At være i operaen – Individopfattelsen i den musikalske praksis som historiefortæller

Lyset er lige blevet slukket, orkestret er færdig med at stemme og publikum bryder ud i klapsalver, da dirigenten træder ud i orkestergraven. Til min henkastede kommentar om, at det da egentlig er mærkeligt, at man hylder dirigenten for noget, der endnu ikke er fremført, svarer min sidemand rettelig, at det gør man for såvidt til de fleste koncerter. Klapper man måske ikke også, når et band indtager Orange scene på Roskilde? Det er komponisten Dmitri Shostakovichs opera Lady Macbeth fra Mtsensk, som skal til at sætte i gang i Den kongelige Opera og jeg sidder med min flaske danskvand til den nette sum af 30kr., allerede godt fyldt op med informationer om både komponistens virke og operasangernes vej til denne operas scene. Nu starter operaen altså, efter at vi har hyldet det enkelte individ, der gjorde sit indtog i orkestret som den sidste.

Hvordan kan man igennem noget så enestående som individet forstå musikhistorie og kulturarv og hvordan kan specifikke individroller bibeholdes i en verden i evig udvikling? Der er selvfølgelig et væld af individer til en begivenhed som denne opera; publikum, musikere, dirigent, sangere, statister, bartenderen, oplægsholderen osv. I denne mangfoldighed af individer vil jeg primært beskæftige mig med dirigenten.

I den nært forestående rare og hyggelige juletid, hvor en stor del af den danske befolkning bliver ramt af traditionens masse-autisme, så er det måske heller ikke helt ved siden af, at kommentere på det traditionelle og konventionelle i en opera-opsætnings fremstilling af performeren som individ – eller rettere i dette tilfælde: dirigenten som individ.

Igennem den første hyldest til dirigenten så bliver han placeret som det første opmærksomhedscentrum i operaen – han bliver den første der, foruden komponisten selv, krediteres i forestillingen, og dette skaber med det samme et hierarki. Det er ham der står for igangsættelsen, og ham der styrer musikken. Dirigenten bliver individet i kontrol hvorimod orkestret i sig selv bliver den masse, som han skal forme igennem sit virke. Hvis man skal sætte tingene lidt på spidsen, så ville dirigenten heller ikke have muligheden for at forme noget, hvis ikke han lige havde den specifikke masse at arbejde med. I en tid præget af samarbejdende teams, så er det stadig dirigenten, der ses som styrende for denne form for musikalsk fortælling. Dirigenten er altså et individ, der er afhængig af andre for at formidle sig selv som individ. Bundlinjen her er, at der igennem konventioner indenfor den klassiske musiks verden sker en fokusering på ét individ, der så bærer ansvaret for at formidle musikken, der er båret af flere hierarkisk lavere stillede individer. Denne sociale konstruktion siger måske også i sig selv noget om, hvordan individet er blevet (og bliver) opfattet indenfor denne del af den musikalske verden. Hertil kan man spørge, om ikke selve fortællingen om individet i en social konvention er med til at blotlægge Historien? Der er tale om et klart hierarki, men også om en gensidig afhængighed imellem de forskellige individer i forestillingen. Det er jo trods alt et samlet hele.

De første klapsalver er bare en i en lang række af sociale konventioner, der omgiver en opera og den bredere klassiske musiks fremførelser: f.eks. klapper man ikke imellem satser til en symfoni, man hopper heller ikke ud af sit sæde og begynder at danse eller råbe og ud fra oplevelsen af publikum ved Lady Macbeth. Alle disse uhåndgribelige traditioner er med til at formidle en tur i operaen, som en lytteoplevelse – en oplevelse der skal opleves på en bestemt måde. Traditionerne og de sociale konventioner omkring en opera er altså med til at forme, hvad det vil sige at tage i operaen – endda før man overhovedet har lyttet til en eneste tone. Det er blevet tradition igennem gentagelse af denne praksis omkring den klassiske koncert. Det er blevet en alvorens tradition, hvor man tropper op i sit fine tøj og forholder sig til værket, som det nu er blevet foreskrevet – uhåndgribelige traditioner, som ikke er selvindlysende for folk ‘udefra’. Men at holde fast i sådanne gamle konventioner, er det ikke også en måde at ekskludere folk?

Operaen på Holmen er i sig selv en imponerende bygning, der emmer af eksklusivitet. Selve bygningens storslåethed vidner også om en værdiladning i forhold til bevarelsen af udvalgt kulturarv i Danmark – den markerer, at det, der sker herinde er bevaringsværdigt, og dermed bliver de materielle omstændigheder for fremførelsen af lige præcis denne genre (der bliver også fremført andre genrer i operaen, men det hedder immervæk operahuset) også en medvirkende faktor til at bestemme dette som en kulturarv, der i særlig høj grad er bevaringsværdig. Sådan et bygningsværk kræver penge, og dermed må det også være pengebærerne, der har iværksat et sådan bygningsværk og som dermed igennem finansielle midler er i stand til påvirke, hvad der skal anses for bevaringsværdigt, frem for at spørgsmålet om den levende kulturarv med masseappel er styrende. For folk, der ikke har gjort deres indtog i operaens verden, kan operahuset måske nærmere forstås som et mausoleum end en levende scene. Huset bliver på den måde en materiel ramme der markerer, at de uhåndgribelige traditioner og konventioner, som stedet er bygget til, er noget der skal bevares, og bygningen kommer på den måde til at fungere som ekskluderende for nyere tilgange til den sociale situation ved klassiske koncerter. En nybygget traditionens højborg, der kommer til at stå for bevarelsen af en hierarkisk individopfattelse, der ikke just er af nyere dato – her eksemplificeret igennem dirigentens kontrol over musikerne.

Leave a Reply