Satire som dansk musikhistorie?

De fleste vil formentlig være enige med mig, når jeg siger, at satire er en vigtig del af den danske kulturhistorie. Vi gør grin med alt fra kendte mennesker til politik og religioner. Intet er helligt nok til at stå udenfor satirens komiske behandling. Satire gennemsyrer på mange måder forskellige dele af den danske underholdningsbranche, hvad enten det er i film, teater eller musik, og kan dermed siges at være en del af dansk kulturarv.

 

Satire udmønter sig ofte i musikalsk form. Revy-shows var måske nogle af de første til at mestre denne disciplin, men der er også kommet andre succesfulde entertainere til siden. Bl.a. Jakob Haugaard, Niels Hausgaard, C.V. Jørgensen og senest en gruppe som ‘Drengene fra Angora’, har således haft succes med at føre satiren ind i en musikalsk sammenhæng, så den nu, i en hvis grad, er blevet en musikalsk stilart for sig. Satiren er dermed efterhånden blevet en etableret del af dansk musikhistorie, hvorfor den også må anerkendes som sådant. Det er væsentligt at anerkende satiren som en del af vores fælles identitet, og indoptage den som reel kulturarv, da den spiller en stor rolle i den danske underholdningsbranche, men også i høj grad kan fungere som en stemme for samfundskritiske holdninger.

Det kan dog være et problem at håndgribeliggøre den danske satire, da den udformer sig forskelligt fra performer til performer, og ikke følger en fast formel. Desuden er det svært at sætte ord på, hvad der præcist kendetegner den danske satire, hvad der gør den særlig dansk, og hvordan den adskiller sig fra andre humoristiske underholdningsformer.

 

Hvordan kan dette uhåndgribelige begreb ‘satire’ så håndgribeliggøres og konserveres som en del af den musikalske kulturhistorie?

En af måderne er at optage den musikalske satire som en del af den danske kulturkanon. C.V. Jørgensens album ”Tidens Tern” er et eksempel på et musikalsk album med satiriske islæt, som er blevet optaget i den danske kulturkanon anno 2006, men det er svært at finde andre eksempler på højkulturel konservering af den musikalske satire.

Et af problemerne, som satiren kan støde på, er at den nødvendigvis også må indeholde en grad af seriøsitet og alvorlighed for at kunne legitimeres i finkulturelle kredse og institutioner. Dette forhold kan lyde paradoksalt, men det er ikke desto mindre en realitet, at seriøsitet og humor ofte mødes, og at dette møde skaber en merbetydning, som står over enkeltdelene. Som Piet Hein sagde: ”Den, som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.

 

Selvom satiren i nogen grad kan siges at være uhåndgribelig, manifesterer den sig konkret i f.eks. musik, og jeg tror denne tradition vil fortsætte, så vi efterhånden kan udforme en reel dansk musikhistorisk fortælling omkring denne særlige genrekultur, og for alvor indoptage den i vores fælles kulturarv.

Leave a Reply