Verdis Otello – genbrug af den historiske operapraksis

Operaen Otello placerer sig i 1800-tallets sen- og nationalromantik. Den opførelsespraksis der siden operaens oprindelse har været dominerende, indeholder en række fastforankrede bestanddele.

af Thomas og Mads

Operaen har en lang og spændende tradition i bagagen og kan ledes tilbage til slutningen af 1500-tallet, hvor den vestlige verden så de første operaer dukke frem. Italien var i høj grad katalysator og i 1600-tallet tog operaen som kunstform fart og blev manifesteret af komponister som tyske Heinrich Schütz, franske Jean-Baptiste Lully samt engelske Henry Purcell. Det meste af Europa blev således bekendt med operaen i det 17. århundrede, og stilarterne inden for operagenren varierede fra land til land. Mest dominerende ses Italien med dens flere bølger af opera seria, opera buffa og ikke mindst bel canto-stilen, som Rossini og Bellini var foregangsmænd for. Her er vi oppe omkring 1800 tallet, og det er i disse fodspor, vi finder den unge Giuseppe Verdi og operaen Otello.

Otello placerer sig i et århundrede, hvor operaen i Italien når en bakketop med “skønsangen” bel-canto, og de nationalromantiske træk vi så småt begynder at ane midtvejs i 1800-tallet. Således er Otello (1887) en opera med stilistiske levn fra bel-canto stilen krydret med en mere direkte og kraftfuld sangform. Desuden ses klare patriotiske træk, der – helt i tidsånden – iscenesætter (krigs)helten, som kæmper mod alt og alle – heriblandt sig selv. Denne periode i operahistorien kaldes også operaens guldalder og foruden Verdi bør nævnes tyske Richard Wagner, som ligeledes blev formskaber af operaen frem mod slutningen af 1800-tallet, hvor verismetanken og det dagligdags-romantiske blev populært i operaen.

Opførelsespraksis

Grundlæggende oplever vi mange af de samme elementer i en opera, når vi ser den i dag, som hvis vi så den for 200 år siden. Vi har bestanddele som består af en orkestergrav, et fremførelsesideal, en scene, typiske også en scenografi og ikke mindst et publikum. Inden for disse bestanddele er der naturligvis stor variation som fx. opera i fri natur, større eller mindre orkestre samt i det hele taget mini- og maksimalistiske tilgange. Fælles er dog genbrugen af grundformen og det interessante ligger i, hvor operaen genbruger sig selv i dag. Vores egen oplevelse med Otello bringer, her som et eksempel, nyttige elementer til undersøgelse når vi taler om genbrug. Vi lægger specielt mærke til de omtalte bestanddele, som træder i funktion i det øjeblik vi træder ind i salen, og sætter os iblandt publikum (hvis rolle er passive beskuere, sådan som normen foreskriver i operaen). Her bliver vi, når lyset dæmpes, opmærksomme på, at vi pænt skal holde vores mund og lade orkestergraven spille en evt. ouverture, som derefter aktiverer scenen med al dens kulisser og aktører.

Man kunne tale om de bestanddele, som træder i funktion, som en form for ramme omkring operaen. En fastforankret ramme, der igennem århundrede har stået uforandret og i dag måske kunne revurderes så operaformatet kunne favne bredere og evt. optage et yngre publikum.

2 thoughts on “Verdis Otello – genbrug af den historiske operapraksis

  1. Pingback: Formidling af opera til yngre generationer | Musikvidenskabet.dk

  2. Pingback: Genbrug og opera | Musikvidenskabet.dk

Leave a Reply