Skaber Beliebers og Directioners en ny kulturarv?

Kan du alle ordene til ”Despacito”? Er du en af de tusind teenagepiger, der har stået grådkvalt til en 1D koncert med ”Harry” skraveret på kinden? Så er du del af en gammel musikalsk tradition, der kan spores tilbage til 1800-tallet, og din mors øjenrullen er helt overflødig – hun har sandsynligvis stået i samme situation. I det følgende vil jeg sammenligne fankultur gennem tre historiske nedslag.

Året er 1842. Vi befinder os i en af Berlins grandiose koncertsale. Hele storbyens overklasse er strømmet til i deres hestevogne gennem byens myldrende trafik, iført deres fineste kjoler. Klavervirtuosen Franz Liszt er endelig kommet til byen. Koncertsalen er fyldt op, og publikum sidder i spænding og venter på den ungarske pianist. Idet han træder ind på scenen lyder et bragende bifald, og pianisten begynder koncerten på det store koncertflygel. Ved hjælp af stormfulde improvisationsfraser formår Liszt at vække en usædvanlig reaktion hos publikum, som et lignende klassisk repertoire aldrig har stået model til før.
Trods det klassiske, sobre repertoire formår Liszt gennem sine artikulerende gestusser at få sensualitet til at koge over til seksualitet. De kvindelige tilskuere bliver grebet af gråd og skælven – visse kvinder besvimer under koncertens mest bravur-intense momenter. Ofte sloges de om den unge virtuos’ lommetørklæde, cigarskodder eller tabte hårtotter, som de senere gemte i kavalergangen. Under Liszts adskillige koncerter rundt i Europa i 1840erne blev al form for moral sat i bero, og en mere ophidset og seksuel undertone boblede over – en galskab, der i dag betegnes ”Lisztomania”.
Lyder noget af dette bekendt?

Lad os spole mere end 100 år frem i tiden – mere præcist til år 1964. Beatles-invasionen er på sit højeste. Tusindvis af skrigende fans forsøger at vride sig gennem den politieskorte, der er blevet en nødvendighed til bandets koncerter. Unge kvinder strømmer til som en orkan, der hærger gennem byen og blokerer adskillige gader rundt i byen. Hele koncertsalen er i ekstase, når de unge fyre med grydehår og jakkesæt indtager scenen. Trods de moderne, teknologiske højtalere og mikrofoner overdøves musikken af publikums skrig og hvin. Det har ikke kun været nødvendigt at tilkalde det lokale politi for at bevare roen – lægekyndige står også parat, når en beundrer blandt publikum besvimer af ren ophidselse.
Når stormen endelig har lagt sig, er det op til afrydderne at samle de utallige små blondetrusser sammen, der af ren begejstring er blevet smidt op på scenen som en underdanig offergave. Beatlemania havde sin storhedstid i årene 1963-1966. Men vanviddet stoppede ikke her.

Den hormonfyldte stemning, der prægede Lisztomania og Beatlemania er dog ikke en reception, der hører fortiden til. Det virker tværtimod ganske bekendt. I dag er konceptet reinkarneret i de såkaldte Beliebers og Directioners, der blot anses som hysteriske, hjernevaskede forbrugere. Men der har gennem historien været flere tilfælde af samme ualmindelig dedikerede fans. Liszt kan betegnes som musikhistoriens første trussetyv, men han var langt fra den sidste. Vi kan derved formode, at de unge pigers gråd og skrig til Justin Biebers koncerter vil give genlyd langt ud i den populærmusikalske fremtid.

Leave a Reply