig for det udtryk og de budskaber der lægges for dagen uden at skulle forholde sig til andet end sine egne forestillinger og holdninger. Individet er også i den forstand en autentisk størrelse, da det ligger i forståelsen, at individet som individ ikke skal forlade sig på andre individer, men nemlig kan selv; individet er autonomt og har nok i sig selv. Dermed ikke sagt, at en social situation omkring musikskabelsen for disse sangskrivere er en umulighed, men i en sådan er der tale om mødet imellem autonome individer, og derfor ikke mødes af ‘nødvendighed’. Aggerbæk har været med til at arrangere ture til Berlin, hvor 4-6 danske sangskrivere mødtes til en workshop med 4-6 tyske sangskrivere, hvor disse sammenstillede grupper så skulle arbejde sammen og få skrevet en masse sange. Dette leder til tanken at i mødet med andre autonome musikalske individer udvider sangskriverne nærmere deres horisont, end at der er tale om en supplering af mangler eller en overdragelse af opgaver til andre, der kan gøre det ‘bedre’. At gøre det bedre ville i en sådan individmæssig forståelse være en umulighed, da det kun er det ‘oprindelige’ individ der kan fremstå som autentisk. Denne individopfattelse er helt central for sangskrivermiljøet, hvilket f.eks. bliver tydeligt, når man spørger Aggerbæk om de foretrukne genrer i miljøet. Sangskriver-genren er som sådan ikke en musikalsk genre, men den har dog visse særtræk, såsom en dominerende præference hos kunstnerne for at akkompagnere sig selv på klaver eller guitar. Men genre-spørgsmålet er for så vidt heller ikke videre relevant i traditionel forstand i dette miljø, da det handler om at udtrykke sig autentisk som individ, hvilket man så må gøre med de virkemidler man føler lægger sig til en selv som individ. På den måde kan individopfattelsen siges at være decideret definerende for en musikalsk udtryksform, og dermed hvordan en musikhistorie bliver fortalt og formidlet.

At individerne i sangskrivermiljøet musikalsk alligevel kommer til at lægge sig i forlængelse af allerede bestående musikgenrer og stadig opfattes som autentiske kan forstås i forlængelse af den britiske sociolog Anthony Giddens, der har beskrevet hvordan selvet i sen-moderniteten bliver til et refleksivt projekt. Det kan meget overfladisk koges ned til sætningen ”vi er, hvad vi gør os selv til”. Vi er frie til at vælge hvem vi vil være, det eneste vi ikke kan vælge er at ikke-vælge. Igennem refleksioner vælger vi hvem vi er – en situation kan altid have været anderledes. Individet besidder i denne opfattelse et absolut ansvar for sig selv; hvis man fejler er det individets egen skyld og ikke noget der kan henledes til f.eks. omkringliggende strukturer. I den forstand kan de opstillede dogmer for sangskrivermiljøet virke som en måde at lade individet vælge imellem de ‘rigtige’ muligheder. Som sådan er det eneste krav, at man ikke må kopiere, og på den måde advokerer individopfattelsen for en total frihed til at gøre noget ‘nyt’, som man selv vælger. Og her bliver det vigtige nemlig valget i sangskrivermiljøet – man vælger hvad der er et autentisk udtryk for en selv, om det så er et udbudt udtryk eller ej. På den måde ligger sangskrivermiljøets individopfattelse sig i en ganske fin forlængelse af Giddens idé om det refleksive selv. Ikke bare er der et krav om en sådan ‘indre’ autenticitet; kravet om at det skal være eksternt hørbart original musik og tekst vidner om, at et individs autonomi og autenticitet kun kan formidles i en perciperet ydre originalitet. Her ligger originalitets forståelsen i individets musikalske fortolkning af sit eget selv, og ikke selvet spejlet eller genfortolket i et andet selvs værk. På den måde bliver dette miljø også fortaler for en absolut kreativitets forståelse – der er tale om kreativitet i en perciperet ydre såvel som indre skabelse og ikke i genskabelse af andres materiale. At det så er en gråzone, hvornår man kan tale om skabelse og genskabelse (jf. at nogle kunstnere, deriblandt Aggerbæk selv, tilskriver sig selv som at ligge i forlængelse af en genremæssig tradition, men at det er forbudt at genskabe en andens værk i sit eget billede) er et diskussionsspørgsmål, der her skal forlades åbent.

 

For mere om Benjamin Aggerbæk se: http://www.aggerbaek.dk/

Leave a Reply