Verdis Otello på Det Kongelige Teater d. 19/11 2013 – Genbrug?

Verdis Otello havde første gang premiere i 1887 og har siden været sat op et hav af gange på forskellige operaer rundt om i verdenen. Vi hører blandt andet den samme musik og oplever den samme tekst i dag som ved uropførelsen. Der er på denne måde tale om genbrug og fortolkning af dette – heriblandt i form af fx anmeldelser.

Foto: Miklos Szabo

af Mads og Thomas

Som afslutning på vores ekskursion til København (med kurset Musik og lyd som historie og historisk fænomen), tog vi, d. 19. november 2013, i operaen og så Verdis Otello. Verdis Otello er bygget op over Shakespeares tragedie af samme navn, og librettoen er skrevet af italieneren Arrigo Boito. Operaen falder i fire akter og blev uropført på Teatro alla Scala i Milano i 1887.

Otello (handling)

Operaen udspiller sig som sagt over fire akter og handler, kort fortalt, om Jagos komplot mod Otello. Da hærføreren Otello, i første akt, vender hjem efter et søslag mod Tyrkiet, er alle glade bortset fra Jago. Jago er vred over, at Otello har udnævnt Cassio til kaptajn i stedet for ham. Igennem resten af operaen forsøger Jago dels at blive kaptajn og dels at få ramt på Otello ved, med stor kynisme og list, at spille de forskellige personer op mod hinanden.

Oplevelsen

“Det Kongeliges Otello tilintetgøres af sort terminator” – Thomas Michelsen, Politiken.

Artiklen fra Politiken, 22. september 2013: http://politiken.dk/ibyen/anmeldelser/teateranmeldelser/ECE2083451/det-kongeliges-otello-tilintetgoeres-af-sort-terminator/

Sådan lyder overskriften på Michelsens anmeldelse af Otello, hvor der blandt andet henvises til operaens handling, men også til en underliggende kritik af Otello som synges af den amerikanske tenor Raymond Very. Om hans præstation skriver Michelsen: “Ikke at man kan forvente topniveau på en Kongelig Opera, der skal spare, men vi var et langt stykke fra en Domingos eller en del Monacos legendariske præstationer i dette krævende parti.”

Generelt er Michelsen dog begejstret, specielt for iscenesættelsen, og Politiken lander på 4 ud af 6 stjerner – en dom vi til dels er enig i, dog med nogle andre mellemregninger.

Vores egen oplevelse af aftenens Otello bærer, i kontrast til Michelsen, en fascination af karakterens iscenesættelse. Otello fremstår allerede som en besejret hærfører fra akt 1, og vi har på mange måder ikke brug for en kraftfuld heltetenor for at få understreget hans officielle titel – sådan som det fornemmes, at Michelsen savner. I stedet synes det mere lig operaens handling at lade Otellos stemmetype være mere lig Jagos (i intensitet), eller måske endda være underspillet. Nu har vi af gode grunde ikke grundlag for at vurdere John Lundgren som Jago, da han var blevet syg til aftenens forestilling. I stedet var der i al hast fløjet en baryton (hvis navn vi ikke fik fat i) ind fra Italien, som gjorde det ganske hæderligt. Vi synes, at samspillet mellem de to partier var velafbalanceret og var deres karakterer værdig. Hvad vi kunne have ønsket os var en mere tilbageholden Desdemona. Ann Petersen, som tidligere har sunget mange af de kendte dramatiske partier hos Wagner, synes ikke helt at være tunet ind på sin rolle som Desdemona. Om nogen må Desdemona være symbol på uskylden, naiviteten, samt ulykkesfuglen. Dette synes undertrykt af en kraftfuld og dramatisk stemme med konsekvent vibrato-fraseringer, hvor end der kunne slippes af sted med det.

Genbrug?

I sin helhed fremstår Det kongeliges Otello som et frisk pust, i en minimalistisk indpakning. En indpakning som er iscenesat af Nicola Raab, og som fungerer på den præmis, at musikken og teksten i Otello er den samme som “altid”.

Men er den nu også det? Det er klart at musikken er skrevet af Guiseppe Verdi og bygger på Shakespeares oprindelige tragedie om Otello, men vi vil påstå at iscenesættelsen i høj grad indvirker på selve oplevelsen af det allerede eksisterende musik og tekst. Her er med andre ord tale om genbrug, men med forskellige følgevirkninger. Når vi taler om Verdis oprindeligt skrevne og opførte Otello, kan vi, jf. Gérard Genettes (Petter Dyndahl, s. 215), se det som en hypotekst og den nye fortolkning på Det kongelige, som en hypertekst. Følger vi denne betragtning, er det nærliggende at undersøge, hvorledes genbrugen i hyperteksten gør sig synlig og hvilken indvirkning, det har på os som tilskuere. Selve opsætningen på Det kongelige er, som vi har nævnt tidlige, yderst minimalistisk i sit udtryk, og der er tale om en hel ny sceneopsætning i forhold til tidligere og ikke mindst i forhold til Verdis oprindelige opsætning i 1887. Der hvor vi i stedet skal finde genbrugen er i musikken og teksten, hvor vi har det gamle samtidssprog i overteksterne og Verdis oprindelige noder i orkestergraven. Det skal dog siges at de skrevne noder og ord jo ikke siger noget af sig selv, men skal læses og fortolkes af de medvirkende for at kunne opleves. Det vil med andre ord sige at selvom materialet er det samme (hypoteksten), vil oplevelsen af nye opsætninger (hyperteksten) altid være en fortolkning af materialet og derved ikke blot en simpel kopi.

Vores oplevelse af Otello (som beskrevet ovenfor) bygger i høj grad på forventninger til operaen. Forventningerne bygger på vores kulturelt-konstituerede kendskab til musik, kultur, operaer generelt, Verdis musik, tidligere opsætninger af Otello, mm. Idet vi til en vis grad sammenligner den nye opsætning med tidligere opsætninger, har vi selv italesat genbruget, og derudover også skabt et fundament for en domfældelse. Det giver derfor mening at anmelde en opera, da der er en bevidsthed om at outputtet er en fortolkning og ikke en direkte kopi af hypoteksten.

Som tilskuer opleves genbruget derved ikke som en kopiering, men snarere som en fortolkning eller transformering af den oprindelige hypotekst.

One thought on “Verdis Otello på Det Kongelige Teater d. 19/11 2013 – Genbrug?

  1. Pingback: Genbrug og opera | Musikvidenskabet.dk

Leave a Reply